Læsetid: 6 min.

Verdens hemmeligste revolution

Der er ingen spor af technoen i Detroits gader, men den har også altid gemt sig. Var den krøbet frem til overfladen og var blevet mainstream, havde den aldrig været lyden af Detroit
17. januar 2003

(2. sektion)

Techno
Let it go it’s over, nobody listens to techn

Eminem, »Without Me«

Folk kommer tit rejsende fra Europa for at se byen, hvor technoen startede. Så må jeg forklare dem, at der ikke er noget at se,« siger Bryan Mellberg, ejer af klubben The Necto i Ann Arbor, som trods afstanden på 60 km fungerer som en slags forstad til Detroit. »Det mærkelige ved Detroit er, at så mange her slet ikke ved, at der fandt en revolution sted i byen for 15-20 år siden.«
Lige så stor og næsten religiøst dedikeret en international fanskare technoen har, lige så fremragende produktioner der stadig kommer ud af den – lige så usynlig er den i Detroit, hvor den opstod. Og dog. For at det ikke skal være løgn, afholdes denne fredag Ignition 2003 med deltagelse af en række af de navne, der for længst er blevet legender: Juan Atkins, Derrick May, Jeff Mills, the Electrifyin’ Mojo. Problemet er bare, at festen foregår på et museum. Detroit Historical Museum har fyldt montrerne med pladetasker, mikserpulte og keyboards i anledning af udstillingen Techno: Detroit’s Gift to the World.
Det er fristende at konkludere, at technoen nu endelig er død. Men for at gøre det må man stille spørgsmålet, om den nogensinde har været levende.
Når technoen var en revolution, var det mest af alt, fordi den ikke lignede noget andet. Godt nok startede også techno med en påvirkning. Men som i alle andre genrer handler musikalsk geni om at blive påvirket på den rigtige måde. Og for technoen kom den rigtige påvirkning sidst i 70’erne i en kælder i Belleville 30 km fra Detroet centrum, hvor tre venner ved navn Juan Atkins, Derrick May og Kevin Saunderson sad og hørte europæisk elektro og synthpop efter skoletid. De hørte Giorgio Moroder, Gary Numan og Kraftwerk (som nok var tyske, men i høj grad inspireret af lyden af Detroit i skikkelse af Iggy Pops Fordfabrik-imiterende Stooges), og de hørte George Clintons Parliament-Funkadelics, Talking Heads og B-52’s. Men hvad de først og fremmest hørte, var lyden af synthesizere og adiskofile beats, der med en anden technopioner Carl Craigs beskrivelse af Kraftwerk var »så stive, at de var funky.«
Dét er technoens essens i seks ord
Forfatteren Simon Reynolds har foreslået en anden beskrivelse af Kraftwerk: »De var så hvide, at de var sorte.« For nok tog technoen afsæt i kridhvid musik. Men det var sorte teenagere, der hoppede rundt i Detroits garager og kældre, når Atkins, May og Saunderson begyndte at sætte deres egne plader på grammofonen (først dj’ede de kun, siden begyndte de selv at remikse og producere), eller når den legendariske radiovært Electrifyin’ Mojo blandede Prince-funk og Euro-pop i programmet »The Midnight Funk Association«.
Ham lyttede Bryan Mellberg også til. »Vi hørte alle sammen Mojo, men technonavnet kom først sidst i 80’erne, da Derrick May lavede ’Strings of Life’. Det, der gjorde forskellen, var, at det var musik, der var lavet til at danse til – og det var ikke disko. Det fulgte ikke nogen sang-struktur; technoen var mere simplistisk, mere i kontakt med trommerytmerne helt tilbage fra Afrika. Det føltes naturligt og instinktivt, og man kunne fortabe sig i rytmen i stedet for at stå og vente på omkvædet eller på den der tyggegummi-fornemmelse af, at noget lyder som et radiohit.«

