Læsetid: 3 min.

Revolte

Et godt stykke til venstre for tidens populære Nü Metal-udøvere befinder den blændende Los Angeles-kvartet System Of A Down sig – og den har netop beriget verden med endnu et album
20. januar 2003

Ny cd
Det er sjældent denne signatur tænder på tidens ellers så populære skallesmækkerrock – kaldet Nü Metal blandt indviede – eksemplificeret ved det helt uforståeligt populære Limp Bizkit, et såvel lamt som dumt foretagende, hvis man nu skal være flinkest mulig. Men det kan nok være det rykker for amerikanske System Of A Down på gruppens tredje langspiller med den kriminalitetsmanende titel Steal This Album! Helt ud i omslagsgrafikken ligner den en hjemmebrændt cd, selvom bandet og dets pladeselskab nok ville blive kede af det, hvis gruppens musik udelukkende blev distribueret på den facon.
Thi selvom System Of A Down – og ikke kun efter amerikansk standard – er et næsten provokerende venstreorienteret foretagende, kommer man ikke udenom, at deres plader udgives af Sony Music, der ikke så meget er i branchen for at lave verden om som at score kassen til sine aktionærer. En ironi, der tidligere er overgået navne som bl.a. The Clash og Rage Against The Machine, hvilket nu ikke forhindrer System Of A Down i en kompromisløshed, der heldigvis lige netop tempereres af et poetisk islæt – nok til at det hele ikke ender som en klynge irriterende skråsikre udsagn fra en flok bedrevidende ungersvende.

Melodi og mening
Sangskriver og guitarist Daron Malakian lyder som en mand med både en mission, et hjerte og nogle helvedes gode ører. En laber cocktail, alt andet lige. Og bandet spiller, så dets små fingre næsten bløder. Heftigt, med andre ord.
Hvad der slår én ved mødet med denne heftige L.A.-kvartet er dens evne til at blende sit seriøst tærskende udtryk med såvel melodi som mening. Alt det der kan være så pisseirriterende ved genren – det oppiskede tempo, de bratte overgange, forrykte temposkift, bizarre taktarter, stressfremkaldende guitarfigurer, og hvad der lyder som atomdrevne stortrommer – fungerer for System Of A Down. Bizart nok. Det er uhyre svært at sætte fingeren på, hvad der gør, at netop deres udtryk fungerer fremfor så mange andre Nü Metal-udøvere, så vi falder tilbage på påstanden: Det gør det altså bare. Man skal sateme være lavet af blik, hvis ikke man berøres af disse unge mænds råben verden ret imod. Lyden af en troværdig revolte er hvad de frembringer.
System Of A Down tager på det smukkeste arven op fra det fornemme 90’er-ensemble Faith No More om end der er også ekkoer af alt fra The Beatles over The Jimi Hendrix Experience og Red Hot Chili Peppers til Slayer i denne uhørt muskuløse hybrid, som formår at være mandhaftig uden at blive macho. Det mest mærkelige er, at Steal This Album! består om ikke af smulerne fra de riges bord, så dog af ’levninger’ fra især gruppens foregående album, 2001’s blændende gennembrudsalbum Toxicity, men også debuten System Of A Down fra ’98.
Albummet er både afvekslende og helstøbt og tilbage er kun at slå fast, at System Of A Downs overskudssange – hvor i blandt den rygradsrislende ballade »Ego Brain« udstikker en ny melodiøs retning – er bedre end de fleste andre kunstneres Greatest Hits. Sådan er det bare.
Alt i alt et såvel værdigt som troværdigt rockband for det ny millennium med endnu en fremragende udgivelse i håndbagagen, der både trækker tråden bagud og peger fremad mod nyt og ukendt land. Så hvad står du der og glor efter – gå dog ud og stjæl dette album! Nu!

*System Of A Down: Steal This Album (American/Sony) Produceret af Rick Rubin & Daron Malakian
nwww.systemofadown.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her