Læsetid: 4 min.

Arabiske medier noterede sejr

Arabiske medier hilser det fransk-tyske initiativ velkommen. 52 procent tror på, at initiativet vil forhindre krigen, mens 48 tror det kun vil betyde en udsættelse, viser meningsmåling
12. februar 2003

Mens verdens muslimer fejrede den største helligdag i forbindelse med pilgrimsrejserne til Mekka, beskæftigede den arabiske og muslimske presse sig i stor stil med det tysk-franske fredsinitiativ. Reaktionerne er delte – der ses både velkomsthilsner og advarsler.
Den statskontrollerede kuwaitiske avis al-Seyasah er den eneste arabiske avis, der direkte anklager Frankrig og Tyskland for at have politiske og økonomiske interesser som baggrund for deres fredsinitiativ. Resten af de arabiske medier hilser initiativet velkommen, og beskriver det som en sejr for international lov imod den amerikanske dominans.
»Det fransk-tyske initiativ er kommet i sidste øjeblik og er præget af de politiske og økonomiske interesser, som begge lande har i
Iraks ressourcer, og i særdeleshed vil have efter en eventuel krig mod Irak. De to lande vil gerne være med til at dele kagen, og ikke blot overlade den irakiske kage til USA,« skriver al-Seyasah.
Lederen af Center for Strategiske Studier i Cairo Mohammed Said Idris udtaler til den uafhængige egyptiske avis al-Ahram, at det fransk-tyske initiativ egentligt ikke handler om Irak, men betegner en pan-atlantisk krise.
»Frankrig ønsker med dette initiativ at bremse den amerikanske indflydelse i Europa, mens USA vil bruge Iraksagen til at underminere EU’s skæbne,« siger Idris.
Den saudiske politiske kommentator Daoud Alsharyan mener til gengæld, at initiativet er et skuespil.

PR-nummer
»Frankrigs holdning er blot et PR-show, og landet vil i sidste ende hægte sig på det amerikanske tog.« Han mener, at franskmændene regner med at kunne overbevise araberne om, at Paris forgæves forsøgte at forhindre krigen, og at araberne derfor i efterkrigstiden, vil begunstige Frankrig i økonomiske henseender,« siger han til den prosaudiske avis al-Hayat .
Den statskontrollerede saudiske avis al-Madeena tvivler på muligheden for, at Paris og Berlin kan fastholde deres plan.
»Er disse landes (Frankrigs, Tysklands og Belgiens, red.) styrke til at modstå det amerikanske pres, kraftig nok til at fastholde deres modstand mod Irakkrigen?«
Avisen håber på, at arabiske lande også vil tage et initiativ for at skåne deres egne lande og befolkninger mod krigens konsekvenser.
De Forenede Arabiske Emiraters medier mener, at initiativet blot udsætter krigen.
»USA har stadigvæk vanskeligt ved at mobilisere en international legitimitet for sine planer i Irak, og har endnu ikke fået en blankocheck til at udføre disse planer.«
Jordans regeringsvenlige avis, al-Rai, mener, at Ruslands præsident Putin har valgt at ride på to heste, ved både at hilse Frankrigs og Tysklands initiativ velkomment og fortsat med at forhandle med USA om, hvad der skal gøres i forhold til
Irak.
»Ved at understrege, at der skal findes en politisk løsning for Irak og samtidigt forsigtigt at hilse det europæiske initiativ velkomment, har Ruslands præsident Putin valgt at spille både med europæiske og amerikanske kort i optakten til krigsskuespillet mod Irak,« skriver avisen og fortsætter, at Rusland både vil beskytte sine økonomiske interesser i Iraks olie og samtidig bibeholde bistanden fra Washington.
Et hurtigt blik på de arabiske medier viser, at araberne mener, at både amerikanere og europæere først og fremmest plejer deres egne politiske og økonomiske interesser, frem for at pleje verdensfreden.
Den statskontrollerede kuwaitiske avis al-Qabas gør – som andre arabiske medier – opmærksom på, at det fransk-tyske initiativ er rettet mod efterkrigstiden og ikke mod førkrigstiden.
»Tyskland og Frankrig, som er i gang med at opbygge et nyt – og stort – Europa, er interesserede i at have et marked for deres produkter og i at forhindre USA i alene at kunne kontrollere verdens næststørste oliereserve i Irak,« skriver al-Qabas.
Den uafhængige, London-baserede al-Quds al-Arabi bruger det fransk-tyske initiativ til at rette kritikken mod de arabiske konger og præsidenter.
»Europæiske lande (Tyskland og Frankrig, red.) er i opposition til Washington og risikerer dermed at miste en strategisk allieret alt imens de arabiske ledere står tavse og ikke så meget som erklærer deres støtte til den europæiske anti-krigsfront,« skriver avisens leder.

Med eller imod
»Ja, den franske holdning er dikteret af egne interesser og ikke af moral. Det er der ikke noget forkert i, så hvorfor kan de arabiske ledere ikke også forsøge at beskytte deres egen eksistens på tronen ved at forhindre amerikansk kontrol i området (Mellemøsten, red.),« skriver al-Quds al-Arabi.
Den uafhængige libanesiske avis Assafeer deler denne holdning og mener også, at de arabiske lande har og bør have økonomiske interesser i Irak, som de bør beskytte.
»Der havner hvert år fire milliarder dollar i den egyptiske statskasse fra handel med Irak og to milliarder dollar i den syriske statskasse. Skal disse penge kanaliseres til den amerikanske statskasse, som bagefter muligvis vil kaste lidt peanuts af i bistand til Egypten,« spørger avisen og tilføjer, at Egyptens præsident – i stedet for at tage afstand fra krigen – har indrømmet, at krigen kommer, og at araberne hverken kan forhindre eller udsætte krigen.
I Syrien beskriver medierne den seneste udvikling som en gentagelse af USA’s ultimatum: Enten er I med os eller også er I imod os.
Den statskontrollerede syriske avis Teshreen skriver: »Mens hele verden er imod krigen, står USA, England og Israel og nogle få små stater parate og på krigens side.«
Den uafhængige jordanske avis Addustour sammenligner krigsretorikken med muslimernes helligdag Eid Aladha, som holdes for at fejre, hvordan Abraham ofrer et af sine lam i stedet for at ofre sin søn på Guds befaling, og skriver i sin leder: Det er Eid Aladha, offerfesten... og her står den arabiske nation parat til at blive Abrahams nye offer.
Avisen al-Quds al-Arabi har udarbejdet en meningsmåling om arabernes holdning til det fransk-tyske initiativ. Målinger viser, at 52 procent tror på, at initiativet vil forhindre krigen, men 48 procent mener, at initiativet kun vil udsætte krigen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her