Læsetid: 3 min.

EU i mad- opgør med industrilobby

Der skal luges ud i industriinteresserne i EU’s rådgivende komiteer, siger ny chef for EU’s fødevaremyndighed
5. februar 2003

BRUXELLES – Industriens multinationale virksomheder har for let spil til at påvirke EU’s love gennem EU’s mange videnskabelige komitéer. Derfor lægger Geoffrey Podger – den netop tiltrådte chef for Den Europæiske Fødevaremyndighed, som rådgiver EU om fødevaresikkerhed – op til at skifte både formand og medlemmer ud i en lang række rådgivende komiteer, der behandler spørgsmål om alt fra kemi, mikrobiologi og epidemiologi.
Det vil ske allerede i løbet af foråret.
»Vi vil kun tage folk ind, der arbejder i offentlighedens interesse. Vi vil ikke have, at EU-politiker bliver influeret af kommercielle hensyn. Vi skal sikre, at befolkningen i EU har tillid til vores arbejde,« siger Podger til den britiske avis The Times.
Fødevareagenturet, der hidtil er mest kendt af offentligheden, fordi EU-landene ikke kan blive enige om, hvorvidt det skal ligge i Helsinki, Parma eller Barcelona, blev oprettet for at genskabe forbrugernes tillid til fødevareindustriens produkter efter skandalen om kogalskaben i 90’erne. Podger ønsker et godt forhold til fødevareindustrien, men ser frem til en svær balancegang.
»Vi skal være åbne uden på nogen måde at lade os farve af industrien. Nogle multinationale firmaer er kloge nok til at forstå, at deres interesser er bedst tjent med videnskabelig rådgivning af høj kvalitet snarere end at forsøge at påvirke tingenes gang. Men jeg forventer, at der vil komme nogle slagsmål,« siger Podger.
Han har netop forladt en chefstilling i British Food Standards Agency og ønsker, at EU skal have den bedst mulige rådgivning.
Han opfordrer derfor til, at nye medlemmer af komiteerne skal godkendes af de enkelte EU-landes fødevaremyndigheder.
Formand for Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl, roser de nye toner.
»Det kan naturligvis aldrig bevises, men der har været problemer med komiteerne. Astrup og sukker-sagen er et frisk dansk eksempel på problematikken. Det er godt, hvis EU nu tager mere aktiv stilling til problemet under udpegningen af eksperter,« siger Kjeldahl, der har arbejdet i EU for tidligere miljøkommissær Ritt Bjerregaard.
Han forudser, at det kan blive svært for Podger at finde helt uplettede folk. Det er meget udbredt, at forskere tager bi-jobs for industrien eller i perioder direkte finansieres af den.
»Man kan blive nødt til at acceptere en vis indblanding. En minimumsløsning kunne være, at forskere skal oplyse, hvilke industri-interesser de har arbejdet for de sidste fem år,« siger Kjeldahl til Information.

Undgå usaglige råd
Den Europæiske Forbrugerorganisation, BEUC, vil ikke direkte påstå, at fødevareindustrien hidtil har manipuleret EU’s komiteer, men hilser alligevel initiativet velkommen.
»Det handler om, at vi i fremtiden skal undgå enhver risiko for usaglig rådgivning,« siger Beate Kattlitz, BEUC’s specialist i fødevarespørgsmål, til Information.
»EU har brug for højt kvalificeret rådgivning, og sådanne eksperter har industrien også. Men det er et problem, hvis der er risiko for inhabilitet og sammenstød mellem interesser. EU bør søge sine eksperter blandt aktive forskere på universiteterne,« siger Kattlitz, der også opfordrer til, at EU nu skal følge op på løftet om at offentliggøre mindretallets holdning, når der er uenighed i en videnskabelig komite.
Samtidig med at der strammes op på komiteerne, lægger EU’s forbrugerkommissær, David Byrne, med et nyt forslag op til at stoppe strømmen af misvisende fødevare-reklamer om produkters positive sundhedsefffekt. Ifølge kommissæren skal det forbydes i EU at fremføre »påstande der refererer til generelle uspecifikke fordele for almindeligt godt helbred, velvære og normal kropsfunktion.« Det vil varsle enden for reklamer som Unilevers for Lätta-margarine, der hævder at »styrke kroppens selvforsvar«, eller Danone Yoghurt, der »styrker kroppens naturlige forsvar.«
Det var i går ikke muligt at indhente en kommentar fra CIAA, den europæiske brancheorganisation for fødevare- og læskedrikindustrien.

FAKTA
Europas fødevaremyndighed
*EFSA (european food safety authority) skal primært sikre EU en uafhængig videnskabelig rådgivning om alle forhold, der har direkte eller indirekte indflydelse på fødevaresikkerhed.
*Arbejdet omfatter alle stadier af fødevareproduktion.
*EFSA blev vedtaget i januar 2002.
*Direktør er Geoffrey Podger.

www.efsa.eu.int

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her