Spot
I en af John le Carrés spionromaner om George Smiley og det engelske efterretningsvæsen sidder en agent en aften på en lille tyrkisk café i Berlin og ser på Muren fra den vestlige side.
Han ræsonnerer over den verden af bedrag, svig og svigt, han lever i, men siger så til sig selv, at trods al tvivl og desillusion, så fortæller synet af dette bygningsværk altid, at han trods alt er på den rigtige side i den tavse og beskidte krig mellem øst og vest.
Intet stykke arkitektur er kommet bare i nærheden af den symbolværdi, Berlinmuren fik for os børn af Den Kolde Krig.
Opførelsen af den godt 45 km lange »antifascistiske beskyttelsesvold« startede i august 1961 på et tidspunkt, da DDRs arbejdsduelige befolkning var begyndt at stemme med fødderne i et omfang, regimet ikke længere kunne tolerere. Således flygtede over 30.000 fra den første arbejder- og bondestat af tysk nation alene i juli måned 1961.
I starten var spærringen mellem øst og vest forholdsvis primitiv, men med årene blev den udbygget til det stadig mere sofistikerede med to betonmure med et mineret ingenmandsland imellem, og masser af vagttårne bemandet med regimets udvalgte grænsetropper, der fra 1971 havde stående ordre til at skyde for at dræbe. Omkring 250 østtyskere menes at være omkommet under »forsøg på republikflugt« over og under muren og gennem de syv grænseovergangssteder.
For nogle faldt verdensbilledet sammen, da muren blev åbnet i november 1989 begyndelsen til enden for DDR. Andre af os græd af glæde over billederne af det forhadte betonmonument, der ikke længere skilte øst fra vest.
Når man i dag besøger Berlin, skal man lede grundigt og længe for at finde spor og rester af Berlinmuren. Dens skæbne blev at tjene som opfyldningsmateriale eller blive solgt i småstykker som souvenirs. På den ene side er det til at forstå, at berlinerne ville have det forhadte symbol væk, på den anden side er det en skam, at man ikke har bevaret lidt mere af den som et memento for eftertiden.
Enkelte grænsesoldater, der fulgte skydeordren, er blevet retsforfulgt for drab, og tre medlemmer af DDRs forsvarsråd har fået domme for at give ordren.
Alt dette er ved at blive fjern historie for nye generationer, mens vi, der passerede Checkpoint Charlie på vej ind i Berlin Hauptstadt der DDR, mens den endnu stod, aldrig vil glemme det.
Tiden omkring murens opførelse står som et af lavpunkterne i Den Kolde Krig, og i Gyldne timer (i dette tilfælde måske en lidt misvisende titel) kan man i aften følge med DRs legendariske udenrigskorrespondent Robert Christiansen til Berlin i de højspændte dage i eftersommeren 1961.
*DR2: Gyldne timer. Berlin den permanente krise. Kl. 17.40
