Læsetid: 5 min.

Dydsdragonen og kameldriverkulturen

I Dagbladet, Holstebro, lørdag den 18. januar stod at læse under rubrikken ’Nyheder’ en af de syvspaltede: ’Danmarks duks fylder 50 år’.
1. februar 2003

Intermetzo
Dukse er som bekendt nogen, man med god grund mobber; duksen har altid nyspidsede blyanter i et velholdt penalhus, duksen har sobert bind om bøgerne, duksen svarer med høj og klar røst, når læreren spørger, duksen drikker sig aldrig fuld og vælter juletræet, duksen kommer ikke for sent, smider med madpapir, prutter, får bumser, onanerer, spiser melorme, ryger sig skæv og ser porno på nettet. Man læser forventningsfuldt videre i Hol-stebro-avisen: hvad det dog kan være for et fæ, der ligefrem kan kaldes Danmarks duks, skønt man jo på forhånd har en anelse. Helsidesartiklen under overskriften er forfattet af en Jesper Overgaard og handler ganske rigtigt om landets statsminister. Samme person fyldte jo 50 forleden. I anledningen bød man på sammenkomst og råkostsalat i Statsministeriet. En af ministrene kunne dårligt i sin hengivne tale skjule, hvilken uforfalsket pedant, samt, nå ja duks, fødselaren er. Den på-gældende minister pakkede alle ydmygelser ind i forsorne fødselsdagsvitser. Man erindrer med vemod gamle Flemming Madsens bemærkning engang til en af ham behersket beundret chef: »Bag dit ufølsomme ydre banker et hjerte af messing«. Det Madsenske vid præsterede den talende minister just ikke, men lod skinne igennem at hans boss er af den nette mennesketype, der afgør sagerne hen over hovedet på folk, såfremt de understår sig i at komme et halvt minut på den gale side af tidsplanen. Hir, hir, et rigtigt mandfolk der forstår at ydmyge og sætte sine folk på plads. Med det forventelige, måske tilsigtede resultat at udvikle underordnede, der om ikke andet mestrer kunsten at ydmyge videre nedefter. Samme ministre fik ved tiltrædelsen besked på ikke at drive den af på bagsædet af deres limousiner. Den slags udtalelser fra husbond skal jo skabe uforknytte sjæle.
Holstebro-fødselsdagshyldestartiklen til Danmarks duks indledtes af følgende manchet: »I alle sine 50 år har Anders Fogh Rasmussen stået som den dadelfrie dydsdragon. Intet fra fortiden kan plette det gode rygte. Tværtimod«.
Nu kan man bruge megen tid på at drøfte, hvad der er tværtimod at plette et godt rygte. Alligevel må man her, og inden den fejrede dydsdragon til akkompagnement af panegyrikken rider for langt ind i dukseland, gøre opmærksom på den plet fra skatteministertiden i Schlüters sidste regering, der selv i øjet på den begejstrede må skæmme bærerens blanke rustning. Dette kommer sikkert som en ubehagelig overraskelse for mange og ikke mindst for fødselsdagsartikelforfattere som hr. Overgaard, men duks Rasmussen måtte rent faktisk gå af som landets skatteminister i sin tid. Dette begav sig efter en kommissionsdomstols konstatering af uregelmæssigheder i ministeriet: »kreativ bogføring«, samt en trussel om et mistillidsvotum mod den unge venstreminister, fordi denne havde vildledt Folketinget. En alvorlig sag.
At få dette at vide må være det samme chok, som Fogh Rasmussen utvivlsomt pådrog sig, da han 1) opdagede at Brixtoftes Farum-model, som han og det meste af Venstres top havde hævet til skyerne, viste sig at være det rene fup, svindel og årgangsrødvin i spande; 2) opdagede at hans egen finansminister ikke kunne holde rede på sine boliger og snød og løj til højre og venstre, så grundvandet drev.
Sådan er der så meget, når Danmarks duksedreng fylder rundt. En formildende omstændighed er det at dydsdragonen ikke selv har skrevet ovennævnte og lignende hyldestartikler. Det har han folk til.

