(2. sektion)
Medaljens bagside
I storcenteret Rødovre Centrum ved København kunne man i december måned opleve Gemyse og Skipper fra julekalenderen Nissebanden på Grønland. Hver dag klokken 11 og 16 sang og underholdt nisserne de travle juleindkøberes børn. Kirsten Peüliche og Finn Nielsen, som skuespillerne hedder, er imidlertid ikke helt unge længere. Derfor havde de fået selskab af Nissepigen Anne, som ganske vist ikke er med i nogen julekalender, men til gengæld har andre fordele.
Sidste år ansøgte 740 om optagelse på skuespillerlinjen ved Statens Teaterskole. 289 mænd og 451 kvinder konkurrerede om otte pladser. Der er næppe nogen af disse håbefulde unge, der drømmer om en fremtid som julenisse i et storcenter i Rødovre. Men selv hvis man skulle være så heldig og dygtig at slippe igennem optagelsesprøvens nåleøje, er fremtiden som succesfuld skuespiller med masser af film- og teaterjob langtfra sikret. De fleste danske skuespilleres hverdag ligger langt fra den udbredte forstilling om en Hollywood-tilværelse med masser af penge og succes. På et eller andet tidspunkt i karrieren står flertallet af danske skuespillere over for alvorlige økonomiske, psykiske eller sociale problemer.
Formanden for Dansk Skuespillerforbund, Henrik Petersen, kan fortælle, at »det er meget få, der aldrig har oplevet arbejdsløshed, og meget få, der ikke i løbet af karrieren har overvejet at skifte branche.«
Skuespiller Christina Krøll lavede i 2000 en tilbundsgående undersøgelse af problemet. I år 2000, der ellers regnes blandt de gode, havde over halvdelen af skuespillerne været i kontakt med dagpengekontoret. Samtidig havde næsten en
tredjedel i løbet af karrieren oplevet at stå over for kravet om tvangsaktivering. Undersøgelsen omfatter kun skuespillere, der er uddannet fra de statslige teaterskoler, og der er god grund til at tro, at tallene er endnu tristere, hvis man medregner dem, der er uddannet på private skoler eller selvlærte.
Og der er ikke tegn på bedring i den nærmeste fremtid tværtimod. Sidste år skar regeringen heftigt i støtten til teaterrådet, der kanaliserer penge til teatrene. Da det imidlertid er lettere at skære i de enkelte produktioner frem for at fyre det fastansatte administrative personale, har nedskæringerne ramt skuespillerstanden ekstra hårdt.
Henrik Petersen fra skuespillerforbundet vurderer:
»Regeringens nedskæringer har betydet, at enkelte teatre har måttet lukke, mens andre et blevet nødt til at vælge stykker med færre roller for at spare penge på udgifterne til skuespillere. Vi er allerede begyndt at kunne mærke, at der er færre job på de ramte teatre, og jeg frygter, at det bliver meget værre. Da teatrene er de fleste skuespilleres økonomiske fundament, er dette et alvorligt problem for utrolig mange i branchen. Samtidig vil det betyde, at talentmassen indskrænkes, for et bredt udvalg af (film-)skuespillere kommer fra et bredt udvalg af teatre,« siger Henrik Petersen.
