Læsetid: 12 min.

I emiraterne kører det som smurt i olie

Med olie til 100 år og gæstearbejdere til alt det besværlige går det strålende i det arabiske vækstcenter. Mangler man noget køber man det. F.eks. omtale i Information
10. februar 2003

ABU DHABI – Der kom en henvendelse fra Oxford. Fra et britisk firma, der beskæftiger sig med såkaldt ’international policy management’. Om Information ville dække en stor international konference om miljø og energi i De Forenede Arabiske Emirater. Deltagerne ville være folk fra
OPEC, de arabiske olieselskaber, de multinationale olieselskaber, Verdensbanken, FN, en række miljøfolk m.fl.
»De Forenede Arabiske Emiraters regering tilbyder flybillet på business
class og betalt hotelophold, hvis det er i overensstemmelse med Informations regler,« hed det i henvendelsen.
Det er det. Hvis blot det fremgår, hvem der har betalt, og hvis ikke den eksterne finansiering påvirker journalistens frihed og kritiske sans.
Så her sidder man, på ottende etage på et femstjernet luksushotel, med udsigt over Abu Dhabis moderne bykerne og med aircondition-anlægget kørende for at holde de 28 graders varme ude.
Og spekulerer. Over hvad det egentlig er, der foregår. Og hvordan man bringer sin kritiske sans til udfoldelse.
I et andet dyrt betalt værelse på samme hotel sidder en embedsmand fra et hjørne af FN’s miljøsystem og gør sig formentlig lignende tanker. I den fælles taxa ind fra Dubai Airport – en smuttur på godt 100 kilometer, betalt af regeringen – havde han fortalt, at han heller ikke rigtig vidste, hvad det gik ud på. Han er én af 55 inviterede talere på konferenceprogrammet, men han har ikke fået at vide, hvem publikum er, eller hvad der mere præcist forventes af ham i de 15 minutter, han har til rådighed.
Måske er luksushotellet fyldt med folk, der sidder i hver deres værelse og undrer sig over, hvorfor de er blevet fløjet ind fra store dele af verden.
Fra taxaen kunne man – selv om det var sort nat – se det, som det grundlæggende handler om. Flammen for enden af et illumineret tårn afslørede én af Abu Dhabis rige oliekilder. Forklaringen på, at emiraternes regering har råd til arrangementer som dette. Og anledningen til at gennemføre det.
For 50 år siden var der ikke meget at holde møde om her på stedet. De syv små emirater på den nordøstlige spids af den arabiske halvø var endnu under britisk herredømme, de var gennemgående tilbagestående og ludfattige. Folk ernærede sig som nomader i ørkenen, ved fiskeri eller ved at hente perler op af den Persiske Golf.

Enorme mængder olie
Alt det ændrede sig, da højere magter i 1958 besluttede at se i nåde til emiraterne og lod dem finde olie ved kysten ud for Abu Dhabi. Enorme mængder olie. Det lille flade ørkenland, knap dobbelt så stort som Danmark, er i dag kendt som landet, der har 10 procent af verdens oliereserver liggende under ørkensandet eller i havbunden ud for emiraternes kyst. Produktionen er for tiden omkring 2,6 millioner tønder olie – om dagen.
Olieeksporten kom i gang i begyndelsen af 1960’erne, og i 1971 havde de syv emirater vundet så megen økonomisk styrke, at de forhandlede sig til selvstændighed med briterne og indsatte sheiken af det olierigeste emirat, Abu Dhabi, som fælles præsident.
Hans Højhed Sheik Zayed bin Sultan Al Nahyan sidder endnu på tronen. Det kan man overbevise sig om i gadebilledet, i hotel-lobbierne eller i butikkerne. Overalt er Hans Højhed portrætteret. En flot arabisk mand, klædt i den hvide kjortel, dishdashaen, og med guthraen, det hvide hovedklæde, indrammende sheikens ansigt med det gnistrende sorte skæg og et intenst blik under de mørke bryn. En karismatisk leder for sit folk.
At han er født i 1918 og derfor i virkeligheden er 85 år, kan ikke ses af billederne, der enten er gamle eller manipulerede.
»Selskabet af Miljøets Venner i De Forenede Arabiske Emirater vil gerne benytte lejligheden til at lykønske vor fader, Hans Højhed Sheikh Zayed Bin Sultan Al Nahyan – Gud bevare ham og hans brødre, deres højheder medlemmerne af Det Øverste Råd, lederne af emiraterne,« hedder det indledningsvis i en såkaldt ledende artikel i Environmental Issues, et miljømagasin udgivet af emiraternes selskab af miljøvenner i samarbejde med det statslige olieselskab ADCO – som er samme miljøvenners sponsor. Magasinet er en af de publikationer, der møder talere, delegerede, udstillere og journalister i det kæmpemæssige konference- og udstillingscenter uden for Abu Dhabi.
Konferencen og den tilknyttede udstilling om miljøbeskyttelse, olie- og energiteknologi er sponseret af Shell, BP, TotalFinaElf samt sammenslutningen af emiraternes olieselskaber, ADNOC. Mere end 300 nationale og multinationale selskaber fra 30 lande angives at deltage i udstillingen, og på forhånd har der været talt om deltagere i tusindtal til selve den tre dage lange konference.
For med det samme at sige det, som det er: På konferencens anden og næstsidste dag sad der typisk 50 tilhørere i den store, dunkle konferencesal og lyttede til 15 minutters oplæggene. Udenfor konferencesalen, i udstillingsområdet, sad de tilrejsende sælgere og pr-folk i hver deres stand og spiste de karameller og småkager, som var tiltænkt de besøgende, der aldrig kom i nævneværdigt antal.
På konferencens tredje og sidste dag stod Informations dyrt udsendte medarbejder af og flygtede ud i varmen for at få et glimt af det land, der har råd til sådanne luftige udstyrsstykker.

