Læsetid: 4 min.

Men Elvis scorede ikke Manon

Underfundig teaterkavalkade – med brusebad, lagner og råt kød
24. februar 2003

Teater
Hvad er en mandlig teaterrolle uden en brusebadsscene med lidt langt hen til håndklædet? Hvad er et kvinderolle uden chancen for at kaste sig frontalt i lagnerne? Og hvad er en hvilken som helst rolle uden en beregnende tante med stram hårføring? I sidste uge har fire teaterforestillinger i København haft de mest besynderlige ting til fælles:

Jytte og jublen
Jytte Abildstrøms virrehoved er en præstation af de uafvippelige – også her ved hendes 50 års jubilæum. I Gustav Wieds Skærmydsler har Jytte Abildstrøm og Daimi anbragt sig i et skab med hver deres strikketøj, og så kan omverdenen ellers bare komme fræsende forbi deres højhalsede jomfruelighed og oprullede fletninger.
Abildstrøms mimik er kostelig. Når realiteterne forsøger at krybe op under hendes skørter, vipper og plirrer det i alle hudfolderne i ansigtet med en timing, der trækker komikken ud i satiren – imponerende stramt og jublende vanvittigt. Og hendes replikker svier, også selv om Daimis tante Clara er den bastante og skrappeste.
Instruktøren Mikael Fock har trukket Gustav Wied gennem en moderne eventyrlighedsmaskine, og scenograferne Dorte Holbek og Thomas Winkler har skabt plads til alt fra hele jordkloden til den mest klirrende tekop med præcis skeomrøring. Og mens Signe Birkbøll frejdigt tager opgøret som tanternes friske niece, og Ole Håndsbæk får pudset sin autoritet som professoren, så synger Edith Guillaume med musemystisk ro, så månen får den farve, som måner skal have…

*’Skærmydsler‘ fra 1901 af Gustav Wied. Sangtekster: Signe Birkbøll. Musik: Lars I. Shiller. Til 29. marts. www.riddersalen.dk

Taastrup og Tennessee
Men hvad mon Tante Et og Tante To ville have sagt til Elvis-forestillingen på Taastrup Teater? Så smart som en jumpsuit fra fanklubben i Randers har forfatteren spredt en ferm handling om en Elvis-fan ud over en samling Elvis-sange – og det er blevet til en ’teaterkoncert’ for én mand og orkester, omend undertitlens løfter om ’sex, drugs & Jesus’ ikke er lette at få øje på…
Elvis spilles af skuespilleren Mikkel Rosenberg, der altså overhovedet ikke ligner Elvis. Han kan godt nok synge Elvis’ sange, men hans sexappeal på scenen er omhyggeligt destrueret af Bent Nørgaard, der har ladet ham dalre rundt i erotikforladte H2O-badetøfler efter en vanddryppende brusekabinescene …
Alligevel fik Mikkel Rosenberg Tåstrup-madammerne op at køre til premieren. Afsted styrtede de op mod scenen og grabsede hans silketørklæder med dånende øjne. Bizart. Måske er forestillingen formet som teenageforestilling, men det var altså damerne på 55, der følte, at Taastrup blev til Memphis, Tennessee.

*’Elvis – sex, drugs & Jesus’, en ny teaterkoncert af Torben Eschen. Instruktion: Bent Nørgaard. Scenografi: Frederik Bjerg. Til 14. marts. www.taastrupteater.dk
Mungo og mystikken
Så er der måske mere almen appeal over Mungo Parks mystificerende midtvejskrise. Her er Jean Cocteau på spil med alt sit franske, eksistentialistiske raffinement, som borer ind i borgerskabet med elegant kynisme som en ’opdateret Gustav Wied’.
Cocteaus livssmerte og desillusion ligger mundret i Julie E. Kjærgaards oversættelse, og visuelt har scenograferne Marianne Nilsson og Astrid Lynge Ottosen sat ordene i spændstig ramme med vægge, der åbner sig med døre i alle størrelser – og så er der altså karbad med stationær bruser.
Instruktøren Peter Reichhardt har sat et tempo, der får det vildeste frem hos skuespillerne. Tina Gylling Mortensen går uhæmmet og pumpet sin line ud som løvetanten Léonie, og Bodil Jørgensen smækker en blondineparyk oven på tragediestemmen og slipper sin absurde komik løs med spiddede guldtøfler som insulinmodervraget i satinlagnerne.
Den unge Morten Schaffalitzky gør, som han skal: Bader og ser godt ud og tøver i sit opgør med moderen. Og hans sløvhed umuliggør præcist hans hævn over for Hans Henrik Voetmanns udflydende far og Laura Allen Müllers dalet-ned-ad-trappen-elskerinde. Det er fransk, så det snerter.

*’De satans forældre’ fra 1937 af Jean Cocteau. Til 29. marts. www.mungopark.dk

Manon og mændene
Det er også det franske, der styrer sanserne i Den Kgl. Ballets nye storsatsning Manon. Engelske Kenneth MacMillans ballet fra 1974 er efterhånden en halvstøvet forestilling, baseret på Massenets opera og Prévosts 1700-tals roman om den franske pige Manon, der skulle i kloster, men som mødte en mand på vejen – og nogle flere…
Takket være den danske scenograf Mia Stensgaard har MacMillans historie nu blevet analytisk transparent. Kostumerne er af gennemsigtigt tyl i stedet for silke og med sprayet maling i stedet for brokade. Jo færre skørter, jo fattigere. Og fordi Lady MacMillan og instruktøren Monica Parker har turdet følge scenografien, er også koreografien strammet til en langt mere realistisk og seværdig forestilling, der basalt handler om fattigdom, prostitution, kriminalitet og trafficking. Det ville være barsk for Tante To!
Det er det nu også for 2003-publikummet, der fredag kunne lade sig henføre af Caroline Cavallos jublende forelskede Manon. Cavallo har næppe tidligere virket så fri på scenen, mens hendes flotte Andrew Bowman som Des Grieux nok satsede mere, end han umiddelbar styrede. Men disse roller er også beregnet til at vokse i.
Lørdag blev Manon danset af Silja Schandorff, der fortryllede med en dybt personlig frasering. Hendes Manon sætter ikke én tåspids tilfældigt, og hun lod sig smide uhæmmet omkring med af Kenneth Greves elsker; Greve havde de blødeste spring og præcise 90 graders lår, og hans sved under snyderiet i kortscenen var i øvrigt fortræffeligt skuespil. Da Greve til sidst holdt Schandorff død i armene, forvandlede hun sig fra attrået kurtisane til udbrugt kød. Råt og modigt.
Kompagniet slap sin dansetrang løs, ikke mindst pigerne, der knækkede sammen som udtjente ludere på stribe. Og de dramatiske kunstnere stod stærkt med bl.a. Peter Bo Bendixens brutale Mr. G.M. og Jette Buchwalds skrupelløse bordelmadame. Tredje hold dansere venter allerede i kulissen – Rose Gad og Mads Blangstrup. Men det er tilsyneladende hele kompagniet, der har godt af at få Manon på repertoiret. Med blå mærker og det hele.

*’Manon’ fra 1974 af Kenneth MacMillan. Musik: Jules Massenet, orkestreret af Leighton Lucas. Lys: Mikki Kunttu. Dirigent: Graham Bond. www.kgl-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu