Læsetid: 10 min.

Mine film er kongedramaer

Per Fly har gjort det igen: Skabt en knugende skæbnefortælling, der foregår i en socialklasse, som ikke er hans egen. Vi vil helst tænke, at i overklassen er de ligesom mig, bare værre eller bedre. Men gu er de ej, siger Per Fly om ’Arven’, der får premiere 21. februar og ligner en ny triumf for instruktøren bag ’Bænken’
7. februar 2003

(2. sektion)

Interview
Overklassen optræder sjældent i dansk film. Et masseoptrin med 1.200 statister er heller ikke ligefrem hverdagskost. Og det er blot nogle af overraskelserne i Per Flys nye film, Arven, om en rigmandssøn Christoffer, som bor i Stockholm med sit livs kærlighed, den svenske teaterskuespiller Maria. Men da faren begår selvmord, vælger Christoffer imod Marias ønske at rejse hjem til Danmark for at redde familiens kriseramte stålvalseværk.
Arven er sammen med Bænken de første to film i Per Flys planlagte trilogi, der tager temperaturen på underklassen, middelklassen og overklassen i dagens Danmark. Mens Bænken søger i øjenhøjde med en arbejdsløs alkoholiker på samfundets bund, foregår Arven på de bonede gulve i overklassen og skildrer en moderne erhvervsleder, der er tynget af ansvar og kæmper for at bevare sit kærlighedsforhold trods sociale forskelle.

Nyrealisme
Per Fly har selv kaldt sin filmstil for nyrealisme, og den 42-årige instruktør fra ’den gyldne årgang 93’ på Filmskolen er i lige så høj grad inspireret af amerikansk filmdramaturgi som af europæisk kunstfilmtradition. Bænken blandede melodrama og socialrealisme, og Arven er under den håndholdte overflade et knugende skæbnedrama, der hæver sig over disse års strøm af sørgmuntre danske hverdagskomedier.
Filmen rammer hårdt med sit nøgterne blik på kærligheden og de menneskelige relationer, og dramaets storhed er elegant underspillet – med Ulrich Thomsen i hovedrollen, Lisa Werlinder som hans svenske kone og Ghita Nørby som hans barske mor. I biroller lyser Lars Brygmann, Peter Steen, Karina Skands, Ulf Pilgaard og Dick Kaysø op.
Kort sagt ligner Arven en ny triumf for instruktøren, der møder Information for at fortælle om filmens tilblivelse.
– I ’Bænken’ skildrer du en mand, der sidder på en bænk og drikker øl. Arven starter også med en mand, som sidder på en bænk.
»I manuskriptet går Christoffer ikke ned på bænken. Han ankommer bare til et hotelværelse i Sverige, men som indledning blev det lidt for luftigt og skabte ikke nogen forventning hos publikum. Derfor lader jeg Christoffer gå ned og sætte sig på bænken, hvor han spejder efter en bestemt kvinde i et vindue. Det med at se på livet, der foregår et andet sted, er helt klart et tema for mig. Man sidder og vil gerne tage del i livet, men kan af forskellige årsager ikke. Det er et grundbillede i mine film.«

Vilje eller lidenskab
– Både Kaj i ’Bænken’ og Christoffer i ’Arven’ har svært ved at involvere sig?
»Ja, meget ofte kommer jeg til at skrive en historie om en mand, der ikke vil ind i historien. I Bænken skulle jeg bruge en halv film på at tvinge Kaj ind i historien og få ham til at hjælpe datteren og barnebarnet. Da Christoffers far begår selvmord, skal Christoffer komme hjem og overtage ansvaret for familiens virksomhed, men han vil ikke. Arven er i høj grad et studie i ’skal’ eller ’vil’, vilje eller lidenskab. Skal man følge sin lyst eller gøre det, man er født til som fjerde generation i en af Danmarks største virksomheder? Dronning Ingrid har engang udtalt, at livets mening er, at man skal lære at ville det, man skal. Det gælder også for Christoffer, og det er stik imod det, vi plejer at sige: at vi har det frie valg til alting.«
– Friheden er også en illusion i overklassen?
»Ja, men jeg var ekstremt opmærksom på, at Arven ikke skulle være et middelklassedrama, der foregår i overklassen. Vi vil helst tænke, at i overklassen er de ligesom mig – bare værre eller bedre. Men gu er de ej. Derfor handler filmen heller ikke om en mand, der har så travlt på arbejdet, at han får problemer i ægteskabet. Det er dit og mit liv, det er middelklasse. Arven er en tragedie om en ’konge’, der først forsøger at flygte fra sin skæbne og senere lærer at leve i sin ’vilje’. Og fordi han kun lever i sin vilje, så bliver han i stand til at gøre nogle frygtelig kyniske ting. Filmen handler om det ansvar og den kynisme, der følger med magten, om at fyre 30 mand mere end nødvendigt, fordi man skal sende et tydeligt signal til investorerne. Hvor Bænken handlede om en mand, der lukker op, dér handler Arven om en mand, der lukker i, men jeg skildrer dem begge som konger. Mine film er kongedramaer.«