I ’Groft sagt’ i Berlingeren var der såvist ingen fødselsdagshilsener af denne art, trods alt, skønt rubrikkens medarbejdere i en ofte bizar totalitær sprogbrug, som kun den arrogante med skidt karakter og magten i ryggen anlægger, ikke netop skjuler deres alt overvejende regeringsvenlighed. Dertil kommer mindst én af skribenternes veludviklede evne for at sætte sejl efter herskende vindforhold. For en stor dels vedkommende kan ’Groft sagt’ således opfattes som et moderigtigt, antimuslimsk talerør, fuldt på linje med regeringens almindelige mistro til islam. Duksedragon Rasmussen kaldte jo i sin nytårstale til kamp mod imamerne uden at skelne mellem imamer og imamer. Udvisningsminister Haarder fulgte op med at konstatere imamernes almindelige forstokkethed. Det nytter ikke noget at tilbyde imamerne – under ét – lærdom i danske samfundsforhold, skønt man i andre lande har gode erfaringer, osv, osv.

Og så sker det at forældre af somalisk herkomst sender deres børn midlertidigt til det gamle hjemland, bl.a. måske for at rødderne ikke skal visne. Fra sag til sag er dette givetvis et forhold, man kan diskutere, et ord som genopdragelse lyder jo ikke umiddelbart kønt. Men fra sag til sag om man må be’, nuancer er der uden tvivl rigeligt af.
Men ikke for Haarder og slet ikke for støttepartileder Kjærsgaard: de skal bare ud hele banden, skreg hun opløftet af dagens chance for at begå endnu en lille gemenhed.
I ’Groft sagt’ rullede Lars Hedegaard, en af landets mest ihær-
dige antimuslimer, sig ud og
benævnte efter et par nedladende betragtninger over Somalias komplicerede og tragiske politiske stammeopdelte historie landet som en ’kameldriverkultur’. Det i er denne, børnene ifølge Hedegaard skal ned og indoktrineres. Man kan med rette spørge om en person, der skriver noget sådant er ond eller bare dum eller uoplyst som dydsdragonhyldestskribenten i Holstebro. Imidlertid er der ingen grund til at spørge om hensigten. I slutningen af sin charmerende tekst skriver Hedegaard at herboende somaliere jo ikke er interesserede i andet end det ’uundgåelige’ besøg på bistandskontoret. Sådan.
Samme mekanisme som nationalistiske kredse før har sat i værk over for afskyede minoriteter: de nasser på fællesskabet og rotter sig sammen i en fremmedartet adfærd, som vi ganske vist hverken kan eller vil begribe, men som vi til gengæld foragter dybere end os selv.

Hedegaard, selv historiker – med den kedeligste marxistisk-fundamentalistiske verdenshistorie i dansk historieskrivnings historie på samvittigheden før han som fanden reviderede og gik i kloster – kunne have godt af at læse Benj. Balslevs: De Danske Jøders Historie fra 1932. Provst i Soderup var Balslev tillige en fin historiker, hans bog fremstår i dag usvækket. Om forfatningskampen i 1830’erne og om adgang for jøder til Stænderforsamlingerne skriver han bl.a.: »Fra konservativ Side hævdedes det, at et virkeligt Folkefællesskab alligevel aldrig ville kunne tilvejebringes; det ligger dels i Jødedommens religiøse Holdning, som er aabenbart Fjendskab mod Kristendommen; og da den danske Stat er kristelig, vil Jøderne alle Dage blive ikke blot en Stat
– men en fjendtlig Stat i Staten; dette kan kun miskendes ud fra en fordærvelig Indifferentisme, for hvilke alle Religioner er lige gode. Dels ligger det ogsaa i Jødernes egen moralske Holdning, deres Sammenhold og deres Kærlighed til eget Folk, der gaar foran Kærligheden til deres Land«.
Denne fremstilling af forholdet mellem en selvgod nationalkonservativ majoritet og en foragtet minoritet af anden tro og delvis kultur baserer Balslev på biskop
I. P. Mynster, men kunne for så vidt lige så godt være pastor Krarup og Lars Hedegaards fordomsfulde og fordømmende hypernationalistiske vås om dansk islam. For nu at kalde en åndelig kameldriver ved rette navn er forskellen mellem Hedegaards antimuslimskhed og antisemitismen ikke slående. Dette opfatter den gamle lommefundamentalist måske som en kompliment. Det er ikke sådant ment.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her