BLERA Samtidig med at Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi onsdag aften mødtes med Tony Blair i Downing Street og derefter tog til møde i går med George W. Bush i Camp David for at placere Italien blandt de lande, som USA kan regne med i en krig mod Irak, førte han kort før afrejsen en krig i hjemlandet, som begyndte i november 1994, og som kulminerede foreløbigt i timerne inden, han fløj til London, da han erklærede sig som personforfulgt offer for en højesteretskendelse og varslede krig mod hele det italienske retssystem.
Da medieejeren, entreprenøren og finansopkomlingen Berlusconi i sin egenskab af nyvalgt ministerpræsident præsiderede en FN-konference i Napoli om organiseret kriminalitet, modtog han en officiel meddelelse fra statsadvokaturen i Milano om, at han var genstand for efterforskning i en sag om bestikkelse af skatteinspektører. Sammenfaldet mellem Berlusconis første internationale optræden som statsleder og modtagelsen af det, der på dansk svarer til en sigtelse, var næppe tilfældig. Statsadvokaturen i Milano, der to år forinden havde indledt den optrevling af korruption, der førte til hele det daværende politiske establishments fald med tidligere statsminister Craxi i spidsen ville ikke spare den Berlusconi, der var blevet rig og mægtig i kraft af de tjenester, som han havde købt sig af det faldne regime. Et politisk felttog mod en kapitalist, som i en håndevending blev regeringsleder, eller en efterfølgende stribe af alvorlige sigtelser for alskens korruption dikteret af en anklagemyndigheds retsbevidsthed. Derom står slagsmålet stadig, og de italienske vælgere valgte i maj 2001 at se bort fra alle anklager mod Berlusconi blandt dem undersøgelser for mafia-virksomhed, som endnu ikke er kommet for retten og gøre ham til ministerpræsident.
Ansatte dømt
Sigtelsen fra 1994 er vigtig. Berlusconi er efterfølgende blevet frikendt for bestikkelse af de skatteinspektører, som skulle kontrollere hans selskabers regnskaber. Men den af hans betroede ledere, som udbetalte bestikkelsen, er blevet dømt, og det samme er den leder af skatteinspektørkorpset, som fordelte bestikkelsespengene mellem sig selv og sine underordnede. Berlusconi blev frikendt, fordi dommeren i Milano ikke ville følge anklagemyndighedens påstand om, at Berlusconi vidste om og bestemte alt, hvad hans ledere foretog sig.
Dommen i denne sag fra 1994 er vigtig, fordi Berlusconi i disse dage bruger den som eksemplet på, at han er uskyldig i ikke blot denne, men i alle anklager, og han bruger modsætningen mellem den opsigtsvækkende præsentation af sigtelsen ved topmødet i Napoli og den flere år senere frifindelse som dokumentation for sin almindelige uskyld og af statsadvokaturens onde politiske vilje.
Sygt retssystem
Det italienske retsvæsen er sygt. Det er langsomt og bureukratisk, og at dommere kan bestikkes er den igangværende sag mod Berlusconi et klart eksempel på. At nogle dommere i Rom har inkasseret betydelige summer fra Berlusconi-relaterede udenlandske konti formidlet af hans tidligere husadvokat og senere forsvarsminister Cesare Previti, er der ikke objektiv tvivl om, eftersom pengeoverførslerne kan spores. Medmindre man retligt ugyldiggør dokumentationen for disse overførsler eller ikke kan bevise hovedvidnets udsagn om at have set en udveksling af konvolutter finde sted. Penge betalt for voldgiftsdomme, som skulle favorisere Berlusconis køb af selskaber, som enten var sat i privatiseringsomløb af staten, eller som i tilfældet med Italiens største forlag, Mondadori var genstand for monopoltilsynets bevågenhed. Pointen i denne retssag er, at nogle dommere er blevet bestukket, men det kan være svært at bevise, hvem der har bestukket dem.
Det italienske retsvæsen er sygt. Ironisk nok fordi, det er det mest uafhængige og selvberoende af alle vestlige retssystemer. Forfatningens fædre efter fascismen gjorde sig umage med at præcisere adskillelsen mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt. Statsadvokater og dommere er ikke folkeligt valgte og heller ikke ansat af et justitsministerium. Retsvæsenet er helt selvstyrende og med hensyn til ansættelser selvsupplerende. Man bliver dommer eller statsadvokat ved at vinde en konkurrence. Selvfølgelig med den fare indbygget, at det selvfornyende og selvtilstrækkelige rekrutteringssystem også bliver politisk selvbevidst. Og med tilstedeværelsen af statsadvokater og dommere, der er opvoksede i de anti-kapitalistiske 70ere, bliver også dommerstanden et politisk magtforum, hvor man med navn og stemme afgør, om man tilhører den ene eller anden poltiske fløj.
Med en lov om straffritagelse for regnskabssfalsk sorte penge og med en lov om fratagelse af beviskraft for bevismateriale indsamlet i udlandet, har Berlusconi som statschef gjort sit bedste for at redde sig selv som forretningsmand. Han har dæmmet op for efterforskninger og domme, der ville kunne redde ham selv, skyldig eller uskyldig, men det afgørende skridt tog ham, da han på vej til Blair og Bush indledte krig mod en af hjørnestenene i den italienske forfatning: Højesteret og den dømmende magts uafhængighed af hans egen.
