Læsetid: 3 min.

En på svellen til Arriva

Utilfredsheden med Arriva stiger dag for dag blandt togpassagerne i Syd- og Midtjylland. Trafikministeren kræver garanti for bedre betjening
31. januar 2003

Utilfredsheden med Arriva stiger dag for dag blandt togpassagerne i Syd-
og Midtjylland. Trafikministeren kræver garanti for bedre betjening

Efter kun 27 dage på de syd- og vestjyske togskinner hagler kritikken ned over Arriva på grund af mange aflyste eller stærkt forsinkede tog: Gymnasieelever kommer for sent, studerende kommer ikke til eksamen, og endnu flere kommer for sent på arbejde. Og så er der alle småtingene: Lovede ekstrabusser bliver ikke indsat, togene er ikke rengjorte, billetautomaterne fungerer kun sjældent og tager ikke imod sedler...
De jyske pendlere bliver mere og mere irriterede over, at »vores værste mareridt er blevet til virkelighed«, som pendlerrepræsentant Ole Christiansen fra strækningen Århus-Silkeborg siger det.
»Selv om vi ikke har været ramt af aflysninger på vores strækning, så har vi oplevet nogle grimme forsinkelser på 35-40 minutter. Og så længe er det altså ikke sjovt at stå og fryse på Hurup station,« forklarer han, der er især er utilfreds med, at Arriva »kører det så skrabet.«
Aflysninger har der til gengæld været i den anden ende af Arrivas område.

Taxa i stedet for tog
»I går var der 14 aflysninger på strækningen Holstebro-Tønder, og i morges stod vi så spændt og ventede på Vem station, om der kom tog,« klager pendlerrepræsentant Jette Friis i Vestjylland. »Men nej, det var også aflyst.«
»Så gik vi ind og forlangte at få en taxa på Arrivas regning, og det fik vi. Men skoleeleverne havde da ikke selv turde gøre det,« tilføjer hun.
I Esbjerg har gymnasiet måtte ændre mødetiden, så eleverne kunne nå frem til timerne. På Thisted Gymnasium har rektor Finn Jorsal bedt om en daglig indrapportering over Arrivas forsinkelser:
»Det er totalt uacceptabelt, at elever kommer 20-30 minutter inde i timen hver eneste morgen,« siger han.
»Arriva kører, efter hvad mine elever siger, også med færre vogne end DSB, så eleverne kan ikke længere sidde ned og forberede sig,« siger Finn Jorsal.
Eleverne på gymnasiet har planer om at stifte en landsforening mod Arriva, og på Hærens Artilleriskole i Varde har en sergentelev indsamlet 260 underskrifter i protest mod de forsinkede tog. Selv har sergenteleven aldrig oplevet et Arrivatog til tiden.
Forud for et samråd i Folketinget trafikudvalg i går bad trafikminister Flemming Hansen (K) om en handlingplan fra Arriva. Senest på torsdag skal selskabet forklare, hvordan det vil skaffe flere lokoførere, forlanger han.

Advarsel til Arriva
For tidligere trafikminister Helge Mortersen (A) er det ikke nok. Han ønsker, at Arriva skal få en regulær advarsel, fordi selskabet ikke lever op til kontrakten:
»Her i Esbjerg minder det efterhånden om Ribus, siger han. »Det køres amatøragtigt. Det er helt tilfældigt, om der kommer tog eller ej, det er helt tilfældigt, om der kommer en bus, og navnlig er det helt tilfældigt, om folk så får besked om bussen.«
Mange pendlere sørger nu for andre løsninger, dvs. de kører i bil. Og Helge Mortensen forstår godt, at forældre ikke tør sende deres børn ned på togstationen, når det er »russisk roulette, om der så kommer tog eller ej«, som han siger. Han har hørt eksempler på, at børn fra Ølgod, ca. 30 km fra Esbjerg, skal med toget kl. 5.50 om morgenen. Alligevel kan de først være i Esbjerg klokken 8.10.
På sin hjemmeside har Arriva selv opgjort togaflysningerne til 82 tog ud af 4.611 de første 22 dage, svarende til 1,8 procent. I forhold til regularitet klarer Arriva sig pænt med knap 96 procent tog til tiden i uge tre.
»Så vi er meget langt fra at have problemer med vores kontrakt,« siger Arrivas administrerende direktør Johnny Hansen og tilføjer: »Men det kan passagerne selvfølgelig ikke bruge til noget.«
Den første marts vil Arriva få uddannet det første hold lokoførere. »Indtil da er vi ekstremt følsomme, hvis vores lokoførerne bliver syge,« siger direktøren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her