Læsetid: 4 min.

Tre malerkvinder sjoflet af smagsdommere

En udstilling som stritter at farve og malelyst forener Olivia, Ebba og Anna, tre malere fra begyndelsen af det 20. århundrede
15. januar 2003

Udstilling
»Det synes uomtvisteligt ved et blik på billedkunstens udviklingshistorie, at kvinden ikke har vist sig i besiddelse af evner, der i dybeste forstand kan kaldes stilskabende«, således indleder kunsthistorikeren Haavard Rostrup et hefte viet maleren Ebba Carstensen (Vor Tids Kunst 22, 1937). Det nudanske svar må være: O.K. – ligesom 99,9 procent af de mandlige kunstnere.
Olivia Holm-Møller (1875-1970) blev afvist af Leo Swane som »grov«, Ebba Carstensen (1885-1967) kaldes barnlig af Henrik Bramsen og Rostrup og Anna Klindt Sørensen (1899-1985) var i Georg Andrésens ord en »malende Dame, upersonlig og uden motivering«.
De tre vidste, hvad de var oppe imod i kunstens mandsdominerede verden. Deres holdninger var forskellige, men de havde det til fælles, at kunst var det vigtigste i deres liv. Derfor forblev de ugifte.

Farver og følelser
Olivia, som var den ældste, var eksperimenterende, ukonventionel, og med en sjælden åbenhed overfor, hvad øjnene så, en stadig undren over sine oplevelsers intensitet og farve. Hendes mod og livskraft drog hende mod de store historier, de stærke billedmagere og fjerne lande: Kenya, Egypten, Indien, Kina (som 85-årig) og Tanganyika året efter. Til rejsekammerat havde hun ofte sin gode ven, maleren Jens Nielsen, som hun til daglig deler museum med i Holstebro.
Hun malede med tempera, iblandet olie, på kridtgrund. Det giver hendes farve lethed og et næsten fosforiserende lys, og så tidligt som i 30’erne eksperimenterede hun i kunsthistorisk ubemærkethed med et non-figurativt farve og rytme maleri.
»På en måde stiller det motivløse billede større krav til malerens selvkritik, så man ikke lader sig nøje med den overfladiske skønhed og rabalder. Det skal have åndsindhold, være intimt, stille...«, skriver hun til en ven.
Gad vidst, om det ikke er hendes billeder, som ligger bag Jens Søndergaards sidste, mærkelige malerier.
Fra en oprindeligt mørk skala vinder det gule lys i den grad over mørket, at Jytte Borberg i sin roman om Olivia, kalder gult for »hendes sjæls farve«.
Hendes farver var uløseligt forbundet med hendes følelser, men samtidig fortæller hun historier, ofte bibelske eller mytologiske, med håndfast figuration i slægt med vennen Jens Nielsen. Til gengæld er der ingen eksempler fra den monumentale billedserie, Slægten, som strakte sig over mange år.
Meget besnærende er hendes mange farvestærke, let naivistiske billeder af Afrikas og Østens landskaber, dyr og mennesker, som hun oplevede dem. Men for at se hendes prægtige og spontane rejseakvareller er det nødvendigt med en særlig visit til Holstebro, hvor de huses til daglig sammen med en del af hendes skulpturer. Udstillingen koncentrerer sig om maleri.

Fulde af planer
Ebba Carstensen var af en helt anden støbning. Også hun var berejst – og dertil veluddannet. Fra omkring 1920 maler hun varme, stiliserede frugtsælgerbilleder i slægt med Jais Nielsens kunst, ellers er hendes værk i lange perioder mørkt i farverne og motivet ofte stillleben arrangeret i dunkle rum, fulde af planer.
Hun havde en naturlig tilbøjelighed i retning af kubisme, og efter en rejse til Italien skaber hun et par billeder med metafysiske referencer og tilstedeværelsen af en gipsbuste som hos de Chirico. Fra hendes senere år stammer flere meget smukke landskaber og dertil et humoristisk billede af dumme køer og deres røgter, måske inspireret af et besøg i grotterne ved Altamira.

Så farven synger
Anne var en valkyrie, men også den, som år efter år stod i lære hos franskmændene. Hendes kamp mod den patriarkalske kunstverden blev ført ud fra grundig viden om samtidskunstens franske præmisser.
Hun var kvindesagskvinde om en hals og rasede mod mandsvældet – fra Gudfader, Vor Herre, til kunstanmeldere og redaktører – samtidig med, at hun malede det både åndfulde og kærlige portræt af kritikeren Pierre Lübecker. Hun havde sind og kunne handle og male som det regederlige fyrværkeri. Hendes billede af Regnguden med kaffekande, fra San Cataldo, når helt Chagall’ske højder.
Husene får sjæl og krop, også i Ry, hvor hun maler sin have, så farven synger – men hun maler også fanden i voldsk elendige billeder, hvis det passer hende. Sin gevaldige signatur gør hun til støtte-motiv. Og som hos Olivia giver oplevelsen af Afrika hendes maleri farveglød og naivistisk enkelhed.
Alle tre var professionelle og internationalt orienterede, ikke mindst sammenlignet med flere af de højtelskede, mandlige ’hjemstavnsmaleres’ mørkemaleri, deres klassiske modernisme og ekspressionisme. Takket være deres mod og en ukonventionel kombination af subjektivitet og skoling bliver malerkvinderne eksponenter for henholdsvis symbolisme, metafysisk kubisme og en vilter dansk ekspressionisme. De spænder fra Annas brug af Fibonacci-skalaen til Olivias rytmiske abstraktion.
Udstillingen som i efteråret vistes på Kunsthallen Brandts Klædefabrik er i Holstebro reduceret med en tredjedel.
Den er dog stadig en smuk og væsentlig hyldest til tre interessante malere.

*Tre stærke, Olivia Holm-Møller, Ebba Carstensen og Anne Klindt Sørensen. Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet, Holstebro. Til 23. mar. Storstrøms Kunstmuseum fra 12. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu