Læsetid: 3 min.

Umulige situationer

Det nye år er begyndt med en hel række af Catch-22’er
10. januar 2003

(2. sektion)

Radio
Catch-22 var en roman af Joseph Heller, der blev til en film af Mike Nichols med Alan Arkin i hovedrollen som den legendariske Yossarian. Hvad Catch-22 stod for, før bogen og filmen eksisterede, ved jeg ikke; men siden de to værker så dagens lys, har udtrykket været synonym for de umulige situationer, man kan bringe sig selv i over for myndighederne, samfundet og tilværelsen.
Som eksempel på, hvordan Catch-22 fungerer, har bogens Yossarian, der hader den krig, han mod sin egen vilje er deltager i, fundet ud af, at han kan blive hjemsendt, hvis han kan bevise, at han er tosset. Men det kan han ikke bevise, for ingen ved sine fulde fem ville undlade at søge om hjemsendelse, så snart han var blevet klar over, at det kunne han opnå – hvis han var tosset.

Debat i olie
Det forekommer mig, at det nye år er begyndt med en række Catch-22’er. Allermest godhedens præsident, George W. Bush. Han har bildt hele verden ind, at han vil gå i krig mod Saddam Hussein, fordi han er en væmmelig fyr, som tyranniserer sit eget folk (det er nok sandt) og er i besiddelse af masseødelæggelsesmidler (måske).
Men Bush kan ikke få sig selv til at stille det sekstusindemilliarder-dollar-spørgsmål, som er sagens kerne: »Hvor har du Saddam, gamle ven, gjort af de giftgasser, de miltbrand- og de koppebakterier, vi forsynede dig med under venskabsmaske, mens du tæskede løs på dine naboer, iranerne?« Det kunne ellers skabe en debat, der ville køre som i olie.
Eller tag et – bevares mere beskedent – eksempel: Bjørn Lomborg. Han har af en undersøgelseskomité fået ord for, at han har misligholdt de simpleste videnskabelige regler og derved har ført offentligheden, og hvem der har gidet høre på ham eller læse hans bog, bag lyset. Men nogen egentlig dom kan han ikke få, for undersøgelseskomitéen kommer samtidig til den konklusion, at manden ikke aner, hvad han taler om, så man kan ikke bebrejde ham, at det er noget sludder.
Og regeringen, der ansatte ham mod alles råd, erklærer for ikke at tabe ansigt, at det her jo drejer sig om en bog, han skrev, inden han blev ansat. Den havde man bare ikke læst, for så ville man nok ikke have ansat ham. Eller tag den stakkels Mogens Lykketoft, der står med et totalt fragmenteret socialdemokrati, hvori samtlige medlemmer bedyrer, at det eneste, der kan redde partiet – hvis noget kan – er sammenhold. Samtidig med at hvert enkelt socialdemokratiske folketingsmedlem anonymt angriber de andre for at fremme egen sag. Man er lige ved at sige: Havde der dog bare været lidt spirituskørsel involveret.

Krig mod rockerne
Statsministeren, som har pålagt alt og alle store besparelser, erklærede i sin nytårstale krig mod rockerne. Nu skal englene og banditterne spærres inde. Der er bare ingen steder, man kan sætte dem bag lås og slå, for fængslerne er overfyldte, underbemandede og i så ringe stand, at hverken fangevogterne eller fangerne vil være der.
At der ifølge P1’s nye debatprogram årligt dræbes 450 mennesker i den danske trafik og kvæstes 3.640 – flere end i nogle af vore nabolanden – anfægter ikke regeringen. I sin visdom har den halveret midlerne til færdselssikkerheden og ønsker at sætte farten på motorvejene op. Det er noget, den tror, den blev valgt på.
Efter min mening har denne regering bevist med al ønskelig tydelighed, at den er så tosset, at den godt kan sendes hjem. Vores fælles Catch-22 er bare, at vi ikke har nogen at sætte i stedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her