Læsetid: 5 min.

Drengenes mad

Hotdog-kulturen er en drengekultur for drenge i alle aldre – men ikke for tøser, for nu at sige det rent ud
21. februar 2003

(2. sektion)

Hotdoggen
»Hvis man skal spise sparsommeligt i Amerika, kan man købe sig et lille varmt brød med en pølse indeni, de er praktiske, de sælges på hjørnet af de små gader, slet ikke dyrt.«
Sådan står der i en fransk roman fra 1932, ingen ringere end Louis-Ferdinand Célines Rejse til nattens ende, her citeret fra Lars Bonnevies nyoversættelse fra 1999. Det må være en af de allerførste
europæiske omtaler af hotdoggen, der altså endnu, må vi tro, var et ret ukendt fænomen i 30’ernes begyndelse. Der er ingen reservation i Célines beskrivelse, ingen bornert, fransk og gammeleuropæisk rynken på næsen.
Hans hovedperson, Berdamu, har slået sig ned i industribyen Detroit, han er fattig, men skal jo have mad i munden. Så byder det lille varme brød, med den indlagte pølse, sig til – herligt!
Senere har den varme hund jo gået sin sejrsgang over hele verden, i lidt forskellige udgaver. I den amerikanske forsvarsministers oprindelsesland driver den f.eks. af fedt og er rigtig ulækker, ja, den er. Jeg kan godt forstå, han ikke kan lide tyskere mere. Men uanset, hvor populær hotdoggen, de to ristede med det hele, kradseren, hvad variationerne nu hedder, er blevet, har den aldrig fået status af rigtig mad.

En lille drengetrods
Måske har vi aldrig været fattige nok til at kunne godtage pølsen og brødet som et fuldgyldigt måltid. Det er snydemad, noget man stjæler sig til at spise på vej hjem til aftensmaden. Dermed er det også kultur, det vil jeg hævde. Pjækkekultur, en lille drengetrods mod stive og faste regler, med regelmæssige måltider, sådan som det var almindeligt for ikke så farlig mange år siden. Dengang folk spiste det samme, stort set også på de samme ugedage.
Tirsdag var fiskedagen, lørdagen var viet karbonaden og grønærterne, hos mange var torsdagen kødløs. Man spiste oven i købet det samme i alle socialklasser, der var ingen forskel. Måske hed persillesovsen ’sauce’ nord for København, jeg skal ikke kunne sige det, jeg er fra landet af, og der sagde vi den onden lyne mig ikke ’sauce’.

Din forslugne bæller
Det var måske nok nærende kost, man fik. Men ikke så interessant og afvekslende, at man ikke kunne få lyst til en pølse med varmt brød udenom nede hos Pølsemanden eller Pølsedamen. Så måtte man jo tage skraldet, når ens mor opdagede, at man ikke havde så meget appetit på den stegte lever (fredag, så vidt jeg husker), som man burde have.
»Nå, du har nok været nede i pølsevognen, din forslugne bæller« – joe, det er, som var det i går. Bæller = knægt, laban, møgunge. For de ikke-vendelbomålkyndige.
Det er faktisk uretfærdigt: Når folk i dag ringer efter pizzabudet, og får bragt en stor skive tør dej med udsplattede tomater, sveden ost, salamiskiver med hår og halvrådne champignoner, og oven i købet æder det, kan de bagefter sige, med god samvittighed endda, at nu har de spist aftensmad. Og sætte sig ind og glo fjernsyn, mens de drikker en halvanden liter cola light eller hvad de nu har i huset.

Biskoppens pølselast
Selvom pølsevognen vel i dag nærmest er lidt kikset, er det nu ikke indtrykket, at den er blevet mindre populær. Og som kulturfænomen har den varme tilhængere. Her skal fortælles om en biskop. Nu er der ikke særlig mange biskopper i Danmark, så jeg vil selvfølgelig ikke hænge ham ud, hverken med navn eller stift. Men den pågældende biskop elskede hotdogs, den klassiske model, der skal udtales med et s i enden.
Desværre var den by, hvor bispeboligen lå, ikke så fordomsfri, at den kunne acceptere, at noget så fint som biskoppen stod og hang nede på Stationsgrillen for at æde pølser. Derfor tog han en tre-fire gange om året, med hemmelighedsfuld mine som enhver anden kvartalsdranker, sin Ford Bishop og kørte til en by, der lå en 60-70 kilometer nordligere.
Her fandt han hurtigt sin yndlingspølsevogn og sagde, ordret, til Pølsedamen: ’stik mig lige en hotdogs, gode kvinde, og Gud velsigne Dig, mit barn, om Du vil have den elskværdighed at servere den med det hele.’ ’Værsgo,’ sagde Pølsedamen, når hun havde lavet den til ham. Når biskoppen havde spist hotdogs nummer et, bestilte han straks en til, allerede inden han havde tygget af munden. ’Det smager min sjæl himmelsk’, sagde han og roste Pølsedamen, når han gik. ’Meget skal være Dig tilgivet, når Du gør så gode pølser, menneskebarn,’ sagde han f.eks. ’Så siger jeg tak og amen,’ svarede hun altid.

Drengenes domæne
Min egen pølsepusher for øjeblikket ligger på det store torv i Nykøbing F. Den hygiejniske standard er høj, betjeningen høflig og kyndig. Indehaveren er en høj, lidt ældre mand med stålbriller. Han ligner en overlæge og det er egentlig betryggende. Hans hjælpere er forskellige unge mænd, alle sammen dygtige, påpasselige, venlige og diskrete.
Hverken jeg eller de andre drenge med grånende hår og lidt utjekkede vindjakker har noget at klage over. Det gør vi heller ikke. Selvom der godt nok er en ting, der ikke rigtig passer ind i billedet nogle steder på pølsevognsmarkedet, noget sted i landet.
Det er ikke pænt at sige det, men det må frem. Det gør ikke noget, at det er en pølsedame eller en pølsepige, der står inde i buret. Men hotdog-kulturen er en drengekultur, for drenge i alle aldre – men ikke for tøser, for nu at sige det rent ud. Man kan selvfølgelig ikke jage dem væk, og man kan da også godt få en lille usømmelig tanke eller to ved at se sådan en nybobbet pige, på vores alder eller noget yngre, stå og bide i en fransk hotdog med ’almindelig dressing’ – hvad det så skal betyde?
Men det rokker ikke ved, at hun trænger ind på vores område. Det, der serveres her, det er drengenes mad, det har det altid været.
Findes der slet ikke konditorier mere? Den slags steder med små runde borde, hvor damer kan sidde og nippe til lidt æblekage mens de drikker kaffe med Fløde 2 og sukker? De kan vel læse et blad eller noget, hvis de er alene. Ellers plejer de jo nok at kunne finde noget at snakke om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu