Læsetid: 3 min.

Den eneste Gud spøger i vesten

Hvad ville den marokkansk-franske forfatter Tahar ben Jelloun gøre hvis han var Saddam Hussein?
3. februar 2003

International
Det er nemt at sige nej til krig. For krig er ikke godt. Det går ud over mennesker. Det er nemt at sige nej: Man skal bare have en tuschpen og et banner. Og hvis man har internetadgang, kan man starte en underskriftindsamling.
Den amerikanske politiske filosof Michael Walzer beskriver det, han kalder det nemme nej til krig på forsiden af det franske dagblad Le Monde. Det er ifølge
Walzer det nemme nej, der dominerer og motiverer de fleste fredsbevægelser i USA lige nu. Det nemme nej er logisk:
»Det kan godt være at Saddam Hussein på trods af sine forsikringer om det modsatte, er i gang med at udstyre sig med atomvåben. Men der er også andre regeringer, der har atomvåben. Og hvis Irak allerede har atomvåben eller det lykkes at få dem, så må vi følge den konventionelle advarselsstrategi.«
– Hvordan kan det være at Irak ikke må have atomvåben, når så mange andre lande har?
For Michael Walzer er denne logik ligeså simpel og klar som den er forkert. Det er ikke våbnene, men regimet der er problemet. Og den protest der kun siger nej til våben, undlader at adressere det virkelige problem.
Walzer resumerer Saddam Husseins forbrydelser: Anvendelse af kemiske våben mod minoriteter, invasionerne i Iran og Kuwait, henrettelse af politiske dissidenter mm. Det rigtige nej til krigen fastholder at kontrollen med Irak og våbeninspektioner er nødvendige. Og presset på Saddam Hussein skal forbedres så de skadelige sanktioner mod landet ikke fortsætter med at forarme den irakiske befolkning. Men det rigtige nej er et vanskeligt nej, fordi dem diplomatiske vej i sidste ende forudsætter truslen om krig. Og som Walzer konstaterer: Det er bekymrende at USA tilsyneladende har monopol på den militære trussel. Sat på en polemisk spids: det er den amerikanske militære handlingskraft som er mulighedsbetingelse for diplomatiske og politiske bestræbelser på at redde den
irakiske befolkning fra Saddam Hussein med fredelige midler.

Monoteismens krig
»Alle politiske, økonomiske, moralske og diplomatiske kommentarer til en mulig krig mod Irak er formuleret og velkendte,« skriver den franske filosof Jean-Luc Nancy i den tyske avis Frankfurter Rundschau. Nancy skriver i stedet om det, han vurderer som horisonten omkring en mulig krig. Det nogle har kaldt en kamp mellem civilisationer, er ifølge Nancy en konflikt indenfor den vestlige civilisation. Første og anden verdenskrig manifesterede den vestlige verdens indre uorden. Og eftersom afledninger af samme uorden under pseodonymet ’globalisering’ er eksporteret til resten af kloden, ligner den gamle vestlige konflikt nu konfrontationer med andre civilisationer. Men den vestlige civilisation er ikke dialogisk:
»Dette fænomen afslører at den vestlige civilisation er ude af stand at gøre andet end at sætte sine egne normer og værdier og sin egen dominans over hele verden. Denne civilisation kan ikke forholde sig til andet end sig selv.«
Derfor står vi nu i en tilsyneladende latterlig konflikt mellem en karikatur på islam og en amerikansk præsident, der legitimerer sin krigsførsel som moralske missioner. Den amerikanske præsident tror på Gud. Vel at mærke den ældste monoteistiske gud.
Nancy ser den skitserede skizofreni som en filosofisk konflikt. Filosoffer, mystikere og digtere har under stadig undersøgelse af det universelle og universalisme pointeret, at det universelle aldrig kan identificeres som et bestemt slogan, som en bestemt gud eller som et forekommende fænomen. Men universalismen cirkulerer og det er en stadig fristelse at gøre som George W. Bush: At gøre sig selv til det universelles repræsentant på jorden. At gøre sig selv til dommer over godt og ondt og missionere sine sandheder med våben. Men netop derved er det ikke længere universelt. Og så vender det og dem der er blevet ekskluderet som ’onde’, tilbage som modstandere.
Den marokkansk-franske forfatter Tahar ben Jelloun sætter sig i ugemagasinet Le Nouvel Observateur i modstanderens sted. I en artikel under overskriften ’Hvis jeg var Saddam Hussein’ lover Jelloun, at hvis han var Saddam Hussein ville han barbere sit overskæg af og melde sig selv ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.
Men som Jelloun rigtigt konkluderer: »Jeg er jo ikke Saddam Hussein.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her