Læsetid: 7 min.

Det sårede menneske

Når man skildrer sex på film, så er detaljerne vigtige, siger den franske instruktør Patrice Chéreau, der er aktuel med ’Intimacy’, et kuldslået drama om ensomme eksistenser
3. januar 2003

Interview
Det var de afslørende sexscener, som vakte størst opsigt på filmfestivalen i Berlin i 2001, da den franske instruktør Patrice Chéreau skulle præsentere sin nye film,
Intimacy.
Filmen, der er på engelsk og har Mark Rylance og Kerry Fox i hovedrollerne, er et kuldslået drama om to ensomme mennesker, der mødes en gang om ugen og kun kommunikerer gennem sex.
Intimacy druknede desværre lidt i den opmærksomhed, som blev Romance og Baise-Moi til del, film, som sensationslystent brugte eksplicit sex som virkemiddel. Men siden er Chéreaus film blevet vist rundt om i verden med succes, og i dag har den så endelig dansk premiere.
Chéreau er en energisk og væver lille mand på 58, der gerne og velovervejet taler om sine film, da Information møder ham til et interview på Sofitel le Faubourg midt i et efterårsramt Paris.
Han begyndte som teaterinstruktør og skuespiller i de tidlige 60’ere og blev hyldet som et stort talent og fornyer af teater og opera af blandt andet denne avis’ anmelder Hansgeorg Lenz, da Chéreau i 1976 satte Wagners Nibelungens ring op i Bayreuth.
Allerede i 1974 debuterede han som filminstruktør, og i 1983 nåede han de danske biografer med Den sårede mand (1983), en grum skildring af et parisisk bøssemiljø.
Chéreau iscenesætter stadig teater, men fokuserer primært på filmarbejdet, som, mener han, bringer ham tættere på virkeligheden. Det er ud over Intimacy også resulteret i De, der elsker mig, kan tage toget (1998) og udstyrsstykket Dronning Margot (1994), en barsk og blodig film om umulig kærlighed, der foregår ved det dekadente, franske hof i slutningen af 1500-tallet.

Man skal holde mund
– Er det svært at tale om ’Intimacy’ efter så lang tid?
»En smule, for i mellemtiden har jeg lavet endnu en film. Men det er vel lige så let eller svært som altid.«
– Hjælper afstanden?
»Ja, den hjælper. I begyndelsen prøver man at beskytte sig selv, og naturligvis har man en tendens til med det samme at være afvisende, ligesom man slås lidt mere. Men efter to år er man mere afslappet og forberedt på spørgsmålene, som falder mere stille, også selv om det er de samme spørgsmål som for to år siden.«
– Men var du nødt til at kæmpe for din film den gang?
»Jeg følte det ikke som en kamp. Jeg prøvede at holde mund i Berlin, hvor jeg første gang præsenterede min film, fordi det første spørgsmål selvfølgelig handlede om sexscenerne. Jeg prøvede på ikke at give indtryk af, at jeg kæmpede. Men selvf ølgelig ville jeg gerne forsvare filmen, hjælpe den. Med passion, hvilket var forkert, fordi man er nødt til at tie stille. Filmen er, hvad den er. Man kan alligevel ikke lave om på noget.«

Fra bog til film
– Filmen er baseret på en roman af Hanif Kureshi. Hvad tiltrak dig ved den?
»Den er baseret på en roman og en novelle. Bogen tiltalte mig, fordi det er en smuk bog, meget ærlig og barsk og hård, om slutningen på et forhold og et ægteskab, og den interesserede mig på grund af den måde, Hanif skildrede det på. Da jeg læste bogen, fik jeg lyst til at lave en film ud af den, og jeg kom til at tænke på en af hans noveller, Night Light, som jeg læste for lang tid siden. Den handler om en mand, der allerede har forladt sin kone og børn, og han har denne utrolige affære med en kvinde. Det var et virkelig godt emne. Det var allerede en film, mere end en bog, og langsomt bevægede vi os fra roman til novelle, med Hanif Kureshis tilladelse, og blandede dem sammen.«
»I novellen er der en gåde. Hvem er de, hvem er denne kvinde? Og vi prøver at give et svar på de spørgsmål i filmen.«
– Og sexscenerne er en del af...
»De er en vigtig del af romanen. Og i de første linjer af novellen kommer hun til ham i hans lejlighed. De elsker, men taler ikke. De kender ikke hinanden. Og da de ikke taler, er man nødt til at vise, hvad de ellers foretager sig – ellers har man ingenting. De er ikke interesseret i at lære hinanden at kende, så man er nødt til at vide præcis, hvad de laver i dette værelse.
»Vi var fra begyndelsen overbevist om, at vi måtte vise, hvordan de mødes, og hvordan de kommunikerer. Man kan indlede et forhold ved at tale, men man kan også indlede et forhold ved kun at elske med hinanden. Og det interessante er så, hvordan de udvikler det forhold og forelsker sig. Derfor følte vi, min manuskriptforfatter og jeg, at sexscenerne var essentielle, og vi skrev alle detaljer af dem.«