I et efterårsnummer af skuespillerforbundets medlemsblad, Spektakel, sætter Baard Owe, der senest er kendt som vicevært i tv-serien Hotellet, de økonomiske prioriteringer i perspektiv. Over for Information uddyber han sin pionte:
»Når man ser på de summer, som både det offentlige og private gladelig giver til vedligeholdelse af teaterbygninger, kirker og nye
operahuse, undrer man sig nogle gange over vilkårene som udøvende. Hvis vi ikke var der, hvem skulle så sætte liv i de flotte bygninger?«
Men det er ikke kun på teatrene, at det er blevet sværere at få job. Selv om dansk film i de seneste år har haft succes, så er markedskræfterne blevet en stadig mere væsentlig faktor, når instruktører og producenter vælger deres skuespillere. I begyndelsen af 90erne kom bundlinjen nemlig i fokus, da flere og flere film skulle dele de samme støttekroner. Filminstruktøren Søren Kragh-Jacobsen formulerer det på denne måde:
»Støtten fra Filminstituttet udgør nu kun 50 procent af budgettet mod 80 procent for 10 år siden. Derfor handler det i dag meget mere om at sælge billetter. Producenterne er derfor også kommet til at spille en større rolle ved især yngre instruktørers valg af skuespillere til deres film.«
Et af problemerne med markedskræfternes indtog er forudsigeligheden man spiller på sikre heste og sikre karakterer. Det betyder, at andre skuespillere eksempelvis de nyuddannede konstant sidder udenfor, fordi kun få tør satse på dem. Om valget af Iben Hjejle til rollen som Liva i Mifunes sidste sang fortæller Søren Kragh-Jacobsen:
»Iben Hjejle filmer fantastisk godt. Hun er en rigtig stjerne i gammeldags forstand, og det er derfor, jeg brugte hende. Men hun er da samtidig et trækplaster, der sælger billetter, og det betyder jo også noget for økonomien.«
Om samme tendens siger Gert Fredholm, som blandt andet har instrueret filmen At klappe med én hånd:
»Det ville være forkert at sige, at man ikke skæver til, hvem der er i vælten. Det ville ganske enkelt være uærligt. Man vælger naturligvis skuespillere, der dækker manuskriptets roller, men der skal også gerne være nogle populære navne på plakaten omvendt kan man måske bedre have plads til debutanter, hvis man har store navne med i forvejen,« siger Gert Fredholm.
Og de få heldige, som bliver valgt, risikerer endog at komme til at sidde fast i en bestemt rolle. Mange skuespillere kan pludselig befinde sig i en fastlåst situation med et bestemt image, der forhindrer dem i at fortsætte karrieren. En skuespillers ansigt kan ganske enkelt blive for slidt, hvis han eller hun er blevet hyret til for ens roller for mange gange. Gerd Fredholm kender tendensen, men mener også, at det handler om skuespillerens talent. »Man hører tit folk sige, at nu har vi set nok på den ene eller anden skuespiller, og det kan der måske nok være noget om. Omvendt har man vist aldrig hørt nogen sige det om Ove Sprogøe, selv om han har været med i utallige film så det har altså også noget med skuespillerens talent at gøre.«
Ifølge skuespillerforbundets formand er reklamefilm ofte med til at låse skuespillere fast i en rolle. De gode penge i reklamebranchen kan således hurtigt give bagslag, når skuespilleren skal have andre job for nu vækker ansigtet de forkerte associationer hos publikum.
»Det, der slider mest på ansigtet, er ting uden for branchen, som f.eks. reklamefilm,« siger Henrik Petersen. Og selv om han ikke mener, at der findes politisk blacklisting i Danmark, så tror Henrik Petersen, at politisk engagement også kan have betydning for, hvilke associationer man vækker hos befolkningen og dermed ens jobmuligheder.
Baard Owe husker tillige en kollega, der »blev fanget på sengekanten« og en anden, der måtte opgive karrieren på grund af »sit image omkring brylcreme«.
Det er stor forskel på, hvor store jobproblemerne er, alt efter om man er mand eller kvinde.
I Christina Krølls undersøgelse fremgår det, at mens 50 procent af alle uddannede mandlige skuespillere i år 2000 stort set var fuldtidsbeskæftigede inden for skuespillerarbejdet, kunne kun 30 procent af kvinderne svare ja til det samme. Forklaringen findes først og fremmest i fordelingen af roller, mener Henrik Petersen:
»Fordelingen af roller er absurd. Der er langt flere roller til mænd end til kvinder. Det skyldes blandt andet, at der opsættes mange klassiske stykker fra en tid, hvor kvindens synlighed i samfundet var mindre. Derfor er der en lang række af roller, som normalt bliver spillet af mænd.«
Her nævner Henrik Petersen roller som præst, sagfører, læge og politibetjent. Men også det faktum, at det især er mænd, der skriver dramaer, kan have en betydning, da det ofte er lettest at skrive til sit eget køn.
»Hvis vi havde flere kvindelige dramatikere, så tror jeg også, at der var flere kvinderoller,« siger Henrik Petersen.