Intet alternativ
Dag ét på konferencen er dog ikke uden journalistisk interesse. Shell uddeler fra sin stand en brochure med titlen »There is no alternative«, og hvis man tror, at Shell hermed sigter til olie og gas, tager man fejl.
»Udfordringen om at nå frem til en bæredygtig verden er enorm og frygtindgydende, men der er ikke noget alternativ,« skriver Shell.
Og i konferencelokalet taler Shells mand, hollænderen Michiel Groeneveld som en anden miljøaktivist om »brint-økonomien, der udgør den ideelle bro mellem dagens fossile brændsler og morgendagens verden baseret på vedvarende energikilder.«
»Stenalderen sluttede ikke af mangel på sten,« siger Groeneveld og antyder, at olie- og gasøkonomien næppe har mere end fem årtier tilbage, selv om der f.eks. i emiraternes undergrund er olie nok til 100 års udvinding i den nuværende takt.
»Det er ikke ganske klart, hvordan verden vil gennemføre en omstilling, men det er nødvendigt at bringe udledningerne af CO2 ned for at bremse klimaændringerne,« siger Shell-repræsentanten.
Som andre talere fra den multinationale olieindustri har han betydelige forventninger til brint i bl.a. brændselsceller som en fremtidens energiform, der ikke indebærer noget CO2-problem, og som kan udvindes både af de fossile brændsler og ved elektrolyse af vand med strøm fra f.eks. solceller eller vindkraft. Dermed kan brint levetidsforlænge olieindustrien, indtil verdens energiforsyning bliver præget af vedvarende energiformer.

Oliefolk viser tænder
Bernard Tramier, vicepræsident for miljøafdelingen i det franske olieselskab TotalFinaElf, er en smule mere afdæmpet, men siger som Groenveld: »Hvis ikke vi bliver bæredygtige, så er vi ’out of business’.«
Her er det, de arabiske oliefolk begynder at vise tænder.
»Det største problem er ikke CO2. Det største problem er, at næsten to milliarder mennesker ud af de seks milliarder på denne klode ikke har daglig adgang til kommerciel energi i form af olie, gas eller elektricitet,« siger Mukhtar Allababidi, kuwaiter og teknisk direktør i OAPEC, der er sammenslutningen af arabiske olieproducerende lande.
Allababidi bakkes op af mødelederen, jordaneren Hisham al-Khatib, næstformand i World Energy Council:
»I landene syd for Sahara har kun 10 procent af befolkningen adgang til elektricitet. Næsten en tredjedel af jordens befolkning har ingen adgang til olie eller gas. Det er vores udfordring: at gøre energien tilgængelig for disse mennesker.«
Og en arabisk herre i salen rejser sig og taler frit fra leveren til de multinationale olieselskaber:
»I taler så meget om at forske i forsyningssikkerheden. Hvad med at forske lidt mere i, hvordan vi fortsat skaber sikkerhed for efterspørgsel på olie? Det er som om, I siger til os: Sælg jeres olie hurtigt og billigt, for den er ved at blive overflødiggjort af brint og vedvarende energi. Men ignorerer I ikke, at olieprisen er drivkraften bag alt? Olieejerne afholder sig måske fra at udvikle deres reserver, hvis prisen ikke er høj nok.«

