Læsetid: 4 min.

Subkommandant Marcos slår til igen

Den maskerede subkommandant spiller overraskende ud i den baskiske konflikt efter længere tids tavshed
3. januar 2003

Analyse
Efter mere end halvandet års tavshed har zapatisternes myteomspundne, ukonventionelle subkommandant Marcos kastet sig ud i et forsøg på at mægle i den baskiske konflikt i Nordspanien og i en besynderlig polemik med den spanske dommer Baltazar Garzón, der blev kendt da det lykkedes ham at få de britiske myndigheder til at tilbageholde Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet i husarrest i London i halvandet år.
Marcos’ forsvar for baskernes ret til selvstyre og polemiske udfald mod Garzón har vakt undren og bekymring blandt hans beundrere og i den splittede og desorienterede mexicanske venstrefløj. Og givet næring til spekulationerne om, om den zapatistiske oprørsbevægelse er ved at gå i opløsning.
Den 18. november offentliggjorde det mexicanske dagblad La Jornada et brev fra Marcos til den spanske udgiver af et nyt, pro-zapatistisk blad, Rebeldía (Oprør). Her nedgør han de tre store mexicanske partier og giver en række råd og betragtninger om, hvordan kampen bør føres. En uge efter offentliggjorde avisen et nyt brev, denne gang til den spanske rockmusiker Angel Luis Lara, El Ruso, Russeren, i anledning af et forestående antiglobaliseringsmøde i Spanien.

’Grotesk klovn’
Brevet er sarkastisk og nedgørende over for Spaniens konservative ministerpræsident José María Aznar, som Marcos kalder åndssvag, den spanske konge Juan Carlos og Spaniens tidligere ministerpræsident, socialisten Felipe González. Desuden går Marcos i rette med dommer Garzón som han kalder »en grotesk klovn«, der går hånd i hånd med Spaniens politiske elite, og som han beskylder for at have »erklæret det baskiske folks politiske kamp for illegal«. Han skriver også, at Garzón gjorde sig til grin med sit »fupnummer med at få Pinochet arresteret (det eneste han gjorde var at give ham ferie med alt betalt)«, hvorved han skal have vist »sit sande fascistiske kald ved at nægte det baskiske folk dets ret til at kæmpe politisk for en sag, der er legitim« (Marcos hentyder til Garzóns kendelse tidligere i år, hvor han erklærer den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA’s støtteparti Herri Batasuna for ulovligt.
Den nedgørende sarkastiske tone i Marcos’ brev fik flere støtter og sympatisører til at tage afstand fra ham. Den 6. december svarede dommer Garzón i et åbent brev holdt i samme tone. Han udfordrede den elefanthueklædte, piberygende subkommandant til en offentlig diskussion, en duel på ord, uden masker, hvor og hvornår Marcos måtte ønske det. Tre dage senere kommer Marcos’ svar: Han tager handsken op og foreslår den canariske ø Lanzarote (hvor hans gode støtte, den 80-årige portugisiske Nobelpristager, forfatteren José Saramago, bor). Han tilbyder, at hvis han taber diskussionen, må Garzón tage masken af ham – i bedste mexicanske fribrydertradition, hvor maskerede mænd kæmper om at demaskere hinanden. Samtidig foreslår Marcos ETA at erklære våbenhvile og opfordrer til en kampagne for dialog i den baskiske konflikt.
Mens flere og flere grupper og enkeltpersoner i Spanien har tilkendegivet deres støtte til Marcos’ initiativ, har Garzón udskudt sit gensvar og den spanske regering har blankt afvist hans forslag og kaldt ham en »fremmedgjort, opblæst nar«.

Undren i Mexico
I marts 2001 blev Marcos sendt hjem til Chiapas af de zapatistiske kommandanter efter den succesfulde afslutning på den 5.000 km lange demonstrationsmarch fra Chiapas til Mexico By med krav om dialog med regeringen. Da dialogen nogle måneder senere brød sammen, blev den sydmexicanske oprørsbevægelse helt tavs.
Forklaringen kan ligge i, at zapatisterne med den radikalt ændrede politiske situation i Mexico ikke længere har en central placering. Chiapas er gledet i baggrunden, de indianske folks kamp for deres rettigheder ligeså. Samtidig er der sket en forværring af landbefolkningens vilkår. Det giver en bedre grobund for andre, mere radikale, væbnede bevægelser, som opererer i det centrale og sydlige Mexico – uden at der er grund til at tro, at de kan få samme politiske gennemslagskraft som zapatisterne fik med deres oprør i 1994.
Zapatisterne er svækket, især af indre splittelser. Hæren trænger gradvist længere og længere ind i zapatisternes område, mens har PRI og dets organisationer med held har splittet flere af de lokalsamfund, der støttede zapatisterne. Det betyder at zapatisternes basis dels er splittet, dels er svundet ind.
At Marcos bruger sin medietække til at sætte fokus på en konflikt i det fjerne Spanien frem for at rette opmærksomheden mod situationen i Mexico usikkerhed.
Venstrefløjens flagskib PRD, der blandt andet sidder på bystyret i Mexico By, er dybt splittet og ude i en identitetskrise som næppe bliver overvundet foreløbig. Det mexicanske civilsamfund befinder sig i en tilsvarende krise og rådvildhed.
Den synes at have bredt sig til zapatisterne – med mindre Marcos har en forestilling om, at han ved at spille en aktiv og positiv rolle for at nå en fredsaftale i Baskerlandet kan skaffe sig selv og zapatisterne så megen goodwill, at de kan få udlandet til at lægge pres på præsident Vicente Fox til at genåbne dialogen om Chiapas. Det var samme Fox, som under sin valgkamp i 2000 sagde, at han kunne løse konflikten i Chiapas på 15 minutter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her