Radio
Mikael Bertelsen prøver at lære sig selv at lytte. Den tidligere tv-stjerne er, mens dette bliver læst, ganske sikkert i færd med at varme op til den første af 47 ugentlige direkte udsendelser på P1, Bertelsen på P1, som går i luften i dag kl. 9.10.
I modsætning til sit tv-talkshow Bertelsen og De uaktuelle nyheder, der har gjort den 35-årige Bertelsen til et navn, så er Bertelsen på P1 105 minutters balancegang med udgangspunkt i alvoren, hvor den radioskolede tv-vært uden musikindslag og med et ugentligt tema skal jonglere aktuelle gæster, huske at lytte til, hvad de siger, og i øvrigt selv tale meget. 105 minutter er, som han siger, lang tid.
Det er en stille torsdag i Radiohuset på Rosenørns Allé i København. Bertelsen har lige brugt små to timer, ja, faktisk præcis 105 minutter, på at tale med Kjeld Koplev i Koplevs Krydsfelt, da han dukker op i forhallen for at give et lille interview om sit nye program.
Svært at holde op
»Hej. Hvor har det været fedt. Over,« siger Hans Otto Bisgaard, da han får øje på Mikael Bertelsen. Bertelsen kvitterer med et smil og et »tak skal du ha.«
»Det er svært at holde op med at være tv-stjerne, hvis det er det eneste, du hører,« siger han, da Bisgaard er nået uden for hørevidde.
»Man kan jo godt blive afhængig af det der.«
Bertelsen har selv valgt at ville lave radio. Han havde ikke lyst til at jage endnu en succes på tv, og han sammenligner Bertelsen på P1 med den pause, et rockorkester tager for at finde ud af, hvordan deres musik skal udvikle sig, og hvad deres sange skal handle om. Af samme grund har han kastet sig alene ind i radioprojektet, der må briste eller bære.
Pinligt og langtrukkent
47 programmer à 105 minutter lyder voldsomt.
»Det at være gæst i Koplevs Krydsfelt var også en form for research, forberedelse til de 105 minutter. Det er rigtig meget. Det er et af de længste programmer.«
Så du fik snakket det igennem med ham?
»Man bliver bange for, hver gang der opstår en pause, om det går i stå. Og det kan du ikke forberede dig ud af. Det handler kun om på en eller anden måde at være i overskud, forstår du? At dagsformen gør, at man ikke bliver bange, hvis der lige pludselig sker noget pinligt.«
»Det kan jo også vise sig, at jeg ikke kan finde ud af at lave P1. At jeg bare er et overfladisk tv-fjols, som ikke har noget på hjerte. Når vi laver tv, så er vi underlagt tvs mekanismer. Det er svært at få lov til at lave noget, som ved første øjekast virker kedeligt eller langsomt, men som efter et stykke tid pludselig bliver interessant eller sjovt. Man arbejder med kontraster og nægter at lave noget, der kun er sjovt eller kun er alvor. Hvor kan du gå hen nu? Hvor bliver det ikke vurderet? Hvor gør det ikke noget, at det er kedeligt?«
Og det er P1.
»Ja, det må du så... kedeligt kan også være vigtigt. At noget kører et stykke tid. Du kan ikke lave et radioprogram ud fra, at det skal blive en succes, eller at P1 for første gang skal lave noget sjovt.«
Aktuelt
Men hvad skal programmet så handle om?
»Det er et aktuelt program. Jeg læste f.eks. et interview med kulturministeren, som siger, at den kritik, der var i foråret, fuldstændig er prellet af på ham. Folk siger, at det er, fordi han ikke vil lytte. Men det kan også godt skyldes, at de, der bombarderer ham, også er i en bestemt rolle. Hvad er det, der sker? Jeg skal blandt andet snakke med Frank Jensen, Socialdemokratiets politiske ordfører, om det at være i opposition.«
»Vi laver et forsøg, hvor han får 30-40 minutter til at skamrose regeringen. Kritik preller af på kulturministeren, fordi det er forudsigeligt. For at kunne give en kritik, som rammer og gør ondt, skal man så ikke også lære at give ros?«
»Der er sikkert masser af studieværter på P1, som har forstand på politik, men hvordan kan det være, at jeg jeg er jo voksen nu ikke kan tage det alvorligt? Det er, fordi jeg kan mærke, at de ikke satser noget. Det vil jeg gerne tale med Frank Jensen om. Det handler om sammen at gå en planke ud og se, hvad der sker.«
*Bertelsen på P1. Tirsdage kl. 9.10 på P1