Detaljerne er afgørende
– Var det nødvendigt at gøre dem så eksplicitte?
»Når to mennesker elsker på film, bliver problemerne aldrig løst. Man klipper, siger ’okay, mere behøver vi ikke at se.’ Og overlader resten til publikums fantasi. Man viser aldrig detaljerne, hvordan to mennesker er fysisk engagerede i selve akten, hvordan de gør.«
»Når to mennesker går i seng med hinanden, ligger hele forskellen i detaljerne. Hvordan man gør det, hvem der snakker tøjet af hvem, hvor lang tid det tager, om man giver sig tid til den anden person eller ej, om man taler imens eller lader lyset være tændt. Detaljerne er vigtige. Hvis man lader publikum forestille sig, hvad der sker, så viser man ikke noget og rører ikke ved nogen virkelighed.«
– Er det et problem, at man på film ikke viser detaljerne?
»Ja, og det er kun, fordi de er bange, at de ikke viser det. Ikke fordi det er smukkere. Nogle gange er det smukkere ikke at vise det hele, og det gør jeg jo faktisk heller ikke her. Jeg klipper tidsmæssigt i scenerne. Til at begynde med optog jeg det hele.«
»I Dronning Margot og De, der elsker mig, kan tage toget havnede jeg i situationer, hvor jeg var bange for en sexscene. Og når man er bange, lader man skuespillerne improvisere. ’Gør, hvad I vil,’ siger man til mennesker, der ikke kender hinanden og derfor ikke er frie. Og med et eller to kameraer stjæler man en masse materiale af kroppe viklet ind i hinanden, og så siger man, at ’vi kigger på det i klipperummet og finder noget, vi kan bruge.’ Det er ikke fair.«
»Hvis jeg vil vise noget, så skal jeg skrive det hele ned. Jeg vil ikke stjæle noget uden skuespillernes tilladelse. De skal vide nøjagtig, hvor kameraet er, og hvornår vi skyder. Der er ingen improvisation i sexscenerne i Intimacy. Skuespillerne vidste, at det var vigtigt at have de scener, at man bliver bekendt med karaktererne gennem dem.«
– Det må alligevel have været svært for dem.
»Ja, men de accepterede det. Vi havde ingen problemer, de stolede på mig, og jeg prøvede til gengæld på at være så respektfuld som muligt. Selvfølgelig vidste jeg, at det var krævende, så vi tog os den tid, der var brug for. Man kan ikke tvinge nogen, og de giver, hvad de kan.«

Uforpligtende valg
– Hvis man ser tilbage på dine film, så er de meget forskellige i stil, toneleje og miljøskildring, men de handler næsten alle om mennesker med ar på sjælen.
»Jeg tænker aldrig i temaer. Jeg finder bare en historie og siger, at ’den vil jeg prøve at lave til en film.’ Jeg tænker aldrig, når jeg har valgt en historie, at ’det bliver en film,’ snarere at jeg kan arbejde på den de næste tre måneder. Og hvis jeg så er glad for det, så laver jeg filmen.«
»Baggrunden for valget er lettere, mere uforpligtende, man beslutter sig ikke for at forblive tro mod sit øvrige værk, men krydser bare veje med en bog eller en historie og siger til sig selv, at man vil tænke over det.«
»Men når jeg ser tilbage, så kan jeg godt se, at jeg hele tiden laver det samme. Men jeg prøver at gøre det bedre. Måden, jeg filmer på nu, er anderledes end tidligere.
»Den sårede mand er interessant, men jeg kan ikke lide måden, den er filmet på. Den er lavet for 20 år siden, og på det tidspunkt vidste jeg ikke, at kameraet kunne flyttes. Men jeg foretrækker at arbejde, som jeg gør nu, så jeg har udviklet mig.«
– Du har engang sammenlignet det at lave film med højdespring. Man skal undgå at rive stangen ned og samtidig springe højere og højere.
»Jeg er nødt til at udfordre mig selv, også i livet. Jeg tror på, at jeg kan blive bedre, mere præcis, skarpere, og Intimacy er en del af den udvikling. Intimacy er en film, som jeg aldrig ville have været i stand til at lave for 20 år siden. Det er ikke en romantisk film. Den sårede mand er en forfærdelig romantisk film, den handler om passion. Intimacy er mere virkelig, den handler ikke om passioner, men om de kompromisser, man er nødt til at foretage i livet, et liv sammen med et andet menneske, et fælles liv.«

*Intimacy har premiere i dag. Se anmeldelsen øverst her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu