Læsetid: 3 min.

Overadministreret bistandssamfund

Konference om Grønlands selvstændighed og økonomiske fremtid afslørede enighed om problemernes årsager, art og omfang, men stor uenighed om løsningerne
10. januar 2003

Det var egentligt først, da købmanden og koncernchef for produktionsvirksomheden Royal Greenland, Keld Askær, leverede sit indlæg på konferencen, at der kom skred i diskussionen, og der blev sat hverdagsord på årsagerne til Grønlands mangeartede problemer, som forhindrer landet i at blive et moderne selvstændigt samfund.
Det var ellers meningen, at gårsdagens konference i landstingssalen på Christiansborg med overskriften ’Grønland, Danmark og fremtiden’ åbent og frit skulle debattere løsningerne for Grønland. Snevejret udenfor dannede en perfekt fælles forståelses- og referenceramme, men set fra en menig konferencedeltagers stol var det fra start indtrykket, at mødedeltagerne i det flotte, gamle lokale – Grønlands magtelite og Danmarks ditto – med en godmodig indforståethed og sigende blikke på forhånd definerede, hvad det var tilladt at sige, og hvad det i hvert fald ikke var tilladt at sige.
På den måde kom Askærs indlæg til at virke provokerende på en forsamling, som ellers kun blev præsenteret for ukonkrete og abstrakte forudsigeligheder fra de øvrige oplægsholdere, som bl.a. talte formanden for den grønlandske selvstyrekommission, Jacob Janussen, og formanden for det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi, professor Christen Sørensen. Askær opstillede en række forudsætninger, der skal opfyldes, for at Grønland kan opnå selvstyre. Overordnet mener han, at det er illusorisk at tale om en politisk selvstændighed uden økonomisk selvstændighed og selvbårenhed. Og for at den kan opnås, er der en række bagvedliggende problemer, der skal løses.

Erhvervslivet må ikke gå i fisk
»For at opnå økonomisk selvbårenhed i Grønland er det nødvendigt, at flere familier fungerer bedre. Medarbejderne i de grønlandske virksomheder kan ikke yde en tilfredsstillende indsats, hvis man er bange for, at ens samlever har drukket ugelønnen op, når man kommer hjem, eller man er vidende om, at ens arbejdskammeraters børn bliver udsat for psykiske eller fysiske overgreb eller omsorgssvigt,« sagde Keld Askær og henviste til Grønlands massive sociale problemer, herunder det rekordhøje antal anbragte børn. Som eksempel på problemets omfang nævnte Askær, at bare 370 anbragte børn i Grønland koster det samme som 7.400 fuldtidsansatte ufaglærtes skat pr. år.
»Samtidig må vi rationalisere og sammenlægge. Der må gøres op med den offentlige dominans i alle hjørner af samfundet. Hvor længe skal vi f.eks. opretholde 16-18 hjemmestyre-ejede selskaber, der tilsammen omsætter for 8-9 mia. og ledes af ca. 70 direktører og 90 honorarbetalte bestyrelsesmedlemmer,« spurgte Askær
»Hvor længe vil Danmark foretage passive investeringer i Grønland uden at stille krav,« sagde han, og nævnte, at den rationalisering og slankning af det offentlige, den nye danske regering har foretaget i Danmark, mangler et sidestykke i Grønland.
»Men egentlig er den eneste forhindring for grønlandsk selvstændighed, at man har det politiske mod til at drage konsekvenserne af alle de problemer, de fleste har erkendt, og foretage de nødvendige forandringer,« konkluderede Askær under sit indlæg.

Luk bygderne
Direktør i De Grønlandske Kommuners Landsforening Martha Labansen supplerede Keld Askærs snak om rationalisering og sammenlægning ved at komme ind på debatten om nødvendigheden af at opretholde 18 bysamfund og over 70 bygder i Grønland.
»Det kan være svært at udnytte den tilgængelige arbejdskraft optimalt med alle disse små enheder, og dermed er de med til at forhindre en rationel udvikling i erhvervslivet,« sagde hun.
Men samtidig plæderede hun i sit indlæg for, at man skal foretage en decentralisering af magten og et økonomisk løft til bygderne, og illustrerede ufrivilligt derved det dilemma, man står over for i den grønlandske debat. På den ene side har de fleste erkendt, at Grønland ikke i længden kan holde til at opretholde så mange forskellige administrationsenheder til en befolkning på kun ca. 56.000 indbyggere. På den anden side er der i Grønland en stor lobbyisme fra alle lokalsamfund.
Et dilemma, der er blevet aktualiseret efter det seneste landstingsvalg i december sidste år. Her blev den tidligere landsstyreformand skiftet ud med partifællen Hans Enoksen, der af politiske modstandere er blevet kaldt bygdepartisan, fordi han går ind for en fortsat subsidieret udvikling af de mange småsamfund og bygder. Kritikere har set ham som en risiko for, at det grønlandske samfund bliver bombet årtier tilbage og fjerner sig endnu længere fra en situation, hvor selvstændighed er muligt.
Selv siger han, at det kulturelt og økonomisk ikke er muligt at nedlægge bygder eller på anden måde geografisk differentiere den økonomiske udvikling og offentlige service.
Spørgsmålet, om Grønland har det politiske mod og den økonomiske formåen til at opnå selvstændighed, står efter konferencen endnu ubesvaret. Gårsdagen viste, at der endnu ikke er tilstrækkelig enighed om fremgangsmåden for at nå det mål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her