Læsetid: 2 min.

Eventyret lever

13. februar 2003

Spot
Der er ikke flere hvide pletter tilbage på verdenskortet, som en opdagelsesrejsende kan udforske med adrenalinen susende rundt i kroppen. Da jeg var dreng, og en rask én af slagsen, fulgte jeg gerne med
Jacques Cousteau ned på havets bund i den vandglade franskmands tv-programmer eller, endnu bedre, med Jørgen Bitsch til hovedjægernes land i slidte 16-millimeter-film i skolen.
Det gav illusionen af, at verden var min østers – at jeg bare behøvede at rejse ud for at få en oplevelse for livet.
Siden kom også David Attenborough, stadig en af de bedste formidlere af naturens forunderligheder, og bragte os tættere på dyr, planter og insekter, end vi nogensinde havde været før. Og efterhånden som teknologien har udviklet sig, er vi kommet tættere på det ukendte og har fået afsløret hemmeligheder, som vi tidligere kun kunne drømme om.

Og nu, hvor verden er blevet kortlagt i hoved og røv, havde jeg nær sagt, så er der brug for en anden slags eventyr. Det er ikke længere nok med den fysiske fornemmelse af at have set noget, som ingen andre har set før – for alle har alligevel set det samme på tv – nej, nu foregår en opdagelsesrejse mere på de indre linjer.
Måske er der derfor, at et program som Åndernes magt blev så populært. Det handler om at finde det magiske i hverdagen i form af ånder og spøgelser, som muligvis bebor vores ellers tilforladelige, fysiske og for nogen åbenbart meget kedelige verden.

Forleden talte jeg i anden sammenhæng med Klaus Aarsleff, der er formand for Eventyrernes Klub i Danmark. Sigende for vores orientering i retning af det metafysiske er hans niche udforskningen af, som han sagde, »mysterier, fortidsgåder og mærkværdigheder«.
Aarsleff, som man her til morgen kan opleve på DK4, fortalte mig om noget, der hedder medcinrejser, »et new age-udtryk for en slags skæbnerejse, hvor holdningen er, at livet ikke er tilfældigt. Mange mener, at livet består af en række tilfældigheder og ligegyldigheder. Den mening, der er i tingene, lægger du selv i dem. Men du kan også vælge at sige, at der er en mening med det hele, en skæbnetråd, som gælder for din tilværelse, og så kan du være åben og se, hvor skæbnen fører dig hen.«
»Det er en indre rejse. Alle gode rejser er også rejser på det indre plan, fordi der sker et eller andet inden i dig selv. Du begynder at kortlægge tingene, hvilket kan føre frem til den erkendelse, at der er langt større dybder og værdier i dig selv, end du fra starten var klar over.«
Det skal lige siges, at Klaus Aarsleff i allerhøjeste grad også rejser rundt i den fysiske verden. Lige nu er han i Mexico – og altså inde i mit tv.

*Eventyrernes Klub, DK4 8.30-9.00

*www.eventyrernesklub.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Ole Kvint

Der er ikke flere hvide pletter tilbage på verdenskortet

Jeg kender fire! Jeg har ikke været der men fundet dem på satelitfotos.