Læsetid: 4 min.

Et spirituelt mesterværk

Saxofonisten John Coltranes ’A Love Supreme’ er et af amerikansk musiks mest originale værker. Pladen, der første gang udkom i 1965, er nu genudgivet i luksusformat med komplet ekstra-materiale
2. januar 2003

Ny cd
»God is. It is so beautiful.
Thank you God. God is all.
Help us to resolve our fears and weaknesses. Thank You God. In You all things are possible«

De hengivne ord oven for er hentet fra det digt, som John Coltrane skrev og lod trykke på coveret til sit kendteste og formentlig også mest dybtfølte værk den fire-leddede suite A Love Supreme, som han skabte med McCoy Tyner (klaver), Jimmy Garrison (bas) og Elvin Jones (trommer). Den blev udsendt på lp i 1965 og blev en milepæl i jazzen.
Nu har Impulse! genudsendt værket i en særlig »Deluxe Edition« på dobbelt-cd. Lyden er mere dynamisk end nogensinde, og som med de andre deluxe-udgaver (tidligere i år kom Coltrane og Ballads) følges den oprindelige udgivelse af en ekstra cd med yderligere materiale. Og denne gang er der ikke bare tale om alternative takes, men om sager, der bør få Coltrane-lyttere op af stolen.

Helt nye optagelser
For det første får den eneste kendte live-opførelse af suiten, optaget ved Festival Mondial Du Jazz Antibes i Frankrig i juli 1965 – den har før verseret som obskur piratudgave – en slags autoriseret debut og vel at mærke i en forbløffende lydkvalitet.
For det andet offentliggøres ud over et par alternative takes for første gang nogensinde de to sekstet-indspilninger af suitens åbningsnummer, som Coltrane indspillede dagen efter den session (9. december 1964), der førte til den oprindelige lp.
Sekstetten er der nu ikke meget ved. Forsøget med at skabe en mere polyfon indgang til suiten med tilføjelse af Archie Shepp (sax) og Art Davis (bas) forbliver et kuriosum. Men nu foreligger den samlede historie om A Love Supreme på én udgivelse.

Sekulær religiøs kunst
Det er ikke blot et af jazzens hovedværker, hvor Coltranes brændende motiviske spil og kvartettens komplekse interaktioner over enkle modale grundlag kulminerer. Det er også et af de mest slående eksempler på kunst, der fra den sekulære rytmiske musikkultur skriver sig ind i en religiøs tradition. I Coltranes tilfælde en universalistisk, kristent præget spiritualitet og
mystik, der foregriber de sene 60’eres og 70’eres nyreligiøse miljøer og åbningen imod Østens religioner.
Det religiøse er i det hele taget en hoveddrivkraft, der har indflydelse på musikkens form og ekspressive karakter. Da Coltrane slap ud af sit ødelæggende heroinmisbrug i 1957, oplevede han det, som knyttet til en religiøs vækkelse. I taknemmelighed for det nye lys, der nu var kastet ind over hans liv, viede han sin musik til Gud. A Love Supreme så han som »et ydmygt offer til Ham«.

Unik musikalsk karakter
Elvin Jones åbner suitens første led »Aknowledgement« med skummende bækkener, hvorefter et vignetagtigt tema introduceres i Garrisons basfigur, symbolsk formet af de fire stavelser »a-love-sup-reme«.
Så kan Coltrane begynde sin systematisk undersøgende improvisation over temaets struktur. Det varer fem minutter, hvor efter han tager saxofonen fra munden og synger de tre ord gentagne gange som et mantra, før Garrison toner nummeret ud. De næste to stykker »Resolution« og »Pursuance« viser en stigende styrke i dynamik.
Musikken drives frem med heftig energi i rytmegruppen og udmærker sig ved satsede soli af både Coltrane og McCoy Tyner. Pladens egentlige højdepunkt nås endelig med det lange, rubato-spillede afslutningsnummer »Psalm«, hvor Jones’ trommer ruller og syder blødt under filtkøller, og Coltrane spiller med en sprukken, messende tone.
»Psalm« emmer af tilbageholdt ekstase og har en musikalsk karakter, der er helt unik som jazzindspilning. Stemningen i musikken er alvorstynget som en højtidelig bøn med mørket som klangbund, men dog
opløftende i sin ekstatiske styrke.
Live-versionen fra Frankrig bekræfter dette indtryk. Og den bør ikke blot anskues som en pendant men som en fremrag-ende version i sig selv, der i visse henseender overstråler studiepladen.

Coltrane som ikon
Det skyldes først og fremmest Coltranes soli på især »Pursuance« og dernæst »Psalm«. Coltrane spiller på live-versionen med yderligere flosset brutalitet. Det er på én gang grimt, smukt og hjerteskærende hudløst.
På »Pursuance« arbejder Coltrane sig i en lang flugt trinvist op i tenorsaxens register, frem imod et højdepunkt hvor Garrison og Tyner slipper og Coltrane fortsætter i en hæsblæsende duel med Jones. Sekvensen er grænseoverskridende og et udtrykt billede på den form for ekstatisk katarsis, som Coltrane bevidst søgte at nå i sin musik i disse år.
Coltrane udviklede sin spillestil i retning af en prædikant, der formulerede sig med en kaotisk detaljerigdom spontant men styret af en uhyre systematisk arbejdsproces og et rigt vokabularium.
Han ændrede saxofonspillet i jazzen og blev et ikon: den formentlig mest indflydelsesrige musiker i moderne jazz efter 1960.
Men også uforvarende i religiøs forstand, eftersom Coltrane er blevet gjort til åndelig stifter og helgen for Saint John Coltrane African Orthodox Church, der eksisterer den dag i dag i San Francisco.

*John Coltrane: A Love Supreme – Deluxe Edition. 2 cd’er med hæfte, 32 s., illustreret.
Impulse! 589 945-2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu