Sådan lyder den forespørgsel, som SF har rejst, og som kommer til debat i folketingssalen tirsdag. Anledningen er, at finansminister Thor Pedersen (V) har bragt sig selv i søgelyset ved en række tvivlsomme dispositioner omkring sine omfattende jordbesiddelser i Nordvestsjælland.
Forløbet
Thors sager
Finansminister Thor Pedersen (V) har haft en turbulent ministertid, siden partifællen Anders Fogh Rasmussen i november 2001 gjorde ham til en af den nye VK-regerings nøgleministre.Først var der
*Farum-sagen
hvor der var mistanke om, at Jydsk Rengøring, hvor Thor Pedersen har været direktør, havde udført arbejde for Farum Kommune mod til gengæld at optræde som sponsor for Farum Boldklub.
I oktober 2002 begyndte så den lange række af sager, der knytter sig til Thor Pedersens landbrugsejendomme og omfattende jordbesiddelser i Nord-
vestsjælland.
Det begyndte med sagen om
*Bopælspligten
hvor det hurtigt blev klart, at ministeren foretrak at overnatte i et sommerhus i Helsinge Kommune i stedet for på den gård i Nykøbing-Rørvig Kommune, hvor han har bopælspligt. Thor Pedersen indrømmede efterhånden fejlen og lovede bedring.
Så var der
*Hektarstøtten
hvor Thor Pedersen modtog 200.000 kroner i støtte, selv om han ikke reelt boede på sin landbrugsejendom. Han tilbagebetalte beløbet, selv om Fødevaredirektoratet har fastslået, at bopælspligt og hektarstøtte intet har med hinanden at gøre.
Dernæst er der selve spørgsmålet om størrelsen af
*Jordbesiddelserne
i Nordvestsjælland. Naboer har klaget til Jordbrugskommissionen, fordi hans ejendom angiveligt er større end de 70 hektar, der er den øvre grænse for, hvad fritidslandmænd må eje. Thor Pedersen selv hævder, at han har frasolgt jord, så han holder sig inden for grænsen. Partifællen, fødevareminister Mariann Fischer Boel, har bedt om en ny opmåling af Thor Pedersens jord.
Der er også
*Naturstierne
hvor lokale beboere klager over Thor Pedersens nedlæggelse af indtil flere naturstier i området. Selv siger ministeren, at han vil samarbejde med kommunen og Danmarks Naturfredningsforening om at anlægge en sti.
Det har også været inde i billedet, at Thor Pedersens landbrugsjord egner sig til udstykning af
*Sommerhusgrunde
hvilket ville mangedoble dens værdi til ifølge Ekstra Bladet op til 120 millioner kroner. Selv har Thor Pedersen sagt, at han er indstillet på en fredning af området.
Endelig er der sagen om
*Spindoktor
Carsten Mai-Jørgensen, som Thor Pedersen efter valget overtog fra Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). Finansministerens »særlige rådgiver« hævdede i starten af oktober i strid med sandheden, at ministeren havde overholdt sin bopælspligt. Sagen fik senere samme måned statsministeren til i et svar til folketingsmedlem Thomas Adelskov (S) at slå fast, at spindoktorer ikke må lyve:
»Med hensyn til den konkrete sag har Finansministeriet oplyst, (...) at det i den forbindelse er blevet understreget, at særlige rådgivere i almindelighed er undergivet de samme regler og retningslinjer som øvrige medarbejdere, bl.a. vedrørende sandhedspligt og saglighed m.v.,« skrev statsministeren.
j