Læsetid: 4 min.

Eviggyldige Romeo og Julie

’Romeo og Julie’ i fokuseret og vedkommende dramatisering af Gerz Feigenberg på Teatret Gadesjakket i Odense
26. februar 2003

Teater
»O Kød, Kød, hvor du er bleven forfisket! Nu sværmer han for de Vers, som Petrarch henflød i,« siger en ven til Romeo, der er fortabt i tyngende kærlighed og af samme grund forfalden til luftig poesi.
Det vil sige, det gør han i Shakespeares version af Romeo og Julie. Det gør han ikke i Gerz Feigenbergs nye dramatisering af stykket på teatret Gadesjakket i Odense. For der er han og en række
andre roller skrevet ud af stykket. Som det ligesom antydes i undertitlen, Romeo og Julie – Bloody Romance, så er det Romeo og Julies tragiske kærlighed , det hele drejer sig om.

Kræfter vi ikke forstår
Romeo og Julie er jo den gamle historie om de to unge, der ikke må få hinanden, fordi deres familier ikke kan lide hinanden, og som ender med at gøre dødelig skade på hinanden, fordi de viderefører de æresbegreber, der er årsagen til, at familierne er fjender.
Som vi kan se det for tiden i Per Flys film, så er Arven tung at bære, for tung. Ikke mindst hvis de to elskende har evner, der er knyttet til hver sin arv.
Samy Andersen som Romeo og Iben Dorner som Julie gør ungdommens kærlighed levende og fyldt med kræfter fra de kræfter, vi ikke forstår.
»Kom blide nat,« siger Julie, »kom med din mørke pande af elskov«.
Andersen og Dorner (af og til med en Julianne Moore’sk mimik og habitus) spiller, så man hele tiden kun lige fornemmer, at ynden er infantil og romancen en rigid selvspejling, og kærligheden en rus man hungrer efter. Men heller ikke mere. Det samme med iscenesættelsen som sådan, der nok krydres med techno og nutidsstoffer og Bjørk og Mobys We're all Megastars og shakespeareske fraser om, at står livet stille, så går det i stå – og den slags. Men så er den heller ikke længere. Vi får noget at se, der rækker langt ud over det, man kan spejle sig i, og som de må indstifte med et ægteskab for at få det virkeliggjort for verden.
Rundt om Romeo og Julie findes kun tre andre. Fadime Turan spiller fint Julies veninde Andrea; en lille og vanskelig rolle, på en måde stykkets budbringer og omsorgskvinde.
Lai Yde Holgaard spiller intenst Tybalt, Julies bror og Romeos blodsbror. Tybalt er på samme tid den, der levendegør ungdommens vovemod og humor, men også alderdommens stivnede æresbegreber. Han er på katastrofekurs, og han er selv den første, der går under for den.
Lai Yde Holgaard er stærk og overbevisende som Tybalt (han kan minde om en ung og meget scenestærk Peter Gilsfort, da denne spillede Lykke-Peer for en del år siden). Dertil kommer Thomas Leth Andersen beherskede og indtryksstærke spil som Knokleren, en slags mediator og skyggedjævel for historiens sikre gang mod død og ophør. Bloody hell.
Tilbage står et skuespil, hvor de unge gør mildt grin med deres egen frygteligt alvorlige omgang med kærlighedens leg og dens katastrofale følger. Tragedien og humoren svigter ikke hinanden. Det er en svær kunst.

Tvunget tale
Ved sådan at holde sig så tæt på Romeo og Julie og holde de ældre generationer ude af billedet, sker der noget spændende. Det bliver ekstra synligt, at de unge, netop fordi de lever in medias res, bærer på en indsigt i det livsduelige i kærlighedens vilkår, som de ældre ikke ved, at de ikke mere har berøring med. Ved samtidigt at lade de ældre, Romeos far og Julies mor, optræde på video, men med henholdvis Romeo og Julies tydeligt tilstedeværende stemmer, opdager vi0, hvordan de unge alligevel ikke er uskyldsrene.
De bærer en form for skyld alene ved at videreføre de æresbegreber og tvangstanker, de ældre generationer sidder fast i.
På den mærkelige måde fyldes stykket med modstemmer ved at holde sig til de unges tale. Spørgsmål om skyld og tvang i kærligheden og
ægteskabet tvistes og drejes ved hele tiden at blive besvaret fra én position. Et spændende dramaturgisk greb, som Feigenberg, instruktøren Rebecca Manson Jo-nes og scenografen Jens Demant Cole tilsammen har godt fat i.

Det historiske nu
Gadesjakkets Romeo og Julie skærer ind til benet og holder sig til den grundlæggende og egentlig tidløse historie om, hvad moralsk besserwissen, æresbegreber og familietyranni, det udtalte eller det skjulte, kan gøre af skade på mennesker, der taler med rent hjerte og sigter højt. Og netop derved bliver det en umærkelig og almen kommentar til vores tid og teater, der ellers gør hvad det kan for at aktualisere og politisere ’de andres tanker’.
Spændende skulle det være at måle denne forestilling med Betty Nansens kommende forestilling af den unge jødiske dramatiker Jonathan Metzger. Det handler om et ungt forelsket par, der dør ved et selvmordsattentat på en israelsk bus og beskrives som en ’Romeo og Julie, post mortem.’
Gadesjakket holder sig til at gøre Romeo og Julie aktuel ved på sine egne betingelser at vise os det, der altid gælder. Og det er det hele værd! Man kan håbe for Gadesjakket og Teaterhuset, hvori de befinder sig, at de kommer styrket ud af den vanskelige økonomiske situation, der præger teaterlivet i Odense. Romeo og Julie er et godt argument i den sag.

*Romeo og Julie – Bloody Romance, nydramatieret af Gerz Feigenberg efter William Shakespeare. Iscenesættelse: Rebecca Manson Jones. Scenografi: Jens Demant Cole. Teatret Gadesjakket, Teaterhuset i Odense indtil 22. marts.

*www.gadesjakket.nu

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her