Læsetid: 4 min.

Barça forbløder

Den katalanske fodboldklub F.C. Barcelona har i desperation over historiens ringeste resultater skiftet træner og ansat serberen Radomir Antic
7. februar 2003

Fodbold
Louis Van Gaal kunne ikke holde tårerne tilbage, da han tirsdag den 28. januar forlod posten som træner for F.C. Barcelona traditionsrige fodboldklub. Den hårde hollænder, der altid har beskyttet sig bag arrogancens facade, sagde med dirrende stemme: »Jeg bærer ikke nag; Jeg er trist og skuffet. (...)Jeg styrede dette hold, og jeg er den hovedansvarlige.«
Van Gaals gamle hovmod var i dette sekund forvandlet til den absolutte modsætning. Folk fik næsten medlidenhed med ham. Hollænderen var pludselig blevet helt menneskelig.
Van Gaal blev fyret af Barça for tre år siden, men i sommers blev han hentet tilbage til klubben af præsidenten Joan Gaspart – på trods af at han var blevet kasseret som hollandsk landstræner, ude af stand til at kvalificere Orange-landet til VM.
Barça er ved at forbløde efter syv måneder med Van Gaal ved roret. Holdet ligger kun tre point fra nedrykning, og det er den værste sæson i klubbens historie.
De mange sejre i den europæiske Champions League kan ikke dulme tilhængernes nerver, for når alt kommer til alt, er det den spanske liga og det evige opgør med ærkerivalerne fra Real Madrid, der tæller i det katalanske hjerte. Holdet har tabt flere kampe, end det har vundet. Det ene ydmygende hjemmebanenederlag er fulgt efter det andet. Camp Nous tribuner er i oprør under vredens hvide tørklæder.

Spillemæssig krise
Van Gaal kommer aldrig tilbage efter den 28. januar, men han tog små fyrre millioner kroner med i tasken, fordi han blev fyret for tidligt.
Barça forbløder dog stadig. I sidste weekend blev holdet klædt af med et 3-0 nederlag imod Atletico Madrid, der også befinder sig i en spillemæssig krise. Men mod Barça er intet hold for ringe for tiden.
Alles blikke er rettet mod præsidenten Joan Gaspart. Det er ham, som flere og flere fans føler er den egentlige hovedskyldige. Det var imod Van Gaals ønske, at han hentede argentineren Riquelme til Barcelona. Og det er Gaspart, der nægtede hollænderen at købe forstærkninger til forsvaret og en ny målfarlig angriber. Før det hele gik i opløsning.
I små tre febrilske år som præsident har han spenderet en milliard kroner på nye spillere. Resultatet er miserabelt. Klubben sidder i gæld til toppen af Camp Nous lysmaster, og horisonten er mørk og kold.
F.C. Barcelona befinder sig på randen af en bankerot, men endnu er der små andenrangs finansinstitutter, der tør låne klubben penge.
»Du er uduelig. Forsvind herfra,« råbte indignerede fans, da Gaspart den 27. januar vendte hjem fra Vigo med et 2-0 nederlag til Celta i bagagen.
»Vis menneskelig barmhjertighed. Lad mig gå i fred!« sagde præsidenten og blev gelejdet gennem folkemængden med assistance fra politiet.
Gælden vil Barças fans med sikkerhed bære over med. Men de manglende sportslige resultater... det er noget andet. Det er utilgiveligt. Holdet har intet vundet i Gasparts tid som præsident. Mens han lod verdensstjernen Rivaldo løbe gratis til Milan, har ingen af hans dyrt indkøbte andenrangsspillere – omdøbt som ’cracks’ – tilkæmpet sig en fast plads på holdet. De varmer udskiftsbænken op med mellemrum, men kaster ingen stjerneglans ind over grønssværen.

En taber hyres
Vrede medlemmer har skrevet under på, at der bør holdes en mistillidsafstemning om Gaspart. Endnu holder han ud, selv om hele seks vicepræsidenter har forladt den synkende skude i hans regeringstid.
Fredag den 31. januar ansatte han så den 53-årige serbiske træner Radomir Antic, der har været arbejdsløs, siden han førte Oviedo til nedrykning i 2001. Folk, der er ydmyget og har vist sig som tabere, vil Joan Gaspart godt satse på – måske fordi de er et spejlbillede af hans egen uformåenhed som leder.
Antic var engang en træner, der nød stor respekt, specielt fordi han som træner for Atletico Madrid sikrede liga- og pokalsejr i 1996. Men i år 2000 førte han Atletico til nedrykning, og siden fulgte et langt mareridt i Oviedo.
Serberen har sagt ja til sin livs opgave. Barça virker som et borgerkrigsområde, hvor selvdestruktionens kræfter og kaos er stærkere end håbet på fremtiden. Serberen ved, hvad han går ind til. Han har efter to nedrykninger intet at miste og alt at vinde. Han har råd til at satse. Og bliver han fyret, forgyldes han nok af Gaspart.
Antic forsøger at tale selvtilliden ind i spillerne, der hvor den ikke findes. Han er under pres før hjemmekampen mod Atletico Bilbao på søndag. Hver kamp vil være en skæbnekamp. Antic siger selvsikkert, at han vil lede Barça til sejr i årets Champions League, hvor holdet stadig lever. Og han skryder om, at han kan føre holdet op på en af de fire første pladser i de spanske liga, der giver adgang til næste års europæiske turnering. Det skal han sige. For det er der, de helt store penge i reklamer og tv-indtægter er gemt. Hvis ikke det lykkes, er det ikke bare Antic, der vil blive fyret. Så vil Gaspart næppe overleve som præsident.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her