Der var bl.a. både viljen og Simeon Rice til forskel, da Super Bowl-debutanterne
fra Tampa Bay Buccaneers søndag ydmygede veteranerne fra Oakland Raiders med 48-21
Football
Et hurtigt blik på tekst-tv fortalte mig, at der nu blot var tre timer til, at TV 2 ville starte dagen med udsendelsen Koen Caroline. Så var det tid til at gå i seng. Forud var gået næsten et kvart døgns underholdning med The Greatest Show on Earth, Super Bowl, finalen i den amerikanske football-turnering. Og underholdning er det på alle måder. Celine Dion gav sin gribende version af The National Anthem, så ingen længere tvivlede på berettigelsen af at udslette Irak, Dixie Chicks sang de uforglemmelige linjer om »
land of the free,
home of the brave« tilsat den vestlige verdens største Budweiser-reklame i baggrunden, og genopstandne Carlos Santana præsenterede dansepiger, som var en rolle i den næste Bond-film værdig.
Og Bon Jovi var lige så karakterløs, som han altid har været. Så da TV 2/Zulus kantede kommentator, Jimmy Bøjgaard, beviset for at Herremoderådet har levet forgæves, udtalte, at »
nu vender vi blikket mod det, det egentlig handler om, nemlig football«, var det en sandhed med modifikationer.
Super Bowl XXXVII var på forhånd udskreget til et af de mest spændende opgør i amerikansk footballs historie. Turneringens bedste angreb, Raiders, mod turneringens bedste forsvar, Buccaneers. For en gangs skyld var der både statistisk og spillemæssigt belæg for den hype, der pr. automatik og nærmest som et krav fra sponsorer og annoncører fylder alle medier i ugen op til kampen.
Det er for så vidt også fint nok, bortset fra at det på dagen var Tampa Bay Buccaneers, der varetog begge dele. Tampas forsvar viste sig ikke alene at være solidt, det var også lynhurtigt, ikke mindst i betragtning af at de solide støtter for fleres vedkommende vejer ind på omkring 120-130 kilos kampvægt plus det løse. Det er her, bl.a. Simeon Rice kommer ind i billedet. Og så scorede angrebet altså lige 48 point.
SOS
»Sending out an SOS« sang Sting og No Doubt i den pauseunderholdning som for finalen er næsten lige så vigtig som kampen. På det tidspunkt skulle man tro, det var en request fra Oakland Raiders, som på det tidspunkt blot havde vundet 62 yards, næstdårligst i Super Bowl-
historien, og var bagud 3-20. Og i betragtning af at Tampas ikke nødvendigvis prangende quarterback, Brad Johnson, havde indledt alle festlighederne med at kaste en interception, var det ikke særlig overbevisende. Men det skulle blive værre endnu.
Raiders magtede simpelthen ikke at trænge igennem Tampas defensiv, og deres quarterback, Rich Gannon, skal være mere end almindeligt tilfreds med, at hans kåring til årets spiller fandt sted inden Super Bowl. Han nåede at kaste fem interceptions, inden dommerne lod nåde gå for ret og fløjtede kampen af.
Et af Gannons væsentligste problemer hed Simeon Rice. Han behandlede stort set Raiders, som det passede ham og opførte sig, som om Qualcomm Stadium i San Diego var tiltænkt ham som legeplads. Forsvareren gik mildt sagt foran med et godt eksempel, og det virkede, som om Gannons receivere var mindst et skridt bagud hele kampen. Så er det svært at leve op til statistikken som turneringens bedste angreb.
Jeg sad netop i begyndelsen af 3. quarter og funderede over, hvor få penalties der egentlig havde været i første halvleg. Men jeg fik funderet lige tidligt nok, for så gik Oakland i gang med endnu en gang at grave deres egen grav. Den var nok blevet gravet alligevel, Buccaneers havde masser af skovle med til det samme, men pludselig stod off side-kendelserne i kø. Og da den fjerde kom og igen kostede Oakland en masse yards, smilede deres tidligere coach Jon Gruden endog meget bredt. (Jeg holdt op med at tælle efter den 11. kendelse imod Raiders.)
Kort opblomstring
Bagud 9-34 ved slutningen af 3. quarter vidste alle, at den godt en times lange flyvetur fra San Diego til Oakland ville blive meget, meget lang for Raiders. En kort opblomstring i sidste quarter, hvor den 40-årige myte Jerry Rice greb et af Gannons få vellykkede kast, og Raiders på et tidspunkt nåede op på 21-34, var en stakket frist. I det efterfølgende og afsluttende kaos løb Buccaneers igen hen over Raiders uden at spørge om vej og nåede de i Super Bowl-sammenhæng utrolige 48 point.
Klokken fem om morgenen sidder man så tilbage med alle spørgsmålene. De fleste bookmakere havde satset på en meget tæt kamp, ikke en massakre. Hos Tipstjenesten var en sejr af den størrelse, Tampa producerede, sat til 40,00.
Taberne vil i mange år fremover skyde skylden på forrædderen Jon Gruden, manden, der efter tre år som coach for Oakland Raiders drog hjem til Florida og på én sæson fik et genialt forsvarshold til også at angribe og vinde Super Bowl i første forsøg over et hold, hvis grundlæggende spillemønstre han selv havde været med til at tegne.
