Læsetid: 3 min.

6-9-13 år med Helleland

Helt efter drejebogen fik Allis Helleland endnu en periode på Statens Museum for Kunst. Det vil vække forargelse, men kritikerne har kun sig selv at takke
19. februar 2003

Kommentar
Da Allis Helleland blev ansat for ni år siden, lagde hun ikke skjul på sine ambitioner: I sin ansættelsesperiode på seks år ville hun gøre museet til et af de 10 bedste i Europa.
»Hvis man ikke kan klare det på seks år, kan man heller ikke på ti,« sagde hun.
Henvisningen til de 10 år skyldes, at Allis Helleland kom til på afbud. Jens Erik Sørensen fra Århus Kunstmuseum blev betragtet som favorit, men han krævede 10 års arbejdsro, ikke en seksårig åremålsansættelse. Det fik han ikke og trak sig, og så var der serveret for Helleland. Nu er der jo mange succeskriterier, der kan afgøre, om et museum tæller blandt de 10 fremmeste i Europa. Udstillingerne, samlingen, forskningen, formidlingen og så selvfølgeligt: Besøgstallet – en af de ting der vejer tungt i museets resultatkontrakt. Som det fremgik fornylig af en leder i Information om Allis Hellelands problemkatalog, kan det være svært at se, hvor hun har nået sin målsætning. Udstillingerne har været drevet af populisme, hed det, indkøbspolitikken dyr og kortsynet og forskningen nedprioriteret. Det giver ikke mening at gentage kritikken – den er kendt af de fleste.
Men i forhold til de annoncerede ambitioner er det mest tragiske, at en direktør, der igen og igen er blevet anklaget for populisme, ikke har vundet i det mindste det slag og gjort Statens Museum for Kunst til det fremmeste museum i Danmark – målt i besøgstal. Her overhales nationalgalleriet både af Louisiana og Glyptoteket, og populisme uden populi ligner en hul sejr.
Men hverken på seks eller ni år har Helleland nået sin målsætning på den ene eller den anden måde. Hvorfor skulle det lykkes på 13? Hvad er det med andre ord, der har fået regeringens ansættelsesudvalg til at give genvalg til Helleland?
Da hun trådte til blev hun venligt betegnet som en bonderøv med alle de mest positive associationer, det ord kan give: Frejdig, uimponeret og jysk, som der stod i Politiken. Men vigtigere endnu: Hun kom udefra og var ikke fedtet ind i det københavnske kunstmiljø og lå ikke under for Bredgadediktaturet. Det har sådan set ikke ændret sig. Med plusord som økonomistyring og beredvillighed har hun en stjerne hos regeringen. Men kunstparnasset kan ikke lide hende og hun kan ikke lide dem.
»Jeg besluttede fra dag et, at det er mig og mine medarbejdere, der skal sætte dagsordnen,« messede hun fornylig. »Jeg er ansat til at lede det her hus. Ikke omverden eller kunstklikerne.«

Brians Allis
Man kunne med rette spørge, hvorfor Brian Mikkelsen vil gøre Allis Hellelands problem til sit eget. Men spørgsmålet ville være forkert. For Allis Helleland har med Mikkelsens øjne gjort sig upopulær hos alle de rigtige: Kritikerne og kunsthistorikerne og meningsdannerne. Alle dem, der tror, de ved bedre. Hun har taget den lille mands parti mod kunsttyrannerne og kulturklynkerne, der vil have kunsten ren og for sig selv.
Hvad skulle der være galt med yndige blomsterdekorationer på nationalgalleriet, når folk nu strømmer til? Man skal være overordentlig diplomatisk for ikke at fremstå arrogant, når man besvarer spørgsmålet. Og arrogant vil Brian Mikkelsen bestemt ikke være, og diplomatisk er han ikke, så han var en glad mand i går: »I sit arbejde som museumsdirektør har Allis Helleland i mere end én forstand brudt murene ned mellem museet og den omkringliggende verden,« sagde han og undlod således at forholde sig til kritikken.

Ris til egen røv
Men hvis folk på parnasset er utilfredse med Hellelands genvalg, er det ris til egen røv. Mange formulerer gerne kritik af Helleland, men næsten ingen vil lægge navn til.
Uden for citat er der ingen grænser for utilfredsheden: Man kan ikke stole på hende, forlyder det, og man kan ikke arbejde sammen med hende. Et par bemærkelsesværdige undtagelser er værd at nævne: Museets inspektører offentliggjorde en mistillidserklæring til direktøren, Per Kirkeby har boykottet museet, og Susanne Ottesen har karakteriseret Hellelands embedsførelse som en katastrofe.
Men resten nøjes med at vrisse i privaten, og til tider har kritikken i al sin anonymitet fremstået som bagvaskelse og rygtesmedes værk. Det har ikke blot gjort det nemt at afvise kritikken. Det har gjort kritikken til det bedste argument for kulturministeren til at forlænge Helleland. Det hedder sig, at man skal gøre sig venner med de rigtige, men i tilfældet Helleland var det de rigtige fjender, der gav hende sejren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her