Læsetid: 5 min.

Pacifismen er ikke politisk

Den tyske pacifisme behøver ikke kæmpe for at gøre sig gældende. Selv i den mest konservative del af det tyske samfund har den slået rødder
24. januar 2003

(2. sektion)

Tyskland
I en samtale om krig og fred blev den britiske historiker Eric Hobsbawm i 1999 spurgt, om det kunne retfærdiggøres, at demokratiske stater førte krig mod diktatorer i menneskerettighedernes navn. Hobsbawm, født i 1917 og opvokset i Wien og Berlin, hvor han i 1933 var øjenvidne til Hitlers magtovertagelse, svarede helt enkelt:
»Jeg er noget skeptisk. Det er svært at finde historiske eksempler på regeringer, der gik i krig for andet end nationale interesser.«
Stemningen i Tyskland med hensyn til USA’s oprustning i Golf-regionen og en truende krig mod Irak kan næppe beskrives mere præcist. Der findes en udbredt skepsis – både blandt politikere og i befolkningen. I en opinionsundersøgelse svarede mere end 80 procent af tyskerne, at de er imod en krig.
Diskussionen blandt de tyske intellektuelle er kendetegnet af samme konsensus. I sidste uge udkom ugemagasinet Der Spiegel med det amerikanske flag på forsiden samt overskriften: »Blod for olie. Hvad sagen om Irak virkeligt handler om?«
Et par dage senere offentliggjorde forfatteren og litteratur-nobelprisvinderen Günter Grass et essay, i hvilket han ikke alene tog afstand fra en krig mod Irak, men angreb amerikanerne for direkte at lyve og udelukkende følge egne interesser. »Denne krig er villet,« skrev Grass. De amerikanske tropper er ikke i Golf-regionen for at true Saddam Hussein og hans regime. De er der for at gøre alvor af truslen om krig: »Alle og enhver ved, at det handler om olie, eller mere præcist: At det igen handler om olie.«
Samme dag optrådte Grass i Tysklands vigtigste tv-avis og føjede til, at han håbede, at den tyske regering ville opretholde sin position over for USA, nemlig at man på ingen måde vil deltage i en krig. »Jeg håber, at mit lands borgere og regeringen beviser, at vi tyskere har taget ved lære af selvforskyldte krige og derfor siger nej til det fortsatte vanvid, som kaldes krig.«

Bred skepsis
I mellemtiden findes der stort set ingen politisk gruppering i Tyskland, som ikke har erklæret sig skeptisk over for en krig mod Irak. Selv den kristelig-demokratiske opposition, der i månedsvis har distanceret sig fra regeringens Irak-politik, er holdt op med at markere sig. Eftersom såvel den katolske som den protestantiske kirke i Tyskland har erklæret, at krig ikke er noget alternativ, har Merkel, Stoiber og Co. måttet indse, at de skulle vælge mellem ’George Bush og Paven.’
Således kunne udenrigsminister Joschka Fischer i et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung i den forgangne uge konstatere, at den skeptiske holdning over for en krig i Irak ikke kun gjorde sig gældende hos den venstreorienterede del af befolkningen, »men lige så meget hos den borgerlig-konservative og den liberale.«
Denne forbeholdenhed går ’tværs igennem befolkningen.’
Og alligevel. På trods af den brede enighed kan der næppe tales om en egentlig tysk fredsbevægelse. »Utrygheden kommer snarere til udtryk som et stiltiende ubehag end som en artikuleret kritik,« skrev avisen Tageszeitung for nylig.
Den kendte kulturskribent Gustav Seibt konstaterede i Süddeutsche Zeitung, at den tyske pacifisme ikke længere behøver kæmpe for at gøre sig gældende. Selv i den mest konservative del af det tyske samfund har den slået rødder. Derfor er det heller ikke nødvendigt at demonstrere for den. Men, og det var Seibts egentlige pointe, den nye pacifisme klarer sig ikke kun uden demonstrationer, men også uden argumenter. Derfor er den i allerhøjeste grad blevet et upolitisk fænomen.
Men hvorfor skulle tyskerne også demonstrere, kunne man spørge? I modsætning til tidligere befinder den tyske fredsbevægelse sig i overensstemmelse med regeringens kurs. Det kunne endda hævdes, at fredsbevægelsen i dag sidder i selve regeringen. Især Joschka Fischer og hans parti er såvel del som produkt af den politiske protest, der opstod i kølvandet på oprøret i 1968, og som nåede et af sine højdepunkter med fredsprotesterne i starten af 1980’erne. Forbundskansler Gerhard Schröder er til en vis grad del af samme politiske socialisering.
Alligevel rammer Seibts konstatering et ømt punkt i den nuværende Irak-diskussion. Ligesom Eric Hobsbawm synes alle krigs-kritikere implicit og a priori at benægte, at USA har legitim grund til at føre krig mod Irak. Antagelsen, at amerikanerne handler ud fra deres egne, dvs. nationale interesser, er dog lige så meget et postulat som amerikanernes, nemlig at Saddam Hussein udgør en fare for resten af verden.
Med andre ord: Det, som krigsmodstanderne i Tyskland hverken tager stilling til eller forsøger at begrunde, er et spørgsmål, som går igennem hele idéhistorien: Findes der en bellum iustum, en retfærdig krig?

Aldrig mere Auschwitz
Netop denne begrundelse brugte den siddende tyske regering for bare fire år siden til at overbevise befolkningen om, at en intervention i Kosovo var nødvendig. Udenrigsminister Fischer erklærede dengang, at den lære, han havde draget af Anden Verdenskrig, ikke alene var »aldrig mere krig«, men også »aldrig mere Auschwitz«.
Strategien lykkedes. Fischer fik overbevist en stor del af den tyske venstrefløj om nødvendigheden af et tysk engagement i krigen mod Slobodan Milosevic. Dem, han ikke overbeviste, har siden tiet, resigneret eller, i et enkelt tilfælde, angrebet udenrigsministeren med maling. Men den grundlæggende diskussion om Tysklands holdning til krig og fred har stået stille.
Ikke kun Gustav Seibt, men også skribenter i Frankfurter Allgemeine Zeitung har i de seneste dage peget på netop det problem i den nuværende pacifistiske konsensus. I den ene leder efter den anden bliver regeringskursen og dens tilhængere kritiseret for at reducere en kompleks virkelighed til nogle enkle paroler, for at være naiv, endda grotesk.
Mens det efterhånden synes at være en almen kendsgerning, at Bush er en krigsagitator, bliver Saddam Hussein og hans regime næsten fredet, hed det i mandags: Pacifisternes hjælpeløshed og manglende forståelse af sammenhænge kompenseres gennem et utal af forsværgelsesteorier, kunne man læse i tirsdags. Overskriften lød ganske enkelt: »Krigskitsch«.
Polemikken gør det nemt for mange at diskreditere Frankfurter Allgemeine Zeitung som konservativ, uforbederlig, endda krigslysten. Men metaforen Auschwitz bruges i dag af de samme mennesker til at begrunde to helt forskellige handlinger.
En pacifisme, der ikke gør sig sit eget fundament bevidst, synes at forblive mere et lune end en politisk holdning – et lune, der når som helst kan tilpasses den realpolitiske nødvendighed.
At landets historie bliver relativeret på den måde, burde måske netop de tyske krigsmodstandere med Günter Grass i spidsen være ’noget skeptisk’ over for.

*Marc-Christoph Wagner er tysk journalist. Arbejder for Deutchlands Rundfunk og skriver for Neue Zürcher Zeitung

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu