Læsetid: 7 min.

Varför faen er her så mange vandtårne?

I industribyen Göteborg er vandtårnene symboler på ekspansion – men i videnssamfundets fortættede Göteborg er vandtårnene mindesmærker over en splittet befolkning
4. januar 2003

Vanvid, man stiger af toget i Göteborg, og allerede ude på den store banegårdsplads øjnes et par kilometer borte et vandtårn af hidsig højde. Den sære bygning kaldes Lunden. Og sådan fortsætter det bare – i alle retninger tårner beholderne sig op, tykke og tynde, brede og smalle brager de mod den iskolde, kongeblå himmel.
Hvad bruger man dog de mægtige opløftede vandmasser til? Er vand ikke gået af mode? Vand er da noget med sværindustriens hamre, der dunker løs døgnet rundt drevet af en dampmaskine? Disse vandtårne er nogle løjerlige mekaniske tingester, som passer forrygende dårligt til al den it og biotech, som byens styrende organer taler om i et væk, nu da Volvo er kommet på amerikanske hænder, og værfterne lukket.
I dag er det viden, ikke vand, der driver værket. Man drikker Ramlösa og måske et stiligt glas cognac, trykker på tasterne på sin laptop og spiser let ristede kilobytes til frokost. I stedet for at gå på toilettet og skylle ud bagefter, nedprioriteres de kropslige funktioner, og man nøjes med en gang om året at blive støvet en smule af i sin svenske cyber-mås. Slut prut med vandet.
Alligevel står de der i hobevis, vandtårnene, og jeg må have besked om, hvem der bruger al det vand og til hvad, og det har Vattenverket i Göteborg bare at fortælle.
Nakken tilbage: Vindeltrappen inde i vandtårnet forsvinder svimlende til vejrs, og min guide fra Vattenverket ser bekymret på mig og spørger, om jeg lider af højdeskræk.
Bøh, vi snegler os opad på luftige trin, rundt og rundt om de to mægtige jernrør, hvorigennem vandet pumpes op til beholderen i toppen og siden med 110 meters vandtryk i en jævn strøm presses ned og ud til ... ja, til hvad? De livløse boligblokke nedenfor, der ligner en soveby i dyb koma?
Vi passerer selve vandbeholderen, der er dækket af en mægtig teltformet presenning, og kommer ad en snæver loftslem helt op på taget mellem tv- og mobiltelefonantenner. Heroppe kan det ikke nægtes: Vi står på toppen af et ekko fra den ulmende nazismes Tyskland. Det slanke ottekantede vandtårn Lunden, opført i beton i 1930, gør sig ikke anstrengelser for at ligne en vandbeholder. Næh, det handler slet ikke om vand, men om autoritet.
Tårnet er tænkt som en stolt, streng og geometrisk figur, der holder omgivelserne i skak. Tårnet vil dominere, og det gør det med 1920'ernes og 1930'ernes tyske selvbevidste funktionalisme, som er lige på nippet til at vippe over i nazi-byggeriets gigantitis. Her midt i det fredelige Göteborg er tårnet et fremmedelement, en stump fremtidsdrøm vristet løs fra et forgangent europæisk storhedsvanvid med visioner om endeløs ekspansion og ufattelig foretagsomhed.
Måske er vandtårnene simpelt hen en måde at fortælle listige historier på ...
Jeg tvinger guiden videre til næste tårn. På vejen passerer vi bydelen Haga – den første der voksede op lige uden for voldene, hvis militære betydning officielt ophørte i 1806. I Haga boede førstegenerationsproletariatet, indvandret til byen fra landdistrikterne. Vand var netop kommet på mode – man deltes om en eneste vandhane midt i bydelen.
Koleraepidemier plagede især Haga i midten af 1800-tallet, hvorved arbejdskraften decimeredes; det gik jo ikke, og myndighederne havde mistanke om, at manglende vandforsyning og kloakering kunne have skylden. Så noget måtte gøres, men langsomt gik det. I 1870 fandtes i hele Göteborg 15 offentlige vandhaner og et tilsvarende antal af overklassens palæer havde fået indlagt vand.
I takt med at byen voksede med nye arbejderkvarterer, der var afhængige af havnen og dens rekordstore skibsværfter, måtte vandforsyningen sikres. Så op på den kuperede bys bakketoppe med flere vandtårne. Efterhånden er der en ti stykker. Succes, succes – og dog.
Se nu Johannebergs vandtårn. Det og Lunden ligner hinanden som to dråber vand, hvilket ikke kan undre, da de med fem års mellemrum er tegnet af samme arkitekt. Men Johanneberg-tårnet er i dag knastørt, som havde det hørt mine drillerier om ’overflødige’ vandtårne. Det var dog blot en omlægning af vandforsyningen, som for nogle år siden overflødiggjorde Johannebergtårnets vandkapacitet. Man river imidlertid ikke bare sådan et tårn ned, hvor nazi-agtigt det ellers måtte se ud. Nej, man genbruger det – til kollegium.
Aha, i stedet for vand er tårnet fyldt med hjerner. Kunskapssamhället, som svenskerne kalder videnssamfundet, er indtruffet i den gamle industriby Göteborg.
Johanneberg med de kloge hoveder ligger tæt på centrum. Længere borte ses de vandtårne, som rejstes, da det socialdemokratisk ledede industrisamfund buldrede af sted i 1950’erne og 1960’erne. Alle tårnene er naturligvis hyllet i en tæt tåge af ideologi.