Et godt eksempel på, hvor svært det er at være kvinde, er skuespilleren Helene Egelund, der i dag er ved at uddanne sig til psykoterapeut. Baard Owe fortæller, hvordan hun har kæmpet som en »vild og gal« for at holde skruen vandret og i øvrigt er »et af de største talenter i hendes aldersklasse.«
For også alder har noget at sige. Det mener skuespillerrådets formand:
»Der er klart flest roller til unge. Vi lever i en ungdomskultur, og der skrives flest stykker og film om unge mennesker. Midaldrende kvinder er dem, der har det hårdest. Når man så først er blevet 60 år, kan der komme nogle roller som bedstemor og på det tidspunkt er mange konkurrenter formentlig faldet fra.«
Og hans tese om, hvem der har det hårdest, underbygges af statistikken. Christina Krølls undersøgelse viser, at 22 procent af kvinderne i aldersgruppen 40-49 vælger at skifte erhverv, mens det for mændenes vedkommende drejer sig om 12 procent.
Hvad enten man er nyuddannet skuespiller, der ikke kan komme ind i varmen, eller en gammel kending, der pludselig kommer ud i kulden, så er det psykiske pres stort, når man hver dag står op til en tavs telefon.
For skuespilleren har visse ligheder med sælgere i det private erhvervsliv. I begge tilfælde er der tale om en vare, der udbydes. Forskellen er bare, at hvor sælgeren udbyder produkter som tandpasta, vindmølleanlæg og champignoner, udbyder skuespilleren sig selv. Og hvis der ikke er nogen, der vil købe den vare, så er det nærliggende at tage det personligt. Derfor er dårlige nerver, depressioner og sceneskræk ikke ualmindelige fænomener blandt skuespillere.
Gerda Hempel er leder af Artlab, som er et kursuscenter for arbejdsløse kunstnere. Hun møder gennem sit arbejde mange desillusionerede skuespillere i sin hverdag.
»Mange af dem, som kommer her, har et rystet selvværd. De ved ikke, hvor de skal hen. Skal de fortsat satse på skuespillet, skal de delvist lave noget andet, eller skal de helt skifte erhverv? Det skal de gerne finde ud af, mens de er her og det er hårde beslutninger,« siger Gerda Hempel. Hun fortæller også, at nogle af skuespillerne føler sig som fiaskoer som følge af arbejdsløsheden:
»Det er klart, for hvordan kan man måle sig? det kan man naturligvis ved at kigge i jobbogen og se, hvem der har mest at lave,« siger hun. Hun understreger, at det er alle mulige skuespillere, der oplever at blive anvist til kurserne af Arbejdsformidlingen.
»Det kan sagtens være kendte skuespillere, som man kan se i tv-serier om aftenen.«
Et andet sted, hvor skuespillernes psykiske pres er voldsomt, er konkurrenceelementet. Man markedsfører sig både på scenen og i fritiden, og dagligdagen kan let ende i værtshusrøg og nattemørke i bestræbelserne på at hænge ud med de rigtige mennesker.
Henrik Petersen fortæller, at »der er stor angst for at ryge helt ud. Instruktørerne tænker hvem kan spille den rolle, og derfor er det vigtigt at komme ud og være synlig i miljøet.«
Samtidig får manglen på føde hestene til at bides. Og det får ifølge Baard Owe ofte skuespillere til at være asociale:
»Vi skuespillere er ikke flokdyr. Vi konkurrerer om at få de samme roller, og det kan nogle gange være svært at finde solidaritet blandt os,« siger han.
Livet som skuespiller handler altså ikke kun om glamour, fest og farver. Ungdomsdrømmen om skuespillerlivets lyksaligheder kan hurtigt ende i mareridtagtige overlevelseskampe.
Et spørgsmål, som de fleste i branchen på et tidspunkt tvinges til at tage stilling til, er med andre ord, hvor meget man som skuespiller vil gå på kompromis med sine drømme og idealer i konkurrencen om at undgå arbejdsløshedens nedtur.
I Rødovre Centrum startede januarudsalget i december...
I