Hyldest til forbruget
»Jeg oplever, at vi i de olieproducerende lande diskrimineres ved de høje forbrugsafgifter, der lægges på vore produkter i de vestlige lande,« lyder udgangsreplikken fra den arabiske herre.
Man generer ikke sine værter, så Groeneveld fra Shell nuancerer sit budskab:
»Vores vigtigste forretning er de fossile brændsler. To milliarder mennesker, der endnu ikke har adgang til olie eller gas, udgør jo et enormt marked. Og når brint introduceres, vil det i en lang periode blive lavet af de fossile kulbrinteforbindelser, så også til det formål vil der fortsat være brug for olie og gas. Jeg sagde, at stenalderen var forbi, men i dag bruger vi da flere sten end nogensinde.«
»Netop,« replicerer en kendeligt opmuntret mødeleder: »Vi vil bruge stadig mere olie gennem dette århundrede. Ganske bestemt. Den fossile energi er basis, vedvarende energi kun et supplement.«
Man må sige, at emiraternes befolkning gør, hvad den kan for at holde olieforbruget oppe. Abu Dhabi og landets anden storby, Dubai, er langsomt men sikkert på vej til at kvæles i biler som så mange andre af verdens vækstcentre.
Nyvaskede, oftest hvide, ruller dyre japanske modeller, herunder mange firehjulstrækkende landcruisere, rundt og rundt i gaderne. Landets elforbrug er i dag større end det danske, selv om befolkningen kun er halvt så stor. Og landets CO2-udledning er, målt pr. indbygger, større end det tilsvarende amerikanske.
Lige så demokratisk som Irak
Det er ét billede på rigdommen i emiraterne. I Dubai er der i denne uge en gigantisk ’shopping festival’, en festuge der går ud på at hylde forbruget ved simpelthen at købe ind og have det sjovt med det. Overalt i Abu Dhabi og Dubai skyder hypermoderne indkøbscentre, mondæne hoteller og monumentale højhuse op.
Der er overflod. Intet andet olieproducerende arabisk lands indbyggere er så rige som emiraternes. Det er nok også derfor, der er ro i landet. For alt er ikke lige godt. Her er nok accept af andre religioner end islam, og frihed til at vælge livsstil inden for visse moralnormer. Men der er lige så lidt demokrati i emiraterne som i Irak. Partier er forbudt, der er ikke noget parlament, der holdes ikke valg, der er ingen fagforeninger.
»Og alt hvad der står i aviserne er nøje i overensstemmelse med, hvad lederne ønsker. Der høres ikke én kritisk tone i medierne,« siger en europæer, der har boet i Abu Dabhi i flere år. Selv skal han ikke have noget af at tale til citat, endsige tale politik overhovedet.
Alt besluttes ved dekreter fra emirernes højeste råd, hvor de syv emirer taler sig til enighed. Emirerne udpeger de ministre, de vil have, og når en emir dør, går lederposten videre til en søn. Man følger de islamiske sharia-love – her uddeles piskeslag, hugges hænder af og henrettes ved alvorlige lovovertrædelser. Endda i stigende omfang i takt med den radikale islamismes fremgang her i landet, skal man tro Amnesty International.
Men her protesterer ingen. Landets egne statsborgere lever en materielt set så priviligeret tilværelse, at det ikke synes risikoen værd at tage til orde for nogle princippers skyld.
Og alt hvad der er besværligt, har man folk til. 73 procent af emiraternes indbyggere er udlændinge, primært gæstearbejdere som er kommet hertil fra fattigdom i Indien, Pakistan, Filippinerne, Afrika eller andre arabiske lande for at få del i et hjørne af olierigdommen.
Det er gæstearbejderne, der bygger højhusene, kører taxaerne, passer butikkerne, vasker bilerne, gør rent på hotellerne, arbejder på oliecentrene, anlægger de nye veje – og holder opsyn med den smukke lille park, som takket være kunstvanding i store mængder har kunnet anlægges i dette ørkenklima i Abu Dhabis centrum. Ved parkens indgang, i et lille træskur med en pindestol og et bord, sidder en sort mand fra Sudan i slidte klæder og beder journalisten fra Danmark om én dirham – ca. to kroner – i entré.
»Det går til min mad, mens jeg arbejder,« siger sudaneseren.
Denne dag må han nok gå sulten fra arbejdet, for den smukke park er mennesketom – bortset fra journalisten. Befolkningen drøner rundt uden for parken i deres skinnende biler.
Med olien, væksten og rigdommen følger miljøproblemerne.
»En tragisk nødvendighed,« som det hedder i en artikel om den tiltagende luftforurening, oliespildet og de voksende affaldsmængder, trykt i et af de magasiner, der ligger til gæsterne i luksushotellernes værelser.
Men for så vidt angår emiraternes egne levevilkår og det lokale naturgrundlag er det tydeligt, at der er en miljøbevidsthed i vækst. I konferencecentret passer Sunil Kishan den stand, som Emiraternes Miljøgruppe har fået tildelt. Sunil er software-studerende og entusiastisk aktivist.
»Gruppen blev startet i 1991 af en håndfuld enkeltpersoner. I dag har vi 3.000 medlemmer, heriblandt 90 virksomheder. Vi oplyser offentligheden, skoleelever, studerende og virksomheder om papirgenbrug, affaldsindsamling og vandforbrug,« fortæller Sunil Kishan.