Vandtårnet Guldheden fortæller om fællesskab. Den store runde betonkrop har udenpå fået klistret gule mursten i tækkelige rundbuer. Det rimer på de omliggende boligblokkes tilsvarende teglsten, og en overraskelse gemmer sig her også. En lille café på toppen af vandtårnet fuldender den samhørige hygge. At træde ind i det lille kaffeduftende univers føles som at overskride tærsklen til et privathjem, for her er bogreoler proppet med lasede bøger og amatørkunst på de overfyldte vægge. Vand og viden er vist i balance.
Eller hvad med vandtårnet Bergsjön, som vi skimter gennem lag på lag af nøgne grene. Kantarellen af beton vokser som det offentliges garanti for væde og frodighed mægtigt op af skovbunden. Væksten i byen, der gjalder af skibsbyggernes hammerslag, er tolket om til saftspænding og universel grokraft, over for hvilken alle er lige. Keine politische Hexerei, blot snedig naturmystik.
Solen er ved at gå ned, men forklaringen må være nær, så jeg punker min stakkels svenske vandmand til endnu et besøg, før han får lov til at svømme hjem.
I kvarteret Biskopsgården står en enorm rum-edderkop med bugen fuld af vand. I sammenligning med dette uhyre er mennesket blot bakteriestort kryb. Til gengæld er der rigtig mange mennesker heromkring, og de er hjemme ved hanerne døgnet rundt, for i denne bydel bor store skarer af arbejdsløse indvandrere, som vel ikke har så meget andet at tage sig til end at drikke vand, spandevis af vand pr. mand, og tage brusebad dagen lang (ja, ja, jeg ved godt, at dette er ude på overdrevet). Det bruser og bruser, mens videnssamfundet vrider hænder og hælder vand ud af ørerne og beklager, at der desværre ikke blev plads til nysvenskerne, som ikke ved nok om det, der er værd at vide i videnssamfundet.
Her ved Biskopsgårdens vandtårn bor man i stakkevis i de bristede fremtidsdrømmes slagskygge. Naturligvis er kommunen oppe på dupperne og prøver velmenende at integrere og aktivere og uddanne og hjælpe med at starte selvstændig virksomhed, men det lader sig ikke skjule, at siden rusten bredte sig som kræft i kranerne, har indvandrerne ikke haft meget arbejde. Og nu er de koblet af videnssamfundet, men på vandforsyningen.
»Bevar Sverige Svensk« står der skrevet med graffitispray på et af vandtårnets ben, for ligesom at understrege, at indvandrerne også er presset af de mest uvidende. Ingen tvivl om det: Ved
Biskopsgården skilles vandene.

Vandtårne, farvel; næste dag går jeg hen på kommunens byplankontor. Her ligger der forslag om dramatisk ændring af Göteborgs skyline med opførelsen af en ægte kontorskyskraber på 100 meter, uanset at byen ikke mangler muligheder for kontorkvadratmeter i lavere luftlag. Sagen er selvfølgelig, at kun en høj bygning kan rumme en høj ambition.
Skyskraberen er tænkt bygget i Gårda-kvarteret tæt ved Lunden vandtårn, så de 1.200 arbejdspladser, den vil rumme, kan måle sig med Hitlers gamle vandede pegefinger og hæves endnu heftigere mod byen.
Tag jer sammen, vil de 33 højhusetager brøle ud over tagene, meld jer ind i videnssamfundet, men bliv nu endelig ikke for joviale og indladende, for her kræves særlig adgangsbillet, og at man er tør, helt tør bag ørerne. Lås bilens døre, når du ruller gennem fremtidens mere og mere usikre bydele og hen mod videnstårnet i Gårda, hvor en pansret underjordisk indkørsel vil tage vel imod dig, hvis en automatisk irisanalyse da ellers genkender dig som en af de indviede.
Rolig nu, det kontorhøjhus bliver ikke til noget, har en offentlig høring netop fastslået – i hvert fald ikke lige på den adresse. Fremskridtet kan dog ikke holdes tilbage, så byen kommer nok alligevel på et tidspunkt til at svæve højt over vandet, der i dette øjeblik er ved at lukke sig sort og tungt over hovedet på den førstegenerationsindvandrer, som med 100 års forsinkelse med ringe held fulgte i hælene på den første land-til-by-indvandrer.
Husk for resten, at huse af den nævnte højde har eget vandreservoir på øverste etage. Der skal jo gerne være til isen i champagnekøleren.

*To foregående artikler om Göteborg blev bragt den 2. januar. Researchrejsen blev støttet med midler fra Nordisk Råd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her