TEL AVIV I begyndelsen af denne uge stillede Sharon-regeringen det palæstinensiske selvstyre i udsigt, at man ville åbne forhandlinger om en delvis lettelse af den israelske besættelse. Det blev nævnt, at hæren ville trække sig ud af et antal byer, hvor selvstyret beredvilligt forsikrede at ville overtage ansvaret for at opretholde ro og orden.
Spekulationerne gik højt der var tale om Ramallah med formand Yasser Arafats hovedkvarter, hvorpå de blidere vinde ville brede sig til Tulkarem, Kalkiliya og Jenin. Men længere kom det ikke, for inden forhåbningerne havde taget mere konkret form smækkede Sharon låget i under henvisning til, at nye trusler om terrorangreb på israelske mål fordrede hærens fortsatte tilstedeværelse i de palæstinensiske byer.
Formelt er Sharons planer blot udskudt, men i udviklingen ligger den israelske leders implicitte dom over selvstyret som ude af stand til at efterleve hans forventninger.
Folkets støtte
»Det er da besnærende at tro, at Sharon virkelig vil hæve besættelsen og hjæple selvstyret på benene, men det hele er bare endnu et politisk trick,« siger Abdul Raouf Mahdi.
»Det her drejer sig slet ikke om os og vore nationale aspirationer, men om Sharon og hans politiske behov. Han har brug for at vise fredsvilje for at lokke Arbejderpartiet med i sin kommende regering og han har brug for at vise et pænt ansigt overfor George Bush, som forlanger total ro i dette område, mens hans fører krig mod Irak.«
Mahdi erkender, at palæstinenserne, og det skrøbelige selvstyre således lever på israelernes nåde, men understreger også, at det kunne være anderledes, hvis forholdene var til det. Han arbejder med internationale relationer på Gaza-kontoret for den palæstinensiske fagbevægelse, PGFTU, hvor man netop søger at udbygge den folkelige forståelse for demokratisk medindflydelse som grundlag for et civilsamfund, der så afgørende kan styrke selvstyret.
»Arafat har folkets støtte, det er der ingen tvivl om,« siger han.
»Men så længe den israelske besættelsesmagt ikke lader ham omsætte sin formelle magtposition i konkrete forbedringer af folkets levevilkår, forbliver denne støtte også af formel karakter.«
Hamas i kulissen
»Ved militær og politisk pression og mediekampagner mod det palæstinensiske folk, dets institutioner og dets ledere søger Israel at udmatte palæstinenserne, at skubbe dem stadig tættere på en unilateral erklæring om standsning af fjendtlighederne, mens Israel fortsætter med at udvide bosættelser og styrke sit apartheid-system,« siger den palæstinensiske analytiker Mustafa Barghouti.
Ansvaret for tingenes ulykkelige tilstand lægger han ubetinget på Israel, som dermed også må tage skylden for at have drevet en kile gennem den palæstinensiske enighed, Barghouti ser som afgørende for at selvstyret kan fungere.
»Vi kan ikke nå frem til nogen national strategi uden at etablere en samlet, national ledelse,« siger han.
Barghoutis lidt bombastiske udtalelse får perspektiv af en virkelighed, hvor Hamas og andre palæstinensiske oppositionsgrupper hver dag underminerer selvstyret ved deres blotte tilstedeværelse. Som den største har Hamas støt udbygget sin folkelige opbakning ved at overtage sociale og samfundsmæssige opgaver efterhånden som selvstyrets økonomiske formåen svandt ind, og ved at fortsætte den væbnede kamp mod Israel
Flere analytikere peger på et memorandum, som højtstående kilder i selvstyrets sikkerhedstjeneste udsendte i denne uge. Heri står at læse, at Hamas erklærede våbenhvile kun er et taktisk skridt, som på længere sigt skal føre til en overtagelse af Fatahs position som den dominerende palæstinensiske fraktion.
Ifølge dokumentet venter Hamas nu kun på tomrummet efter Irak-krigen til at åbne magtkampen i selvstyret, som man dog indadtil vil føre med fredelige midler og vinde popularitet ved nye angreb på Israel.
Fraktionspolitik
Professor Hillel Frisch fra Begin-Sadat Centeret for Strategiske Studier ved det israelske Bar Ilan Universitet mener dog ikke, at Hamas bevidst stræber efter en magtovertagelse, men vil være hurtig til at udfylde et tomrum, som allerede er synligt.
»En af mine kontakter i Hamas fortalte mig i denne uge, at organisationen til enhver tid arbejder efter de aktuelle magtpolitiske forhold, og disse mere og mere peger i retning af selvstyrets totale sammenbrud. Hamas gør ikke noget for at fremme denne udvikling, men gør på den anden side heller ikke noget for at forhindre den. Hamas står klar til at overtage magten når tiden er inde,« forklarer han.
Denne situation er opstået ved at Yasser Arafat for længe har forsøgt at spille på flere heste, hvilket har skabt et stærkt fraktionsdelt politisk billede, som minder om det splittede PLO i 70erne.
»Selvstyret er efter min opfattelse helt ude af stand til at genindtage sin gamle magtposition med mindre det indleder et nært samarbejde med Israel, hvilket indebærer nogle meget alvorlige risikomomenter indadtil,« siger Hillel Frisch videre.
Hold på Arafat
Fortalerne for samarbejdet satser stort ved at gå imod en udbredt folkestemning, hvorfor denne lejr begrænser sig til den nye palæstinensiske indenrigsminister, Hani el Hassan, og Nablus borgmester, som åbent klager over et omsiggribende anarki i byen. Et par tidligere sikkerhedschefer, Muhammed Dahlan og Jibril Rajoub yder meget diskret støtte fra sidelinjen.
»Det springende punkt er hvordan Arafat stiller sig, for han har endnu ikke sagt noget,« fortsætter Frisch.
»Men jeg tror, at en beslutning vil tage form efterhånden som kritikernes stemmer bliver klarere og som de folkelige krav om demokrati og medindflydelse breder sig. Så længe den proces står på er det utroligt vigtigt at holde på Arafat, for falder han eller bliver han fjernet vil der også være lukket op for en uundgåelig magtstrid, som bliver værre og mere bitter på Vestbredden fordi selvstyrets institutioner der er endnu mere svækkede end på Gazastriben.«
