Læsetid: 3 min.

Han vil selv ordne paragrafferne

Efter en højesteretsdom, der gik ministerpræsident Berlusconi imod, har han ved at udfordre retsvæsenet kastet Italien ud i en krise, som er uhørt for et vestligt demokrati
31. januar 2003

Efter en højesteretsdom, der gik ministerpræsident Berlusconi imod, har
han ved at udfordre retsvæsenet kastet Italien ud i en krise, som er uhørt for et vestligt demokrati

BLERA – Italiens statsminister Silvio Berlusconi har erklæret total krig mod sit eget lands dømmende magt. Mod statsadvokater, dommere og hele det retsvæsen, som han i næsten 10 år har anset for at være hans personlige fjende og tjene venstreorienterede samfundsomvæltende interesser, og hvis påståede magtmisbrug han som regeringsleder med et absolut flertal bag sig har forsøgt at dæmme op for med en række love, der kan sikre ham selv mod retsforfølgelse.
Krigserklæringen blev afleveret i en små fem minutter lang tv-tale til nationen – sendt samtidig sent onsdag på alle seks landsdækkende kanaler, som statsministeren enten ejer eller behersker – og havde i sin ydre form karakter af regeringslederens henvendelse til nationen om rigets tilstand, men var i sit indhold en personlig opfordring til borgerne, til vælgerne, om at give ham fortsat støtte i hans og hans regerings bestræbelser på at modernisere Italien og gøre op med det politiserende retssystem, der har udset sig ham, statsministeren, som primært, men uskyldigt, mål for dets politiske
interesser.

Føler sig personligt forfulgt
»Det er personlig forfølgelse,« lød Silvio Berlusconis rasende reaktion på, at den italienske højesteret i torsdags afviste at flytte en retssag, hvori han er anklaget for bestikkelse af nogle romerske dommere, fra Milano til nabobyen Brescia, således som det var begæret af Berlusconis forsvarere. Som havde ny lovhjemmel for at begære flytning.
Kort før jul fik Berlusconis flertal i parlamentet – i rekordtid i forhold til andet italiensk lovarbejde – hastebehandlet en ændring af retsplejeloven, som giver en anklaget ret til at få sin sag flyttet til anden retskreds, hvis Højesteret finder, at der er »begrundet mistanke« om inhabilitet hos statsadvokater og dommere i den retskreds, som håndterer sagen.
Det er statsadvokaturen i Milano – kendt for Operation Rene Hænder – der har rejst alle de sager for korruption, falsk bogføring og udstrakt operation med sorte penge, der stammer fra tiden før Berlusconis indtræden i politik, men som efter 1994, hvor han blev statsminister første gang, har ramt ham som regeringsleder.
Men det er ikke dommere eller statsadvokater fra Milano, der har fremkaldt Berlusconis seneste vrede og kompromisløse krigserklæring mod retsvæsnet. Det er ikke tilfældige »røde kapper«, som han ynder at kalde dem, men det er det samlede kollegium af ni højesteretsdommere, som i torsdags applicerede den nye berlusconianske retsplejelovparagraf om »begrundet mistanke« på Berlusconis egen sag – og fandt, at der ikke var grund til at flytte sagen fra Milano. Og dermed lade den gå om eller udsætte den med forældelse til følge.
Men det er ikke en enkelt Antonio di Pietro, Borelli, Colombo, Boccassini, D’Ambrosio eller andre af den historiske kerne i Rene Hænder, som Berlusconi nu anfægter. Det er Italiens allerøverste retsinstans. Ikke en enkelt højesteretsdommer, men det samlede kollegium af højesteretsdommere, hvilket er landets øverste retsinstans, han har erklæret frontal krig imod.
I Italien, hvor ikke så meget er uhørt eller uset, bliver dette betragtet som enestående. I Italien er der, som i ethvert demokratisk retssamfund, skarp adskillelse mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt. At adskillelsen er så skarp, at den dømmende modtager trussel om det, iagttagere betegner som en tilintetgørelseskrig, er ikke blot uhørt i Italien, men i hvilket som helst retssamfund.
At venstre-centrumoppositionen brokker sig, og at Berlusconis regeringspartnere støtter ham, er forventeligt. At lederskribenterne på så forskellige dagblade som det venstresympatiserende La Repubblica og det borgerligt-liberale Corriere della Sera er enige om det uhørte, er måske lige så forventeligt i betragtning, at ingen journalist fik lejlighed til at stille spøgsmål til Berlusconi efter den tv-transmitterede krigserklæring, og i betragtning af, at Berlusconi i sin truende tale lagde op til et valg: Et valg udskrevet i utide, som lader italienerne vælge mellem ham og de røde dommere. En folkeafstemning. En kåring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu