Læsetid: 5 min.

Overskuelige enkeltsager

Opskriften er enkel: Man skærer blot alt det væk, som ikke er overskueligt. Så er det gode og det onde til at få øje på
31. januar 2003

(2. sektion)

Dag for dag
1.
Sker kultur? Sker kultur i virkeligheden? Eller finder den sted inden for rammerne af et lille reservat, hvor den, afskåret eller afsnuppet fra resten af virkeligheden, får lov til at udfolde sig sådan, som den nu bedst vil? Hedder denne ramme en »sektion« eller en »kanal«, sådan som for eksempel »P2«? Får kulturen derved slået et skot ned mellem sig og resten af verden – eller er det kulturens egen skyld, i og med at den er verdensfjern, elitær, kun interesseret i sig selv og hinanden?
Dette følsomme emne er omgærdet af en aura af skyld: Både når man med henvisning til brugertallet downsizer kulturen til fordel for debatten, og når man hævder den smalle kunsts ’berettigelse’ og ’betydning’. Vi føler, at vi skylder nogen noget; at vi skylder hinanden(?) og/eller kulturen(?) noget. Der sidder en rest i os, som vi ikke rigtig ved, hvad er; en følelse af vigtighed, måske; noget, som var vigtigt engang. Vi gør det ikke med glæde, downsizer, men er det kulturens egen skyld, så er det jo nemmere. Så er den nærmest selv ude om det, og vi kan med større sindsro læne os ind i debatten. Men vi føler os ikke helt sikre, vi fornemmer en uro et eller andet sted. Denne uro har noget med kunst at gøre. Men debatterer vi rigtig længe, kan vi måske komme af med den, uroen.

2.
Det skal være noget, der får fat i de ynge læsere. Lad mig foreslå: enkeltsager. De unge kan godt lide enkeltsager. Gode, overskuelige enkeltsager. For eksempel USA. Et godt, overskueligt emne. USA er godt.

3.
I 70’erne kunne de unge også godt lide enkeltsager. De unge kan altid godt lide enkeltsager. Gode, overskuelige enkeltsager. For eksempel USSR. Et godt, overskueligt emne. USSR var godt. I dag kan medierne også godt lide enkeltsager. Gode, overskuelige enkeltsager. Vinkling er en måde at skabe god overskuelighed på. Man skærer simpelthen den del af sagen bort, der ikke er overskuelig. Sådan! Så har man et ungt medie. Med tiden kan man måske nøjes med en forside. Så kan den også passende bruges som banner: »Bush er satan!« eller hvad med: »Ondskabens akse«?

4.
Clash of civilisations? Næppe. Der er nogen, der forsøger at få det til at se sådan ud. Man må håbe, at disse nogen ikke har samme formål dermed, som da en vis propagandaminister i sin tid forsøgte sig med samme parole. Dengang var det andre udvalgte ’folkeslag’, der selv var skyld i miseren, samt, ikke mindst, de efterfølgende voldshandlinger. Nu er det muslimerne med deres middelalderlige kultur (dvs. tilbagestående), der står for tur. Socialdarwinismer med nyt indhold ligger lige for. Alt i alt prøver ’civilisationisterne’ at skjule, at der bag alle disse ’begreber’ (folkeslag, kulturer etc.) findes rigtige mennesker, der aldrig er som ’kulturen’ ’selv’ etc. At slå folk over én kam er en bekvem måde at tiltuske sig ’retten’ til at stikke revolveren op i snuden på dem. Så er de bare ’repræsentanter’. Repræsentanter kan man godt slå ihjel, for de er næsten lige som soldater. I uniform.

5.
Der er intet som krig, når det gælder propaganda. I årtier efter Anden Verdenskrig blev tyskerne som ’folkeslag’ ugleset over det meste af Europa. Vi, og ikke mindst russerne, havde lært at tro på propagandaen, fordi propagandaen underbyggedes ved bevisligt grusomme gerninger. For at indgyde russiske, men såmænd også engelske og amerikanske kamptropper, mod, fremstilledes billedet af den bestialske »Fritz«. På samme måde bliver ’amerikaneren’, ’palæstinenseren’, ’israeleren’, ’nordireren’ (fortsæt selv) dæmoniseret, så selv ’præventive’ eller ’terroristiske’ angreb synes ’rimelige’ (alt efter, hvilken side de ses fra). Men præventive og terroristiske angreb giver propagandaen ny vind i sejlene, dæmoniseringen forstærkes, og til sidst tror vi på, at der er en sammenhæng mellem performance og kultur: at terrorisme og ’middelalder’ hører sammen, at retten til angrebskrig og oplyst ’modernitet’ hører sammen (igen alt efter, hvem der ser). Det er skruen uden ende. Så vidt jeg kan se, er det de rigeste lande, der bedst har råd til at bryde denne cirkel og vælge en anden vej. Problemet er, at denne vej ikke brolægges med propaganda. Propaganda egner sig ikke til komplekse problemstillinger. Propaganda egner sig bedst til at bane vejen for såkaldt stærke mænd.

6.
Komplekse problemstillinger egner sig ikke som propaganda. Propaganda minder mere om ’gode, overskuelige enkeltsager’. Kvinder med dræbte børn i armene, brandmænd med støv i ansigtet, ’beslutsomme’ præsidenter med hjertet på rette sted, hvilket vil sige ’Allahs’ eller ’Guds’, alt efter synspunkt. Det er nogenlunde de samme manende billeder, der bliver brugt på hver sin side af fronten. Gode, overskuelige enkeltsager. Og hvad med for eksempel denne her: »USA repræsenterer en kultur med højere frihedsgrader for den enkelte end Irak«. Dette udsagn er, efter mit kendskab til de to lande, fuldkommen korrekt. Individets rettigheder er bedre sikret i USA end i Irak. Problemet er timingen. For hvad skal det bruges til; dette, at man lige nu kommer i tanker om USA’s fortrin?

7.
Srebrenica trak et spøgelse gennem Europa. Stiltiende så ’vi’ på, mens massegravene fyldtes. Snart rejstes et intellektuelt krav om at ’tage stilling’. Der fandtes, der måtte findes, et ’godt’ og et ’ondt’. Dén intellektuelle var snart ryggesløs, der ikke udfandt sig en ridder. I dag står folk i kø for at udfinde sig riddere og drager, helst så gode og onde som muligt.
Men i og med at man farver verden hvid og sort på et tidspunkt, hvor der oftest bare er gråt, løber man en risiko for, at man gør sig selv til hadets femte kolonne. At pege ’det gode’ og ’det onde’ ud i en krigssituation kan kun have ét formål: at give ’det uundgåelige’ ’det rigtige valgs’ skær. Som om man kan vælge mellem ’USA’ og ’Irak’. Det er lige så horribelt som at vælge mellem to folkeslag. Og præcis lige så horribelt som at vælge mellem to mennesker. Det er Sophies Choice: en god, overskuelig enkeltsag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her