Det kan godt være, at technoen lød instinktiv. Men den var også umenneskelig. Til forskel fra den beslægtede housemusik, der på samme tid voksede frem i Chicago, bevægede technoen sig så langt væk fra vokal, narration og akustiske instrumenter som muligt. Technoens rytme ramte én i mellemgulvet, men dens rendyrket artificielle lyd var lyden af en fremmedgjorthed, der kun kunne komme fra Detroit – men aldrig ville være kommet fra Motown.
»Præcis som Detroit er technoen én stor fejltagelse,« har Derrick May sagt. »Den lyder, som om Kraftwerk og George Clinton sammen sidder fast i en elevator. Men det er Detroits tomhed, der giver technoen dens fylde. Den er som en blind, der kan lugte og føle ting, som seende aldrig ville bemærke.«
I Cybotron kreerede Juan Atkins og Rick Davis et komplekst fremtidsunivers, hvor teknologien både var vejen væk og fængslet, og udsendte tracks med titler som »Alleys of Your Mind« og »Techno City« som slet skjulte sociale kommentarer til Detroits post-fordistiske håbløshed. Senere kom labels som ‘Mad’ Mike Banks’ og Jeff Mills’ Underground Resistance, der betragtede sig selv som en milits i kamp mod »programmørerne« bag maskinerne.
Men først og fremmest lyder techno som en maskine. Den er en maskine. Når techno er allermest live, kommer den stadig fra de døde lyde fra en synthesizer. Og i stedet for at fortælle en historie gennem en tekst lader technoen historien selv tale. For technotracks – der ikke skal høres et ad gangen, men mikses ind over hinanden i et uendeligt skiftehold – lyder simpelthen som samlebåndene i de bilfabrikker, der gjorde Detroit til indbegrebet af antinatur – og som vaklede om ørerne på byens unge, mens deres forældre blev arbejdsløse og lavkonjunkturen lukkede deres fremtid. Paradoksalt nok var technoen en tilflugt, med astronautlyde og drømmesekvenser, samtidig med at dens rå, illusionsløse maskinhvæs gengav den industrielle verdens fladhed på en mere direkte måde end nogen dylansk socialrealisme eller gangstarap kunne have gjort det. Og dét har gjort technoen enestående autentisk midt i en enestående uautentisk verden.
Så nu kommer de rejsende, techno-entusiasterne fra hele verden. »Mange af dem forventer en slags Gotham City i rustfrit stål,« fortæller Mellberg.
»De bliver chokeret, når de opdager, at det meste af Detroit er forladt. På Woodward Avenue, som er hovedgaden, er 80 procent af bygningerne planket til. Hele downtown står og rådner. Der er intet smukt ved Detroit.«

Spørger man efter pladelabels, fejler Detroits technoproduktion ingenting. Selskaber som Underground Resistance, Planet E, Metroplex, Sound Signature, Frictional Records og 7’th City er stort set alle ejet af garvede technoproducere og udsender jævnligt musik af høj kvalitet. Spørger man efter et sted i Detroit, hvor man kan gå ud og høre techno, bliver man som regel henvist til Dan Sordyl.
»Techno startede slet ikke i klubberne,« siger Sordyl, der gennem seks år har stået bag Detroits eneste større technoklub, Motor, og dermed bag en veritabel genoplivning af byens elektroniske natteliv.
»Techno startede nede i kældrene, fordi der ikke var nogen musikscene i Detroit, og fordi folk var desperate. Fordi de ikke havde noget at lave. Så kom rave’ne i begyndelsen af 90’erne, og folk oplevede hele det der ulovlige rush, men det blev de trætte af til sidst. Og i ’96 startede vi så Motor og smed technoen i hovedet på en masse mennesker, der ikke kendte den. I ’97 begyndte vi at sende live på Detroits største radiostation – vi spredte helt klart kærligheden. Men miljøet er fladt lige nu, og jeg orker ikke mere,« siger Sordyl – som lukkede Motor i august – og foreslår, at DEMF er stedet, hvor det sker.
DEMF, Detroit Electronic Music Festival, ligner en sjælden succeshistorie i en by, der ikke er forvænt. I sommeren 2000 trak festivalen - ganske vist uden at tage entre – 900.000 gæster, og i 2001 over to millioner, til et program, der var båret af Detroit-techno tillige med en række repræsentanter fra techno-relaterede stilarter i resten af verden. Men så blev Carl Craig, som var ansat som booker, uvenner med festivalens bestyrelse. Og så blev DEMF 2002 ikke rigtigt til noget. Og lige nu er der ingen, der ved, hvad der vil ske i 2003.
Tilbage står vi på Detroit Historical Museum. Eller rettere, vi står tilbage med en genre, der blev født i undergrunden og ser ud til at insistere på, at det er i undergrunden, den hører til. De amerikanske radiostationer spiller stadig ingen elektronisk musik, amerikansk MTV viser ingen dance, Detroits technoscene har aldrig fået nogen Eminem, og Underground Resistance blev aldrig til Mainstream Candyfloss. Var den blevet det, ville nogen sige, havde den aldrig været lyden af Detroit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her