Læsetid: 5 min.

Afdækninger

22. februar 2003

INTERMETZO
Flere af regeringens medlemmer fremtræder uden sammenligning som på egne vegne de mest bjærgsomme, regeltilsidesættende, småsnydende ministre, det danske samfund har oplevet siden systemskiftet. Det kammerateri, i utvivlsom betydning korruption, som statsministeren direkte og over en bred kam, men udokumenteret anklagede Socialdemokraterne for, lader til at være normen i foreløbigt discountformat for hans egen regering. Lemfældig omgang med love og bestemmelser samt brud på god forvaltningsskik sideløbende med nedbrydningen af det danske kultursamfunds institutioner og strukturer er hovedkendetegnene for ministeriet Fogh Rasmussen. Med mellemrum viser afsløringerne sig så graverende at den perfektionistiske statsminister modvilligt må ytre et par indstuderede lidet troværdige moralske opstød om god ministeradfærd. Så er det den ene dag justitsministerens tiltuskede barnestol, så den næste en ditto balkjole, så kulturministerens sponsorerede briller, så finansministerens løgn, latin og smånumre med ejendomme og bopælspligt. Lutter mindre ting måske, men tilsammen et lidet flatterende og meget lidt tillidsskabende indtryk af et ministeriums magtfuldkomne egenopfattelse og moral. Oven i købet kommer historien om fartovertrædelserne i de kvikke ministerbiler. Ministerchaufførerne tildeles i givet fald diverse bøder for den slags, og burde alene derfor insistere på at holde sig på den rigtige side af loven. Men for en underordnet funktionær med kørekort til ministerbil er det sådan sin sag at afvise kravet om tempo fra en forjaget, stresset og usikker minister med førstemandens ord i baghovedet om at ikke at sidde og fise den af i ministerbilen. Ministerchaufførjobs hænger ikke på træerne i Thor Pedersens humlehave, offentligt ansatte er frit vildt, og såfremt én ministerchauffør ikke vil bryde færdselsloven, så vil en anden ministerchauffør hellere end gerne for
ikke yderligere at belaste de katastrofalt stigende arbejdsløshedstal. I øvrigt har politiet længe optrådt temmelig behersket i disse motorvejsfartsager, regeringen signalerede jo som noget af det første det betimelige i at køre ad helvede til.
Så var der endelig en vaks redaktion, der fik en lys idé, og dér sad de på bagsædet: Bendtsen, Pedersen, Rasmussen, Møller og Schmidt og flintrede derudad og undergravede atter respekten for loven. Flere af disse ministre, hvoraf ét stk. Gudhjælpeén er politibetjent, undlod kommentarer. Endnu et kendetegn ved denne regering: Så såre en minister er oppe i gyngen, holdes tæt over for den offentlighed, til manipulationsstrategien er på plads. Så går man gerne på tv og ofrer i popu-listisk anglen efter sympati en kriminaliseret søn for at redde skindet. Inspirationen til denne bizarre form for forvaltning kommer fra forestillingen om at man kreativt kan bogføre sig fra det meste, der rokker det sprukne fundament. Bare man gør det skamløst og vedholdende. Fogh Rasmussen er i den henseende en erfaren mand i kunstarten. Skønt statsministeren i sin tid osv. osv. i Skatteministeriet, vildledte Folketinget på det groveste og måtte gå af som minister, fremtræder han i dag tilsyneladende uden selv at brække sig over B.T. og den lammehaledikkende del af regeringspressen som et forbilledligt perfektionistisk dydsmønster. Men statsministeren er og kan ikke være et forbillede for andre end hukommelsessvækkede spytslikkere og kreative bogførere. I hans fortid ligger denne sag, som burde have separeret ham permanent fra statsministerposten, og som naturligt præger folkene i hans brød. Moralen er at moralen er bøjelig. Holder man kæft længe nok og insisterer på historieløsheden, kan man blive konge af Sverige – eller statsminister i et anløbent broderland.

Regeringens fjerde markante kendemærke er nedprioriteringen af danske værdier, med andre ord ovennævnte
historieløshed. Dette viser sig bl.a. ved uhyrlige besparelser på Na-tionalmuseet, som atter sender snese af specialister i denne centralinstitution til varetagelse af dansk fortidsforskning ud i den faglige ørkesløshed til gavn for ingen. Fremover kan museet ifølge kilder ikke overkomme ret meget andet end holde skruen i vandskorpen, til barbariet en skønne dag må høre op. I disse tider skal man ikke finde for meget i jorden, ikke hvis det fundne også skal bevares eller ligefrem udstilles. De storartede, ofte bevidsthedsudvidende særudstillinger som har været museets varemærke i en lang årrække, må fremover indskrænkes til én nedbarberet pro anno. Et udtryk for regeringen og dens flertals svigtende ansvarsfølelse og visionsløshed over for netop de nationale værdier, der ved enhver passende og upassende lejlighed fremhæves som umistelige for dansk identitet. Til støtte for denne organisrede uansvarlighed for danskernes fælles fortid kan regeringen regne med det danskeste af alle danske partier. Mens Dansk Folkepartis talsfolk svulmende af fædrelandspatos gerne brøler landsforræder efter folk med ren samvittighed, begår de selv med sindsro et anderledes håndgribeligt forræderi mod landets kulturelle arv. Hykleriet er fuldendt.
I den forbindelse skulle et par af de tapre patrioter tage lidt ud og rejse en gang i mellem. DF kunne passende sende Søren Espersen – manden der nu har dom for at være så dum ikke at have meldt sig ud af nazipartiet i tide – og åndsfællen Thulesen Dahl til Berlin. Dér kan de i Mar-tin-Gropius-Bau erfare hvorledes tyskerne uden forsnævring og
besparelser nogen steder fremstiller fonden af deres arkæologiske kultur og vision. Parentetisk bemærket kan de to folkeparti-politikere benytte lejligheden til at checke diverse løgnagtigheder om det tyrkisk-tyske mindretal i Berlin, som står at læse i deres og Ulla Dahlerups skandaløse partipublikation: Danmarks fremtid – dit land – dit valg, Forlaget Svindel og Humbug, 2001.

Tilbage til Gropius som virkelig er en udflugt værd – også for ordentlige folk. Udstillingen, som fylder hele Gropius centralplan hedder Menschen – Zeiten – Räume. Den fremstiller højdepunkterne i de sidste 25 års arkæologiske forskning og er et muss for alle med
lidenskab for faget og historie i det hele taget. Arrangørerne har udgivet to kataloger; den traditionelle moppedreng på et par kilo
a la internationale kvalitetsudstillinger og et mindre hæfte – vel at mærke på 80 smukt illustrerede, tæt trykte sider. Som følge af Tysklands tragiske historie 1933-45 blev store dele af landet wie bekannt udsat for det ragnarok, Hitler drømte om. Af samme årsag er arkæologien i det moderne Tyskland ikke kun oldtid og middelalder, pilespidser, potteskår og gammelt jern, men også udgravninger af det 20. århundredes fragmenterede levninger. Gro-
pius-udstillingen følger således historien til dørs. Sidste rum
afslutter med gribende efterladenskaber fra KZ-lejrene – samt de germansk heroiserende freskoer som arkæologerne fandt i den underjordiske SS-vagtkaserne ved udgravningerne af førerbunkeren under Rigskancelliet i Voss-Strasse. En sær fornemmelse at stå og glo på disse rædsomme nazi-gudebilleder, vel vidende at resterne af førerbunkeren stadig ligger under en legeplads på den anden side af Gropius og den sprællevende modsætning til Hitler-tiden, det nye Potsdam kvarter med filmhus, fest og farvede folk. Det skulle dén skiderik bare have set. Og fredsmarchen sidste lørdag, hvor 600.000 berlinere af alle etniske herkomster i fredelig fælles samvandring fra Tempelhof til Tiergarten sagde nej til krig. Også det kunne man have undt ham nede i hans selvskabte helvede.
Udstillingen i Gropius fortsætter i vintermånederne og kommer til undeskunsthalle i Bonn til maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu