Læsetid: 4 min.

Hvor er Pippi?

Efter to timers engelsk børnefjernsyn kan man mærke trangen til håndfaste regler
6. januar 2003

Børnereklamer
LONDON – Der sker de mærkeligste ting med en, når man bosætter sig uden for sit fødelands grænser.
Tag nu ligestilling, drenge og piger og så videre. Når man er i 30’erne – som jeg – er man næsten prædestineret som tilhørende den »afslappede« og ret liberale gruppe af kvinder, hvis mødre var de første rød-strømper, og som derfor i en periode troede, at kønsulighederne var godt på vej til at forsvinde – i hvert fald på den åbenlyst uretfærdige måde, der havde at gøre med
glaslofter, manglende avancementsmuligheder og ulige fordeling af arbejdsopgaverne i hjemmet.
Hvis det tilfældigvis var en selv, der lavede mad og kæresten, der vaskede bil, så var det ikke udtryk for en strukturel ulighed i et patriarkalsk samfund, men fordi det nu var sådan man selv havde valgt det.
Og skulle man ikke have lov til det? Jo, selvfølgelig, og selvom mange i den gruppe fik sig en ordentlig maveplasker, da børnene indfandt sig, og det alligevel føltes noget uretfærdigt med yngelpleje og hvem der afleverer og henter børn osv., så sad den dog alligevel fast, forestillingen om, at vi er på vej mod bedre tider, og værre er det heller ikke, og tænk på, hvordan det engang var. Og at vi i øvrigt er herrer – altså også kvinder – over eget liv, og da altid kan skride, hvis det ikke er rigtigt sjovt derhjemme mere. Og muntre os som om vi fortsat var studerende i de ulige uger, mens far tager hverdagsslæbet, og lege hønemor i de lige uger, hvor børnene er hos os. De rigtigt vrede, arrige nyfeministiske røster er 10 år yngre, og de rager ikke os.

Massivt og uudholdeligt
Har man nu disse holdninger kan man heller ikke rigtig hidse sig op over børnereklamer. Hvorfor forbyde dem? Hvorfor lægge restriktioner? Er det måske ikke forældrenes ansvar at sætte grænser for deres børn. Er det ikke bare for gammeldags og ’68-agtigt at ville skubbe ansvaret for den slags over på det offentlige.
Nej, lad dog staten komme ud af vores liv, vores stuer og vores børneværelser, for guds skyld. Og i øvrigt er det slet ikke noget problem, for børnene er hyper-kompetente forbrugere og kan sagtens skelne reklamer fra film og fra virkeligheden for den sags skyld, og det siger kulturministeren selv, og han har også mange børn.
Ja – som De kan se, er det alt sammen meget gennemtænkt og sammenhængende.
Men det er bare, indtil man har set engelsk kommercielt børnefjernsyn et par timer hver dag i et par måneder. Og har børn i målgruppen. Jeg har bl.a. en pige på seks og en dreng på fire. Og efter fem måneders ophold i London, har de fået sig nogle helt nye holdninger til, hvad piger og drenge kan, er interesseret i og har lyst til.
Reklamerne på Channel Five (de skifter selv over fra den pæne BBC-kanal uden reklamer, sorry, jeg har prøvet) afbryder alle børneprogrammer med meget jævnlige mellemrum – jeg har ikke målt, men det føles som ca. hver 10. minut. Og der er kun to forskellige slags reklamer for legetøj. Dem til piger og dem til drenge. Det er massivt, det er uudholdeligt, det er voldsomt.
Og selve programmerne er i øvrigt ligesådan. Pigerne kan passe babyer, de kan synge popsange, lægge make-up, lege med dukkehuse, kreere smykker eller lave mad. De kan også intrigere, gå på slankekure og få grådanfald over den eneste ene eller manglen på samme. Drengene kan køre racerbiler, være superhelte af enhver slags, bygge eller hamre. Og det kan aldrig nogensinde blive anderledes.

Røde piger, blå drenge
Ja, ja, sådan er de danske børnereklamer også, siger De måske, men nej det er de ikke. Og hvor er Pippi eller Klatretøsen eller Ulvepigen Tinke. Ikke i London i hvert fald. Begge mine to yndige små er pludselig blevet helt enige om, hvem der kan lege med hvad og hvorfor. Fordi enten det ene eller det andet »bare ikke er for piger/drenge«.
De skal blot se en farve, så er den gal. Rødt er kun for piger og blåt er kun for drenge. Drenge kan spille tennis, pigerne kan bare kigge på. Og hvad der er værre: Drenge kan ikke kysse, danse eller tegne. Ifølge min nyomvendte Action/Spiderman på fire og Barbie på seks.
Og her i julen ser man en del tv. Og nej vi kan altså ikke styrte rundt i en eller anden park hele tiden, og skovene er det småt med her i London. Der skal laves mad og ryddes op og spises, og lidt fred skal de voksne jo også have, og så er det, at mine faste holdninger bliver flossede i kanten, og pludselig har de opløst sig selv som sukker på stegepanden til brunede kartofler. Jeg vil have forbud, love, regler, beskyttelse for fa’en. Ak, hvor forandret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her