Læsetid: 2 min.

Voldsmænd i fængsel med ekspresfart

Voldelige overfald resulterer nu i retssag, dom og fængsel hurtigere end nogensinde før, viser særlig voldsredegørelse
6. januar 2003

Voldsmænd bliver nu sat bag tremmer langt hurtigere end tidligere. Det viser den årlige redegørelse om voldssager fra Justitsministeriet.
Både politi, dommere og fængsler tager sig med ekspresfart af de voldelige overfald, så gerningsmændene havner bag tremmer inden tre måneder. Dermed opfylder retsvæsenet i stor stil de politiske mål fra 1994 om hurtig særbehandling af voldsmænd. Men det er bare ikke godt nok, fastslår den konservative retsordfører Helge Adam Møller:
»Det er svært for et voldsoffer at forstå, hvorfor gerningsmanden kan sidde på den lokale bodega og drikke bajere i lang tid efter overfaldet. Derfor skal denne opgave prioriteres endnu højere,« siger han.
Redegørelsen for første halvdel af 2002 afslører nemlig store forskelle for, hvor hurtigt de enkelte politi- og dommerkredse tager sig af voldsmændene.

Hug med knortekæp
Redegørelsen fra Justitsministeriet viser, at politiet i 67 procent af samtlige voldssager får gerningsmanden for en dommer inden en måned.Dommerne har 37 dage til at komme med en dom, og det skete i 51,5 procent af alle sager. Endelig har fængslerne 30 dage til at sætte voldsmanden bag tremmer. Det opfylder Kriminalforsorgen i 79,9 procent af alle sager.
Selv om der er tale om markante forbedringer for både politi, dommere og fængsler, så skal de sløve politi- og retskredse nu kigges efter i sømmene, mener Helge Adam Møller:
»Med vilje og energi kan det godt gå hurtigere. De steder, der ligger i den dårlige ende, der må justitsministeren nu finde den store knortekæp frem og fortælle, at det snart er mange år siden, at Folketinget vedtog de her mål om hurtig behandling af sagerne.«
Han tager nu sagen op med sin partifælle, justitsminister Lene Espersen, for at få behandlet sagerne hurtigere.
Også rigsadvokat Henning Fode er parat til at tale med store ord til de politimestre, der er alt for lang tid om at sende voldsmændene for en dommer.
Redegørelsen hænger ni mindre politikredse ud for at være for sløve. I mindre end halvdelen af alle voldssager bliver målet om at sende voldsmænd for en dommer inden en måned overholdt.
Nakskov, Holbæk og Hvidovre er placeret helt i bund som de mest langsomme politiembeder. I Holbæk kommer blot hver fjerde voldsmand i retten inden en måned.
»Vi smøler jo ikke bevidst med det her, selv om vi også sidste år lå placeret i den tunge ende. Men vi havde i 2002 djævelsk mange røverier og så må jeg fordele de mennesker, jeg nu engang har til rådighed. For røverier er også alvorlig kriminalitet,« siger politimester Niels Holm, Holbæk.
Også flere domstole har store problemer.
Mens Rønne klarer hver eneste voldssag på de afmålte 37 dage, så formår Tåstrup ikke at afslutte en eneste sag på den tid. Hjørring formåede kun en enkelt gang sidste år at leve op til kravet. Men politikernes mål er »urealistisk«, mener Dommerforeningens formand, Henrik Linde: »Vi har mange små retskredse, og hvis en dommer bliver syg, så bryder det hele sammen. Desuden kan et vidne melde sig syg, forsvareren skal skiftes ud, den tiltalte møder ikke op eller skal undersøges for psykiske sygdomme. Vi skal faktisk være heldige for at opfylde målet om en dom inden for 37 dage i alle sager,« fastslår han.
Opgørelsen afslører, at det kun i 26 procent af de forsinkede sager alene er rettens skyld.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her