Læsetid: 4 min.

I Estland regerer de unge jakkesæt

Baltiske studerende kan vælge mellem at starte fra bunden i Bruxelles eller spadsere direkte ind i toppen som rådgivere for en minister i deres hjemland
12. februar 2003

TALLINN – Indrek Katusin er 23 år og rådgiver den estiske udenrigsminister Kristiina Ojuland i politiske spørgsmål og medietaktik. Indrek Katusin er helt nyuddannet.
Han blev færdig med sine studier i makroøkonomi og marketing denne sommer. Faktisk måtte han skrive sine sidste opgaver sideløbende med jobbet som ministerrådgiver. At han fik jobbet, skyldes hans indsats i Reform Partiets ungdomsafdeling i Tartu, Estlands næststørste by.
»Jeg har gjort en del for partiet, været aktiv under kampagner, startet partiets ungdomsafdeling og selv stillet op til kommunalvalget i 1999, fordi partiets lister var lidt for korte,« fortæller han.

Stiller op til valg
Faktisk stiller han også op ved kommunalvalget i oktober 2002 i sin hjemby Tartu, men han regner nu kun med at få stemmer fra sine forældre og enkelte venner. Jobbet har ikke levnet ham tid til at føre kampagner og han tilbringer alle hverdage i hovedstaden Tallinn.
Indrek Katusins historie er ikke enkeltstående. Baltiske studerende kan nemlig i dag vælge mellem at gøre lynkarriere i hjemlandet eller gå ’omvejen’ via et job for EU-Kommissionen i Bruxelles.
Indrek Katusin viser rundt på ottende etage i det estiske udenrigsministerium. Hans kontor ligger lige rundt om hjørnet fra ministerens. Financial Times og en række estiske aviser ligger fremme på det store skrivebord for det er en del af hans job, at følge med i de politiske debatter i Estland og EU.
Men det er især arbejdet med at afstemme de politiske udmeldinger mellem ministeren og hendes parti, Reform Partiet, der tager hans tid.

God løn
At flytte fra drengeværelset hjemme hos far og mor i provinsbyen Tartu, for at indtage et betydningsfuldt job som politisk rådgiver i Tallinn er ikke sket uden kompromiser.
»Jeg er selvfølgelig tilfreds med allerede at sidde så højt i systemet. Mit politiske engagement byder mig at søge indflydelse. Men jeg har meget lange arbejdsdage, og jeg er faktisk ikke noget storby-menneske, så jeg savner Tartu,« fortæller Indrek Katusin.
Ellers er der ikke de store beklagelser over jobbet. Lønnen er god. Hver måned går der lidt over 8.000 kroner ind på bankbogen, hvilket er mere end tre gange gennemsnittet i Estland. Og Indrek Katusin er glad for at se det politiske system indefra – og ikke bare lære det at kende gennem medierne.

Drømmejob
Samme vilkår gælder for Maria Savisaar. Hun er 21 år og assistent for den estiske undervisningsminister Mailis Rand, der selv er 27 år og tilhører Center partiet.
Maria Savisaar tog orlov fra sine statskundskabsstudier, da muligheden for at arbejde for undervisningsministeren bød sig.
Det er nemlig lidt af et drømmejob, for Maria Savisaar har længe interesseret sig for undervisningsområdet.
Hun har, siden hun var 16 år, været aktiv i forskellige estiske elev- og studenterorganisationer – også på internationalt niveau og været med til at stable det estiske ungdomsfællesråd på benene.
21-årige Maria Savisaar er nærmest født ind i politik. Hendes far, Edgar Savisaar, leder Center partiet og er tidligere statsminister. I dag sidder han på posten som borgmester i Tallinn. Men politikerblodet er ikke altid en fordel. Maria synes, hun skal kæmpe ekstra meget for at bevise sit eget værd. Folk tror, jobbet skyldes hendes fars indflydelse. Men hun benægter og fortæller, at hun selv har skaffet sig stillingen som rådgiver.
Faktisk har hun ændret lidt i sin titel.
»Jeg besluttede mig for være ’ministerens assistent’, frem for rådgiver. Det er lidt nemmere at acceptere – især for en ældre universitetsprofessor,« vurderer hun.

Kan ændre verden
Med sin røde dragt, matchende hæle, læber og negle ser Maria Savisaar ældre ud end sine 21 år. Men alder siger ikke det samme om folk i Estland, som det gør i Danmark, mener hun.
Hun minder om, at der i Estland er reelle muligheder for at ændre på noget – også selv om man er ung. Bare man har lyst og energi.
»I de nordiske lande er det hele gjort allerede én gang, men her har du en reel mulighed for at forbedre tingene selv,« siger hun.
Alligevel kan hun godt misunde unge i de nordiske lande.
»Alle har muligheder for at komme ud i verden og få en uddannelse, rejse og arbejde. Når mine studier er slut vil jeg gerne arbejde frivilligt i Asien, især Kirgisistan lyder som et spændende sted, men det er meget mere besværligt for mig, end for en ung fra Norden. Vi har ikke de samme udvekslingsprogrammer, støtteordninger og lignende,« fortæller Maria Savisaar.
Mailis Rand, den estiske Undervisningsminister kalder, det er tid at tage af sted for Maria, og hun sætter sig ind på bagsædet af en ny, mørkeblå Audi, der ruller ud fra fortovet med kurs mod Tallinn.

*Line Wolf Nielsen er freelancejournalist

FAKTA
Unge politikere
*I Estland er det helt normalt, at ministre omgiver sig med helt unge rådgivere. Faktisk tilhører store dele af hele det politiske establishment generationen, der var børn i 80’erne og blev voksne i løbet af 90’erne. I Estland har de samme status som 68-generationen i mange vestlige lande. Alene i den siddende regering er der to ministre under 30 år, nemlig forsvarsminister Sven Mikser på 27 år og undervisningsminister Mailis Rand, der er 27 år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu