Læsetid: 4 min.

Broen og den blå ridder

To kunstnergrupper, som tegnede billedet af tysk ekspressionisme, på velskabt visit i Kunstforeningen
26. februar 2003

Billedkunst
For anden gang besøger Serge Sabarsky Samlingen Kunstforeningen. Sidste år så vi et fremragende udvalg af hans billeder af Wienerkunstnerne Schiele, Klimt og Kokoschka, denne gang gælder det tysk ekspressionisme.
Sabarsky (1912-1996) var wiener og flygtning under krigen, som kostede hans mor og andre jødiske slægtninge livet. I 1950’erne begyndte han at samle tysk og østrigsk kunst, og i 1968 åbnede han galleri i New York. Sin privatsamling ønskede han at dele med andre. Derfor rejser den meget.
I 1950’erne var der kun få, ud over emigranterne, som interesserede sig for tysk ekspressionisme, og værkerne kunne i London og Paris købes for meget små penge. Det var de tyske ekspressionisters skæbne, at de under nazismen blev forfulgt som ’entartete’, og efter krigen blev nedvurderet som værende ’for tyske’.
Det var i væsentlig grad kunstnerne fra de to sammenslutninger Die Brügge (Broen) og Blaue Reiter (Blå Ridder), som tegnede tidens profil. Impressionismen var et overstået stadium; det var Van Gogh, Edvard Munch og de franske Nabier og Fauvister, som var de maleriske forbilleder.
Stærke farver sat op mod hinanden, anti-klassisk forenklede former med markante konturer var deres sprog. De var samfundskritiske og søgte det primitive og oprindelige hos børn, indfødte og galninge – og i den brugte kvindekrop.

Bro til idealverden
Die Brücke, stiftedes i 1905 og leverede mere end 70 udstillinger før krigen. Navnet refererer til Nietzsche, der taler om mennesket som en bro til en højere og friere idealverden, en verden, som ifølge kunstnerne var deres, fordi hos dem smelter liv og kunst »umiddelbart og uforfalsket« sammen, befriet for tradition og borgerlighed.
Stifterne var Ludwig Kirchner, Erich Henckel og Schmidt-Rottluff, og deres værker repræsenterer den første bølge af ekspressionisme. Siden sluttede Max Pechstein og Otto Mueller sig til.
Bedst repræsenteret er Erich Henckel med både grafik og det prægtige maleri af den kokette Fränzi med dukke fra 1910. Som hos Post-impressionisterne er konturerne trukket op med sort, rummet uden dybde og farverne adskilt og uden relation til lyset. Af Kirchner ses mere romantiske pasteller og karakteristiske farvetræsnit med orangefarvede badende i grønne landskaber, der, ligesom Henri Matisses dansere, var inspireret af japanske træsnit. Af Pechstein er repræsentationen meget forskelligartet og hos Mueller ligeså. Man har klart villet vise bredden af de enkelte kunstneres grafiske arbejde.
Også Emil Nolde var en kort overgang medlem af gruppen. Et rum er viet hans farvelagte grafik 1907-17 med profeter og menneske-par samt en enkelt glødende akvarel. Han skaber en helt egen mere varm og humoristisk atmosfære.
En af kunstnernes store fortjenester var deres vægt på grafik – især træsnittet brugte de med stor effekt – og således opnåede de, at deres værker blev spredt blandt et stort publikum.

Den blå rytter
1911 til 1914 eksisterede et andet kunstnerfællesskab, Der Blaue Reiter, bestående af russerne Wassily Kandinsky og Alexej Jawlensky, samt August Macke og Franz Marc, som begge faldt i krigen. Den egentlige primus motor var faktisk en kvinde, russisk baronesse, Marianne von Werefkin, som allerede i 1903 havde forstået det nye, som skete i Paris, og som tog sig af Jawlensky og var muse for Kandinsky. Hendes magiske billeder kan ses på museet i Ascona.
Deres verden er mere poetisk og spirituel. Kandinsky er repræsenteret med et tidligt, ornamentalt træsnit og Marc og Macke med lyriske, naturinspirerede billeder, mens Jawlensky står for et herligt groft, næsten byzantinsk portræt, Infantin.
Første Verdenskrig skabte samfundsrevsere.
På efterårets store, retrospektive udstilling af Max Beckmanns kunst i Centre Pompidou i Paris, slusedes de besøgende gennem et rum, hvor gamle filmoptagelser viste grufulde billeder fra Første Verdenskrigs skyttegrave og slagmarker. Dermed var forståelsen for de efterfølgende billeder prentet i sindet. Og lige meget hvor barske og karikerede hans og kammeraterne, Otto Dix og George Grosz’ billeder af den tyske hverdag efter krigen kan synes, er der dækning i virkeligheden som den oplevedes af veteraner, krigsinvalider – og ludere (krigsenker?).
En overvejende del af københavner udstillingens billeder stammer fra 1920’erne, da den nådesløse realisme kaldet ’Neue Sachlichkeit’ vandt over ekspressionismen. De stærke farver forsages til fordel for en akademisk modelering med lys og skygge. Der sker en objektivering af modellen, som studeres uden blusel eller forstillelse, f.eks. i nøgenstudier af Dix, der også er mester for det perverterede portræt af Leonie, en sminket dødning, soldat og pyntet luder i samme person.
Af Beckmanns kunst vises meget forskellige blade og af Grosz kun et enkelt billede, men sjældent har luften omkring den slidte kærligheds seng været så beklumrede som i maleriet Par i værelse.
Også Paul Klee sluttede sig en overgang til Blaue Reiter. Et enkelt maleri af ham bringer et pust fra en anden verden, og et andet fremmedelement var den tysk-amerikanske kunstner, Lyonel Feininger, hvis gotiske kubisme og lyriske kolorit er fint illustreret. Han blev kaldt til Bauhaus som lærer i grafik fra 1919 til 1933, slutåret for modernismen i det nazistiske Tyskland.
Det er en meget seværdig udstilling, som tager sig glimrende ud i de hjemlige lokaler. Og takket være den farvelagte grafik ses helt væsentlige arbejder af de fleste kunstnere. Der er ting at hente, meget forskellige ting – og det betyder, at mange slags mennesker vil kunne gå hjem med en eller anden slags oplevelse.

*Ekspressionisterne – fra Serge Sabarsky Samlingen, Kunstforeningen, Gl. Strand. Dagl. 11-17, ma. lukket, t. 4. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu