Læsetid: 3 min.

Et vidtfavnende guitartalent

Jazzguitaristen og hybridmusikeren Wolfgang Muthspiel leverede udsøgte musikalske konversationer med sin stjernebesatte trio
21. januar 2003

Koncert og cd
Vinterjazz 2003 – festivalen, der vil varme i en kold tid med koncerter landet over på små og større listige steder – blev blæst i gang i fredags og vil brænde sine lys frem til næste mandag. Deres udsendte lod sig varme i de lavloftede omgivelser i Jazzhus Dexter i Odense, hvor et af festivalens hovednavne den østrigske guitarist Wolfgang Muthspiels trio med amerikanerne Marc Johnson (bas) og Brian Blade (trommer) – to sidemen i absolut topklasse – tog hul på en tre dages Danmarksturné, der lørdag og søndag førte gennem henholdsvis Århus og København.
Koncerten tog afsæt i det samarbejde, som trioen indledte for et par år siden omkring fortolkninger af amerikanske standards. Af de tre indledende numre var de to netop Kerns uomgængelige »All The Things You Are« og Monks »Ask Me Now«. Muthspiel på elguitar skabte med sine medspillere et smukt og plastisk lydbillede, klangligt delikat, rytmisk overlegent og uden det mindste forfald til forcering eller blær.
Man var med fryd fanget ind af de tres evne til at spille sammen og kommunikere på én gang utvungent og intenst.

Og de bagerste tav
Så tog musikken en drejning væk fra standardrepertoiret og til nyere kompositioner af bl.a. Muthspiel selv. I en lang sekvens, hvor tre numre blev kædet sammen til ét forløb, introducerede Muthspiel sine specialbyggede elektriske nylon- og steel string-guitarer, der klang i retning af akustiske instrumenter.
Muthspiel demonstrerede sin formidable fingerteknik i »Tourist« med et impressionistisk malende spil, som Marc Johnson benyttede som underlægning til en melodisk solo med bue. Snart efter skabte Muthspiel ved hjælp af et elektronisk loop, hvor han akkompagnerede sig selv, en glidende overgang til den popmelodiske »Airlove And Vitamines«, der med sin enkelhed og brusende dynamik var en smuk finale på det suiteagtige forløb.
I andet sæt blev det et titelløst nummer, der tog stikket hjem, med en mørk, bluespræget basfigur og rastløs energi som afsæt for gnistrende soli af Blade og Muthspiel. Og imod slutningen fik den lutrede fortolkning af Vince Mendozas ballade »Panis Angelicus« også de plaprende bagerst i lokalet til at blive tavse og eftertænksomme.

Hybrid musikkultur
Som guitarist er Muthspiel i familie med Jim Hall, Pat Metheny, Bill Frisell, Kurt Rosenwinkel, men også et sted landsmanden og læremesteren Harry Pepl, der ikke længere er aktiv, men havde en udpræget europæisk identitet som jazzmusiker i 80’erne.
Muthspiel (f. 1965), der for nylig er vendt hjem til Wien efter nogle år i New York, er en af de senere års mest talentfulde og vidtfavnende jazzguitarister. Han er det udtrykte billede på hybridmusikeren i 90’erne, hvor jazzen bredte sig yderligere som globaliseret, rytmisk blandingsmusik.
Muthspiel har klassisk skoling i både violin og guitar. Han komponerer både for jazzbesætning og for moderne klassiske ensembler og har kombineret dem i crossover-projekter, og hans stilistiske palette rummer ikke blot amerikansk influeret jazz men også bl.a. arabisk jazzfusion, europæisk kunstmusik, pop- og technojazz.
Det er netop den brede palette af arbejdsfelter, der gør Muthspiel spændende, selvom man må beregne en vis fejlmargin hos en musiker, der tør tage chancer og brede sig, som Muthspiel gør det. Et godt sted at få en fornemmelse af hans virke er på opsamlingspladen Work In Progress 89-98 (1999), bl.a. fordi flere af hans plader fra 90’erne ikke kan fås i øjeblikket.
Men hvad angår Muthspiels trio-samarbejde med Johnson og Blade er det Real Book Stories (2001), man skal have fingre i. Pladen nåede vist aldrig til Danmark ved sin udgivelse, men den bør ikke gå upåagtet hen. Det er en fremragende udgivelse, rig på udsøgte musikalske konversationer og fabulerende guitarspil indenfor standardmelodiernes – især balladernes – rammer og serveret smukt som: ja, en lille bog i cd-størrelse med 10 numre fortolket så frodigt og elegant, at musikken er aldeles vanedannende.

*Wolgang Muthspiel Trio, Jazzhus Dexter, Odense, fredag
*Muthspiel/Johnson/Blade: Real Book Stories (Quinton 0101-2)
*www.materialrecords.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu