Læsetid: 2 min.

Dramatisk powerplay

Marianne Mortensen og Finn Storgaard imponerer stort i Vivian Nielsens sympatiske dramabiografi over malerægteparret Krøyer
27. februar 2003

Teater
Biografi-genrens enorme popularitet sladrer lydeligt om vores akutte behov for sammenhængende livshistorier.
Kunstner-biografien har yderligere historisk hævd som selve den eksemplariske menneskefremstilling – efter P.O. Enquist ganske vist krydret betragteligt. Så de folkekære skagensmalere ligger godt til. Vivian Nielsen, der tidligere dramatisk har biograferet både Thit Jensen og Asta Nielsen, har kastet sit analytiske blik på malerægteparret P.S. og Marie Krøyer, med særlig vægt på sidstnævnte.
Den yderste nat, der havde urpremiere på Vendsyssel Teater, er vel hverken tematisk eller dramaturgisk noget nybrud, men det kræver betydelig dramatisk sans at se og at realisere mulighederne for stærke karakterroller i det idylglaserede og mangfoldigt skrøbelige par.
Stærke karakterroller i moderne dansk dramatik er der ikke for mange af. Og når man har så formidable spillere som Finn Storgaard og Marianne Mortensen til rådighed, er der dømt succes, og det velfortjent.

Uhellig trekant
Juleaften omkring forrige århundredeskifte på Skagen. I den smagfulde stue gantes Marie ugenert med sin officielle elsker, den svenske komponist Hugo Alfvén; Krøyer er indlagt på anstalten i Middelfart, fuld af maniodepressive tvangsforestillinger.
Men pludselig er han der, og så er om ikke Fanden løs, så dog brikkerne stillet an til et par drøje sandhedens timer.
Krøyer er i højt gear. Vitser gavmildt eller kynisk hen over situationens åbenlyse pinlighed, drikker, skåler, pjatter, ikke til at skyde igennem. Spiller f.eks. alfaderen, overfor hvem Alfvén må bevise, at han er den bedre mand for Marie – der for en stund er ude at se til husholdet. Fin komik, og sikker halvlegsføring til Krøyer; Alfvén en temmelig våd hund.
I anden halvleg er tonen skiftet. Alfvén absenterer sig, og ægteparret kan endelig tale i klartekst. Marie kan. Hun elsker nok stadig Krøyer, men hans patriarkalske kunstnerhovmod har ikke levnet rum til hendes talent og drømme. Men låst hende fast som den evige model og stilige husfrue.
Ibsen og Strindberg har ikke levet forgæves, og selv om Vivian Nielsens dialog vel ikke besidder deres djævelske dobbeltbund, så er Maries smertelige erkendelse af ægteskabets fallit genuint skrevet – og spillet. Nu vil hun endelig »ha’ mig selv«.

Skuespillertriumf
For den der især husker Finn Storgaard fra Huset på Christianshavn, er det en sand fornøjelse at opleve ham her. Svingende mellem suveræn egoisme, elskværdig poseren, naivt glad skønhedsglæde, forvirret barnlig tryghedssøgende og dybe øjnes truende vanvid. Umærkelige eller bratte overgange – never missing a beat.
Og Marianne Mortensen bare kan sit rolleregister. Hustrusødmens rutiner, krænketheden med de stramme mundvige, stoltheden i protesten. Smuk som et billede, og helt sin egen. Instruktør Ulla Gottlieb har renset hendes spil helt for manérer.
Som antydet er Alfvéns rolle ikke betydelig. Hund i større magters keglespil. Om det er rollens konturløshed eller Henrik Birchs noget blege spil, der er problemet, er svært at afgøre. Men sikkert er det, at den maskuline power han trods alt som sejrrig elsker bør have, den syner ikke af meget. Han bliver ren katalysator for det krøyerske magtspil. Dét er til gengæld et virkeligt powerplay. Til fulde huse i Hjørring, og snart over det ganske land.

*Vivian Nielsen: Den yderste nat. Instruktion: Ulla Gottlieb. Scenografi: Åsa Lieberath. Spillere: Marianne Mortensen, Finn Storgaard og Henrik Birch.

*3-8. marts på Folketeatret/Hippodromen, København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her