Ingen solenergi i ørkenen
Emiraternes Miljøgruppe laver ikke protestaktioner. Metoderne er oplysning og samarbejde med myndigheder og virksomheder. Og gruppens blad Waste Paper kan nok give velinformerede skildringer af de fossile brændslers trusler mod det globale klima, men når teksten når til forholdene i oliestaten selv, er sprogbrugen klinisk renset for kritik. Der kommer heller ikke en kritisk stavelse mod regeringen eller olieselskaberne over Sunils læber.
Det gør der fra John Owen. Han bor i Dubai, hvorfra han driver et internationalt firma med salg af solvarmeanlæg. Lige så svært det er at sælge sand i Sahara, lige så let burde det være at sælge solenergi i emiraterne, hvor solen brænder, så et blegansigt fra Danmark får rød næse efter bare et kvarter på en bænk i byens park.
Men John Owen kan ikke sælge noget. Jo, ét solbaseret varmtvandsanlæg har han solgt i emiraterne. Til USA’s ambassade.
»Det er jo oplagt at bruge solenergi her, men de er simpelthen ikke interesserede i andet end olien. Den oliebaserede elproduktion er subsidieret, så forbrugerne køber strøm til under produktionsprisen. Så er der jo ikke incitament for nogen til at investere i solenergi,« siger Owen fra sin ubesøgte stand i udstillingshallen.
Det er det billede, der tegner sig mand og mand imellem, når talere og journalister i bussen mellem konferencecentret og luksushotellerne prøver at bearbejde den specielle oplevelse: De er egentlig ikke interesserede i andet end olien. De forenede Arabiske Emirater er en lille ørkenstat, der har vundet i lotteriet og ved med sig selv, at velstand i overdådigt mål er sikret de næste mange, mange årtier. Der er intet at bekymre sig om.
I Abu Dhabi er der ingen turistindustri og knap nok et bykort at opdrive, for man har ikke brug for turister. Man er sig selv nok, man dyrker sit forbrug og arbejder, hvis man vil.
Og hvis man gerne vil have sig en pompøs international konference at smykke sig med, så ringer man til et firma i Oxford og bestiller den. For oliepenge kan alt købes, selv kritiske journalister.
Så var der slet ingen nyheder fra det store arrangement? Jo, da. På førstedagen trådte 20 arabiske landes miljø- og energiministre sammen andetsteds i byen og vedtog det, der nu hedder Abu Dhabi-deklarationen om miljø og energi. Hvori det bl.a. udtales, at »der stadig er videnskabelig tvivl knyttet til fænomenet klima-forandring og dets konsekvenser, og at der ikke er nogen videnskabelig bekræftelse på, at dette fænomen primært er et resultat af udledninger forårsaget af forbrug af fossile brændsler, og at ubegrundede beskyldninger og tvivl herom gør olie- og gassektoren til ofre og vil kunne resultere i recession i den globale efterspørgsel, til skade for producenternes interesser.«
Hvorfor samme producenter »appellerer til industrilandene om at træffe beslutninger, der kan fjerne ulighederne på energimarkedet, især beslutninger om at undgå enhver diskriminerende behandling i forbrugslandene af olie og gas via afgifter eller via unfair støtte til andre energiformer, som kan føre til en mindsket efterspørgsel på olie og gas, og dermed skade fortjenesten i de producerende lande og disses udvikling.«
Herudover erklærer olielandenes ministre sig som de allerstærkeste fortalere for bæredygtighed, renere teknologi og beskyttelse af naturen. Og så er de imod atomkraft.

FAKTA
Hans Højhed
*Den stenrige oliestat De Forenede Arabiske Emirater ledes af Hans Højhed Sheikh Zayed Bin Sultan Al Nahyan. Overalt i gadebilledet dyrkes landets magtfulde faderskikkelse med billeder som dette. Hvem kan se, at sheiken i dag er en gammel mand på 85 år?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu