Læsetid: 7 min.

Væk din indre livskunstner

Danskerne er trådt i karakter som et indadvendt, arbejdsomt folk, der nødig spilder tiden på socialt samvær. Hvad med at tilsætte fornuften et stænk impulsivitet og en gang jævnligt frit fald ud i det blå
3. januar 2003

Danskerne er trådt i karakter som et indadvendt, arbejdsomt folk,
der nødig spilder tiden på socialt samvær. Hvad med at tilsætte fornuften et stænk impulsivitet og en gang jævnligt frit fald ud i det blå

Qlummen
Danskerne som et stadig mere arbejdsomt og indadvendt folk. Det er det billede, Socialforskningsinstituttets ny undersøgelse »Tid og vel-færd« leverer. Et folk, der altid – som forskningsleder Jens Bonke understreger – har et mål med det, vi gør. Og det er ikke så lidt. Danskerne arbejder eksempelvis næsten en time mere om dagen end vore venner i Norge og Finland. Og ikke nok med det: Vi klager ikke.
Danskerne er et folk, der tilsyneladende hviler i foretagsomhed. Godt nok er omkring halvdelen pænt stressede. Men overordnet lever vi længere, så egentlig sundhedstruende er livsstilen ikke (endnu). Men spørgsmålet er, om vi – i en form for skrækslagenhed – i lutter aktivitet vælger at holde os i live frem for at – leve?
I princippet eksisterer der et slags frit valg – og måske derfor, piver vi ikke. Heller ikke over nærmest aldrig at slappe af: Kun otte minutter i gennemsnit om dagen (mod 25 min. for 15 år siden) bliver det til ikke at lave noget som helst. Ikke engang glo tv. Det gør vi til gengæld mere end i 1987, hvor Socialforskningsinstituttet (SFI) gennemførte en tilsvarende undersøgelse.
Alt i alt er vores fritid blevet halvanden time kortere på de 15 år. Alligevel synes ni ud af 10 danskere, at de har en passende portion. Og det fristes man til godt at kunne forstå, når man ser, hvad de bruger den til. Kvinderne bruger f.eks. næsten en time i badeværelset hver dag. Eftersom jeg selv er kvinde, må der dækning for at påstå, at det ikke er for sjov. Og det er garanteret ikke hård mave det hele. At komme til at ligne ’dem i bladene’ bare en lille smule tager la-a-a-ng tid for de fleste af os. Bare det at få malerplettene af og få masseret appelsinhuden. For ikke at tale om at blødgøre den hårde hud, der for tiden har det med at brede sig til hele kroppen...

En logisk konsekvens af vores arbejdsomhed er, at vi har mindre af, hvad socialforskerne kalder ’socialt samvær’ med andre mennesker. Både med dem, vi bor sammen med, og med mennesker udenfor familien. Især samværet med andre end den nærmeste familie, er faldet drastigt – nemlig med en tredjedel. Til gengæld bruger vi mere tid på husholdningen – en halv time mere end i 1987 – og sidder længere ved spisebordet. (inderlighed i familien – også en slags socialt samvær).
At danskere arbejder og foretager sig målrettede ’aktiviteter’ på bekostning af spontane indfald, impulsforfølgelse af enhver art samt kun nyder socialt samvær med familie og venner i to gange halve timer om dagen, ligeligt fordelt, tolker jeg som trist. Af samme grund tror jeg ikke en døjt på, at vi som velprogrammerede robotter skulle være så glade, som socialforskerne – eller er det medierne? – siger.
På trods af selv at være arbejdsnarkoman, er jeg tæt på at mene, at den største glæde i livet alligevel ligger i at spille skak med sine børn, snakke om livet og døden og kærligheden med både ungerne og vennerne – gå på Louisiana med sin nabo og flade ud i cafeteriet eller finde på noget helt vildt – alene. Som at gå på besøg hos en halalslagter på Vesterbro eller stå af toget, fordi man aldrig har set Rødovrecentret. Eller Københavns tårne fra Posthusets cafeterie lige under skyerne i Købmagergade.
Oplevelsen i livet ligger jo ikke i at forberede sin undervisning, servere middagsmaden på slaget 18 eller at slå sin græsplæne. Den ligger i en spontan snak med en hjemmegående husmor i toget, en tur i måneskin en kulsort frostnat eller i at lade sig hive med på værtshus af en eks-kæreste, som fortsat lever i ens hjerte. »Hvordan mon du har det?,« som en gammel bekendt skrev på et julekort. Jamen skal vi ikke også nå at snakke om det?
Det er opmuntrende, at kønnene tydeligvis er blevet bedre til at hjælpes ad med det huslige, og at vi gør os umage med at skabe en ordentlig rede om familien. Mange danske familier er sammen alle sammen fire-fem af ugens aftener. Men altså ikke for at hænge ud i sofaen. Livet i familien Danmark synes at være organiseret – målrettet. Hvor længe er det siden, du sidst har taget dig tid til at læse noget, du bare faldt over?
Jeg ved ikke, om mine læsere kan genkende sig selv i SFI’s undersøgelsen, der bygger på 6.500 danskere, der har beskrevet deres hverdag i 10 minutters intervaller i såkaldte døgnrytmeskemaer. Jeg kan sagtens. Både livsformen og stress-niveauet. Jeg tror, at udviklingen har påført os en underbevidst styringsmekanisme, som fortæller, at skal vi nogensinde gøre os håb om at præstere det, der forventes af os; og som vi forventer af os selv – på den tid, der er til rådighed, ja, så nytter det ikke at spilde minutterne med unyttige gøremål. Altså springer vi forbagningen over og smider tærten direkte i ovnen.
Jeg tror, de mandlige eksperter (læger og psykologer), der kloger sig om SFI-resultaterne i medierne, anlægger en forkert synsvinkel: At folk lyver deres arbejdsmæssige timeforbrug opad, fordi de derved føler sig betydningsfulde. Og uundværlige.
Som jeg ser det, er der stadig nogen, der arbejder heftigt ud fra et ønske om at forbedre verden. Hvilket burde udstyre dem med englevinger, eftersom verden i den grad trænger til seriøsitet. Endnu flere arbejder over for at skaffe sig magt og prestige. Og det er ikke nødvendigvis de samme, som knokler på overtid for at styrke et slattent selvværd. Men de er mange. Jeg er ikke i tvivl om, at vores arbejdsindsats langt hen er styret af en indre uro og angst for ikke at være lige så kvikke og kloge som alle de andre. En angst, der rent faktisk dæmpes ved at give den en ekstra tand. Hvilket vi gerne gør, fordi alternativet er rædselsfuldt: At tabe konkurrencen og dermed selvværdet. Fordi man måske tog sig en slapper med strikkepindene eller prioriterede sin gamle faster. Men hvad nu hvis, det er strikkepindene, der leverer roen og besøget hos faster følelsen af at være et ordentligt menneske? Hvad nu hvis vi alle sammen sagde – gu’ vil jeg ej knokle, så vi hverken får julebag eller får set Gosford Park? Så må niveauet sænkes.

Og så til sidst: Med al respekt for socialforskningen og ikke mindst socialforskerne synes jeg, de opererer, som om vi stadigvæk levede i industrisamfundet – og ikke i det videnssamfund, der i stadig højere grad er realiteten. Hvis man prøver at forstå de kategorier, eksempelvis ’Tid og velfærd’-undersøgelsen deler aktivitet og ikke-aktivitet op i, bliver man simpelthen frustreret. For kan socialt samvær ikke være at bage boller med sit barn? Kan afslapning ikke være gåturen i frostnatten? Eller hvordan kan man i et videnssamfund tale om, at arbejde er noget, der foregår på en arbejdsplads i et fast antal timer, godkendt af en fagforening?
Overlæge Bo Netterstrøm fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus har ret i, at folk, som har et mentalt krævende arbejde også tænker over det i fritiden. Og hvem har ikke et mentalt krævende arbejde i dag? Den ufaglærte, kvindelige kantinearbejder, der skal planlægge sit arbejde, så det kan udføres på den afmålte tid, skal også tænke kreativt. At udtænke gode løsninger – kreere videre på de gode ideer, vi fik i går – er det at holde fri?
Der synes at være brug for nogle nye tænkemåder og kategorier – over gøremål, måske? Eller er grænserne i den grad udraderet med vores evne til at agere i kaos, at vores anvendelse af tid ikke længere overhovedet lader sig måle?
Jeg har stor sympati for, at fagforeningerne kæmper for en ordentlig løn for et vist antal timers arbejde. Men vi andre ved, at tankegangen er en saga blot. Det er meget få steder, man i dag slipper af sted med bare at gøre sit arbejde. Der skal ekstra krydderier i suppen – helst hver dag. Der skal læses og arbejdes over og findes løsninger, de færreste kan udtænke indenfor en i forvejen opgavefyldt arbejdsdag. Og så skal vi da for resten lige lære edb og internet oven i. Og huske at afrapportere det arbejde, vi har lavet. Foruden de beskrivelser, vi skal aflevere af det arbejde, vi planlægger at lave.
Men danskerne er tilfredse – ja glade. Fortæller medierne. Hvor er impulsiviteten og galskaben blevet af, spørger jeg? Ingen spiser spaghetti midt om natten længere eller lader ungerne pjække for at dandere den hele dagen i nattøj. Hvor er de mennesker, der køber en hest på afbetaling eller springer nytåret over?
Folk lejer videofilm for at se nogen flippe ud. Pornofilm for at se sex. Og pakker alting ind i plastic. Parrene drikker som vilde i hver sin ende af et hvidt elipsebord hjemme i intimsfæren. Hvor de for længst er holdt op med at ryge og springer gæsterne over for at overholde motionsskemaet. Og budgettet. Og for at være fit for arbejdsmarkedet.
Arbejde er fint og indimellem fantastisk tilfredsstillende, og så giver det klejner i madkassen. Men er vi ikke blevet for fornuftige? For afrettede? For udvendigt ambitiøse? Vi skal alle sammen overleve, men også gerne leve. Og leve det er altså i min terminologi noget, man gør sammen med andre mennesker – og ikke kun intimfamilien – mens man følger sin sanselighed, sin nysgerrighed osv. på en måde, man ikke gør på arbejde. Vi kan ikke alle sammen følge vore impulser døgnet rundt. Men lidt livskunstner er der vel i os alle sammen. Skulle vi ikke slippe livskunstneren i os selv lidt mere løs?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu