Belgien taler højt

Portræt
BRUXELLES – Af børn og fulde folk. Men også fra små lande skal man af og til høre sandhed. Selv om Belgien var sammen med Frankrig og Tyskland om i går at blokere for, at NATO her og nu kan gå ind i den forestående konflikt mod Irak på Tyrkiets side, så var Belgiens udenrigsminister Louis Michel alene om at sætte ord på sin begrundelse. Meget udiplomatiske ord:
»Det lykkedes dem ikke at fange bin Laden, så nu må de finde en anden fjende, de kan slå. Jeg tror det har med magt at gøre og formentlig også med olie og den ydmygelse, de har været udsat for.«
Ordene kunne være faldet på hvilken som helst arbejdsplads eller bar. Men de kom fra Michel, der således med et slag blev det første talerør med ministertitel for den udbredte europæiske mistillid, der hersker over for USA’s reelle motiver bag krigen mod Irak.
Michels chef, ministerpræsident Guy Verhofstadt, tilføjede, at USA’s forsvarsminister Rumsfelds meget stærke ord over weekenden, ikke gjorde indtryk: »Vi lader os ikke intimidere,« sagde Verhofdstadt. Og Louis Michel tilføjede »Bare fordi man er et lille land, skal man ikke systematisk tilpasse sig.«
Med det fulgte naturligvis også den overordnede begrundelse, at det var for tidligt at gå ind på krigens logik, når verden og FN endnu afventer Blix-rapporten den 14. februar.
Tilbage står det indtryk, at den belgiske duo endnu en gang har gjort sig bemærket ude i verden. Det lille land, der huser NATO’s to vigtigste institutioner i Europa, hovedkvarteret i Bruxelles og den strategiske kommandocentral SHAPE i Mons, havde talt Washington midt imod.

En ny tone
De to herrer overtog regeringsmagten sammen sommeren 1999, og siden har belgisk politik ikke været helt det samme. Hvor ordet kompromis hidtil nærmest var synonymt med belgisk indenrigspolitik på grund af de evige stridigheder mellem fransk og nederlandsk talende belgiere, så har udenrigspolitikken fået en ny klartone. Nogen vil sige skinger. Belgiens nye rolle som stålsat land med principper blev først opdaget af omverdenen, da 14 EU-lande i januar 2000 besluttede, at det var uacceptabelt, at Jörg Haiders højre-ekstremistiske frihedsparti skulle have del i regeringsmagten i Østrig. Hvor mange af de 14 landes ledende politikere hurtigt opdagede, at de med den diplomatiske boykot af Wien, havde rodet sig ind i en politisk blindgyde, så blev Louis Michel utrætteligt ved med at tale og tale og tale.
Han var sammen med den franske regering ansvarlig for, at Østrig-sagen fik lov til at gå sin lange gang. Reelt var sagen nemlig også et stykke belgisk indenrigspolitik. I over er årti har alle Belgiens politiske partier med benhård disciplin fastholdt, at man ikke arbejder sammen med det højreekstreme parti, Vlaams Blok, også selv om det i visse byer er det største. I Haider-sagen fik den liberale Michel luftet det samme princip med europæisk megafon, så ingen kunne tage fejl.
Guy Verhofstadt har ikke alene skrevet historie ved at lede den første koalitionsregering i en menneskealder, der regerer uden de katolske kristdemokrater, og som oven i købet har taget De Grønne med i regering. Verhofstadt lagde for næsten 20 år siden ud med et image som superliberal Thatcher-klon, men har siden modnet til en leder, der aftvinger respekt. Under det stor EU-slagsmål i Nice var han en af de få, der stod fast på, at de små EU lande ikke skulle have en dårlig handel i den ny traktat.

Undskyldning i Rwanda
Han har også kastet sig ud i bløde manøvrer, som ikke før er set i belgisk politik. Verhofstadt rejste således til Kigali i Rwanda forrige år, og undskyldte den medskyld, den tidligere kolonimagt Belgien havde i folkemordet på tutsierne. I samme boldgade har Verhofstadt tilladt udnævnelsen af en progressiv direktør på det belgiske Afrika-museum uden for Bruxelles. Her er der nu annonceret en udstilling om Kong Leopolds brutale regimente i Congo i det 19 århundrede. Det påståede folkemord på op til 10 mio. congolesere er aldrig blev taget op officielt.
Med til denne ansvarets logik hører det også helt aktuelt, at Belgien fastholder en politisk kontroversiel lov, der gør det muligt at sigte den israelske ministerpræsident Ariel Sharon for hans rolle i massakrerne på palæstinensiske flygtninge i lejrene Shabra og Chatila. Det har fremkaldt stor vrede i Israel også efter, at det er blevet klart, at loven først kan ramme Sharon, når han ikke længere er dækket at politisk immunitet.
Storhedstiden for duoen Verhofstadt-Michel skulle have været efteråret 2001, da de havde EU-formandskabet. Og den 11. september gav tilmed halvåret en ekstra historisk aura. Men de måtte sande, at EU ikke nyder samme respekt over alt. Da Michel rejste til Washington sammen med Javier Solana for at diskutere krisen på hele EU’s vegne, havde Colin Powell ikke tid til at møde ham, men sendte en topembedsmand. Hvis Powell ikke nåede at møde belgierne dengang, så er han i går blevet mindet om deres ikke helt så diskrete eksistens.

Guy Verhofstadt
Født i flamske Termonde 1953, liberal ministerpræsident i Belgien siden 1999. Uddannnet avokat, og blev formand for de flamske liberale i 1982 med tankegods fra britiske Margaret Thatcher. Regeringschef for blå-grøn-rød koaliton i 1999

Louis Michel
Født 1947 i vallonske Tirlemont, udenrigsminister og vice-ministerpræsident siden 1999. Professor i germanske sprog. Formand for det vallonske liberale parti 1988-90.