Læsetid: 4 min.

Stjernetydere med guldhætter

Var bronzealderens Centraleuropa hjemsted for en glemt højkultur?
20. januar 2003

Stjernekult
I bronzealderen (2200 – 800 fvt.) var store dele af Europa tilsyneladende hjemsted for en veritabel stjernekult med avanceret astronomisk viden. Det kunne en række arkæologiske fund som eksempelvis himmelskiven fra Nebra og det omliggende voldanlæg tyde på.
Lignende kredsformede voldanlæg er fundet flere steder i Europa så langt østpå som Polen og Ungarn. Det største lå i Slovakiet. I Künzing i Bayern var et af dem omkranset af 2.000 egestammer så tykke som telefonpæle. I Kyhna, også i
Sachsen, lå fire af disse formodede astrotempler side om side. Fælles for disse anlæg er, at de stik sydøst er eksakt orienteret imod det punkt i horisonten, hvor de første solstråler ses ved vintersolhverv.

Stjernepræster
Men hvem opførte dem, og hvem huserede i dem? Det har forskerne en tese om. Fra perioden kendes en række guldfund, som arkæologerne i dag tolker som særlige pryddragter, der blev båret af et stjernekyndigt præsteskab, druider eller ’troldmænd’: Kapper og slag af guld, funklende halskraver, liturgiske kar og sceptere. De fleste af disse guldstykker er så tynde som papir og udsmykket med cirkler og kranseagtige figurer – små solsymboler, halvmånesegl og ottekantede stjerner.
I årtier har forskerne spekuleret over, om ornamentikken rummer en hemmelig betydning. Var der her indgraveret et symbolsk kalendersystem? En astronomisk kode, som kun et indviet præsteskab besad nøglen til?
Den gådefulde kult efterlod sig spor over det meste af kontinentet. Fra Spanien og fra Limerick i Irland har man gamle beretninger om disse fund. Alene i Irland skal otte guldkapper være fundet ved tørvegravninger i forgangne århundreder. Beklageligvis havde deres findere kun sans for guldværdien og omsmeltede fundene. Men enkelte af bronzealderpræsternes imponerende kræmmerhus-
huer er bevaret. Tre af de smukkeste stammer fra Tyskland. Den største – 88 cm høj – blev fundet ved Ezelsdorf nær Nürnberg i 1953.
Man forestillede sig først, at de gyldne kræmmerhuse fungerede som vaser eller pilekoggere. Men i dag er arkæologerne ikke i tvivl. Sabine Gerloff, tysk arkæolog, formulerer det således:
»Guldhætterne blev båret af hellige mænd med hellig viden. I Europa for 3.000 år siden færdedes der stjernepræster, der glimtede som guldstatuer,« siger hun til Der Spiegel, der i anledning af en stor arkæologisk udstilling i Berlin bringer en fyldig artikel om emnet.
Et smukt eksemplar er den 74 cm høje Berliner-kegle. Denne præstehue er tilvirket ud fra en eneste klump guld og er kun 0,06 millimeter tyk – et smedeteknologisk mesterværk, der tåler sammenligning med de fineste fund fra Tutankhamons grav.

Spekulative gisninger
Nogle forhistorikere og arkæoastronomer mener, at det forhistoriske landkort bør tegnes om. Indtil nu har Sydens højkulturer næsten fyldt det hele: Babylonierne opfandt astrologien, ægypterne byggede pyramiderne, den minoiske kultur var så avanceret, at den havde kloaker og vandklosetter. Disse folkeslag blev anset som de sande frontløbere for fremskridtet.
Men var de europæiske stjernepræster i Nord lige så avancerede? Det er omstridt, for vi har ingen viden om, hvilket verdensbillede de tilbad, og hvor stor deres astronomiske viden var.
Mangeartede gisninger og tolkninger konkurrerer. Usikkerheden hidrører ikke mindst fra, at bronzealderfolket i modsætning til de sydlige kulturfolkeslag intet skriftsprog, ingen hieroglyffer, efterlod sig.
Nogle forskere støtter i værste Erich von Däniken-stil de mest spekulative teorier, som de ræsonnerer sig frem til ved hjælp af mere eller mindre fortænkte numerologiske overvejelser. Andre afviser pure, at en primitiv, forhistorisk bondebefolkning har formået at dyrke astronomi på højt plan.
Livet i bronzealderen var for langt de fleste barskt, beskidt og kort: Den forventede levealder var blot på 30 år, halvdelen af befolkningen var under 21 år, og hver 16. kvinde døde under barnefødsel.

Helt nyt spor
Betragter man de udstillede genstande på den arkæologiske udstilling i Gropius-bygningen, går det dog hurtigt op for en, hvor stjernebestrøet hin fjerne fortid var.
Forhistoriker Rainer-Maria Weiss fra Berlin, der har været med til at arrangere udstillingen, pointerer:
»Det er et helt nyt spor, vi forfølger. I stedet for at stirre ned i jorden må arkæologerne til også at vende blikket mod himmelen. Arkæoastronomi må tages alvorligt som videnskab.«
Sporet fører f.eks. til Eksternsteine – fire stærkt forvitrede, naturlige klippesøjler, der står på række i den sagnomspundne Teutoburger Wald i Westfahlen. Eksternsteine er de hensmuldrede rester af en sandstensbjergkæde, der dannedes for 70 mio. år siden.
Et forskerhold ledet af Wolfhard Schlosser undersøgte den af søjlerne, der kendes som Falkenstein. På toppen 20 meter oppe fandt de udhugget seks siddepladser komplet med fodstøtter og ryglæn – iagttagelsesposter for forhistoriske stjernetydere. Den kunstigt udhuggede ’observatoriehal’ bar præg af afprelningshug, dvs. typiske slagspor fra forhistoriske
stenøkser. Næsten 100 kubikmeter klippe blev banket ud.
Men hvornår? For at løse gåden udborede forskere fra Max Planck-Instituttet i Heidelberg prøver fra stenvæggene og tidsbestemte dem ved termolumines-
censmetoden. Resultat: Spor af afbrænding i stenmaterialet viste, at grotten må have eksisteret for mindst 3.500 år siden. Samtidig med at smedene ved Nebra udformede deres himmelskive, kan stjernepræster altså meget vel have betragtet nattehimlen fra deres primitive observatorium på Falkenstein-klippen, 230 km derfra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her