Læsetid: 5 min.

Blanchots forsvinden

Den indflydelsesrige og dybt diskrete forfatter Maurice Blanchot er omsider, 95 år gammel, blevet indhentet af den død, han altid havde haft et forhold til
26. februar 2003

Nekrolog
PARIS – Det var i lørdags, at rygtet om den franske forfatter Maurice Blanchot så småt begyndte at komme i omløb i Paris. »Og nu er Blanchot død,« var der én, der fortalte til en fernisering. Det lød som et statement, man ikke engang modsagde eller spurgte til, for enten troede man, at han var død for længe siden – rygterne er gået siden 70’erne, og han blev erklæret død i en skolebog i 1980. Eller også at han var udødelig, fordi hans tekster i den grad tilhører det forrige århundredes litteraturhistorie, at »han var epoken i egen person«, som Hélene Cixous formulerede det i Le Monde.
Men det kunne man først læse mandag, hvor alle de store aviser omsider skrev på forsiden, at Maurice Blanchot var død, og Liberation lakonisk tilføjede, at »denne gang ser det ud til at blive ved med at vare ved«.
Dødens, udslettelsens, nattens og stilhedens store skribent døde rent faktisk 95 år gammel sidste torsdag i en forstad til Paris. Man var, som Liberation skrev det, »bange for, at han drev diskretionen til sin yderste grænse, så han udslettede selve udslettelsen«.
Men døden synes at have sat så meget punktum, at man omsider, mandag, kunne læse de sporadiske biografiske elementer, journalisterne havde til rådighed. Og betragte de eneste to fotos, der findes af manden, efter et langt liv: et ungdomsbillede fra 1920’erne og et billede af en olding i en kedelig parisisk forstad fra 1990’erne.
Blanchot var den sidste forfatter i en generation, der omfattede navne som Marguerite Duras, Dionysos Mascolo, Emmanuel Levinas og
Pierre Klossowsky, og hans indflydelse blev afgørende for en efterfølgende generation af forfattere og tænkere som Roland Barthes, Jacques Derrida, Michel Foucault eller Jean-Luc Nancy og hele den litterære bevægelse, der samlet kan kaldes ’poststrukturalisme’. En indflydelse, som endnu ikke er hverken udtømt eller udredt.

Dækkede over fortiden
Det er blevet mere end antydet, at Blanchots diskretion om sin biografi var et dække over en journalistisk fortid, han ikke var stolt af. Han blev født i 1907 og voksede op i Quain i Bourgogne i en velhavende katolsk familie. Han studerede filosofi, medicin og psykiatri i Strasbourg i 1920’erne, hvor han blev ven med filosoffen Levinas, der introducerede ham til Heidegger og Husserls tænkning.
Det mørke kapitel består i en heftig journalistisk aktivitet i ekstremt højreorienterede udgivelser i 1930’erne.
»Voldsomheden af disse tekster gør dem svært acceptable,« skriver Patrick Kéchichian i Le Monde, »skønt de indskriver sig i en tid, der var frugtbar for den slags udskejelser: antiparlarmentarisme og et elitært og aristokratisk syn på verden strejfer det, der i forfatterens egne øjne er hans største synd: antisemitismen.«
Men var dette forsyndelsen, så lod fortrydelsen ikke vente på sig. Ved starten af besættelsen af Frankrig knyttede Blanchot sig til modstandsbevægelsen. Han stiftede bekendtskab med George Bataille, Jean Paulhan og ikke mindst Robert Antelme, den senere forfatter af L’Espece humaine, hvor livet i koncentrationslejrene beskrives. Og fra slutningen af krigen blev judaismen, Auschwitz og Shoah, de »absolutte hændelser, hvor selve meningen er blevet ødelagt«, udgangspunkt for hans videre virke som forfatter og kritiker.
Men allerede i hans første litterære udgivelse fra 1941, den særegne roman Thomas l’Obscure, har litteraturen ’omvendt’ Blanchot. Den mistroiske Thomas, der er navnebror til romanens hovedperson, omvendes ved at stikke fingrene i Jesu sår.
Blanchot omvendes radikalt ved at gå i kødet på litteraturen. Her anslås det tema om skriften og døden, der får så stor betydning ikke alene for ham selv, men for tekstlæsning lige op til nu.
For Blanchot skriver ikke om døden. Skriften er døden. I den forstand, at skriften eller tanken eller det begrebne altid nødvendigvis er afstand til væren. Døden er at forstå som det omvendte af væren: »At være eller ikke være«, som en anden stor forfatter nedfældede det. Det er dér, hvor subjektet sætter sig på afstand af verden i sproget, at det bliver til. Og mister sin rene væren: »Jeg tænker,« sagde Thomas, og denne usynlige uudsigelige og ikke eksisterende Thomas, som jeg blev, gjorde, at jeg fra da af aldrig var dér, hvor jeg var, og at det oven i købet overhovedet ikke var mystisk«.

Det er det skrevne, der tæller
»Jeg tænker, ergo er jeg ikke,« mener Thomas og også Blanchot. For der, hvor tanken er, er det netop ens væren, der undslipper en. Man tænker med eller i sproget, og således har sproget et konstant forhold til ikke-væren eller med andre ord: døden. I litteraturens yderste eller ypperste forhold er det ikke, hvad man skriver om, der er interessant, men at man overhovedet skriver. Subjektet eller ’jeg-et’ findes der, hvor man ikke er (levende).
Og her er naturligvis en anden grund til, at en forfatterbiografi, ifølge Blanchot, var så overflødig, at offentligheden stadig stort set ikke har adgang til andre informationer end hans bibliografi.
Det er i skriften, man på en gang er og ikke er til. Og så er det selvfølgelig ganske ligegyldigt, om man har været gift eller ej, om man boede i Syd- eller Nordfrankrig, hvad man spiste til morgenmad, eller om den eneste kæreste, man måske havde, var Batailles tidligere elskerinde Denise Rollin.
I skrifterne var der fortsat meget at høre fra Blanchot. Hans rasende modstand mod de Gaulle. Hans modstand mod Frankrigs politik i Algeriet og kravet om landets selvstændighed. Hans tanker i 1960’erne om et kommunistisk fællesskab, der ikke var baseret på lighed, men radikal forskel, en bitter erfaring fra hans egen antisemitistiske fortid.
Men ikke mindst hans læsning og originale indsigt i forfattere som Mallarmé, Kafka, Nietzsche, Hölderlin, Sade, Rilke eller Beckett. Altid med øje for det neutrale, udgangspunkt eller ’dødens rum’, som teksten indeholder, i en grad, så forfatteren Philippe Sollers hævder, at det eneste, Blanchot belyser, er Blanchot.
Hans venner fortæller, at han var høj og blond, og på et foto fra 1920’erne kan man se, at han engang har siddet på forskærmen af en bil sammen med sine venner og med Emmanuel Levinas yderst til venstre. Resten af hans liv og død er fortsat at finde i hans tekster.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her