Loyalitet er afgørende
– Hvordan er livet og psykologien i overklassen?
»I middelklassen har vi det privilegium, at vi kan gå hjem fra arbejde, slappe af og brokke os over chefen. Det kan man ikke i overklassen. Her er forretning og familie smeltet sammen, og der tænkes hele tiden strategisk. Der ligger en klump af strategier og fortrængningsmekanismer gemt i hver eneste sætning, kommunikationen er kun toppen af isbjerget. Af samme grund måtte jeg også opgive at lade skuespillerne improvisere, sådan som jeg gjorde i Bænken. Det fungerede simpelt hen ikke. Fortrængning er ikke bare sindssygt svært at spille, men det kræver også uhyre præcise replikker.«
»En anden ting, der karakteriserer overklassen, er dens lukkethed. På et tidligt tidspunkt i manuskriptfasen havde Christoffers søster et utroskabsforhold til en mand, hun havde mødt uden for miljøet. Men så sagde min researchkilde: ’Hvordan skulle hun have mødt ham? Hun vil aldrig gå uden for miljøet!’ Jeg spurgte, om hun ikke kunne have mødt ham i datterens børnehave, men min kilde rystede på hovedet: Også familierne i datterens børnehave er fra miljøet. De er tjekkede, for man vil ikke risikere, at der slipper noget ud til pressen. Man lever i sin egen verden og vokser op med en stor samhørighedsfølelse med sin familie. Loyalitet er altafgørende for disse mennesker.«
– Er det af loyalitetsfølelse, at Christoffer vælger at trodse sin kærlighed og overtage familiens virksomhed?
»Da Christoffer ankommer til stålværket, skildrer jeg ham som en konge, der træder ind i sit kongerige. Derfor alle de der porte og bomme, han skal igennem. Det er et lukket land. Og konfronteret med 1.200 arbejdere og de enorme maskiner, som har så meget kraft i sig, er det ikke længere indlysende, at han skal vælge kærligheden. Vi valgte Det Danske Stålvalseværk i Frederiksværk som location, og Ib (Tardini, filmens producent, red.) og jeg var enige om, at der ikke måtte skæres i den scene ligegyldigt hvad. Der skulle stå 1.200 statister og tage hjelmen af. Man skal mærke, at på dette sted skal man altså tage sig sammen; Christoffer kan ikke bare stå og se familiens stålværk gå i hundene og en masse mennesker miste deres arbejde. Han er nødt til at tage et ansvar, selv om det betyder, at han må ofre en del af sin personlige lykke.«
»I starten handlede historien om en mand, der mister sin kærlighed, fordi han vælge at overtage arven. Men så sagde Mogens (Rukov, den ene af filmens fire manusforfattere, red.): ’Vi skal have den længere ud. Det her skal være en historie om en mand, som vælger kærligheden fra.’ Da åbnede filmen sig for mig. Pludselig blev historien 20 kilometer længere. Vi flyttede os fra at se på denne verden med middelklassens øjne til at kigge på den med overklassens egne øjne.«

Ikke pladderhumanisme
– Du vil skabe sympati med et menneske, der er mange fordomme om – ligesom du gjorde med Kaj i ’Bænken’?
»Jeg arbejder aldrig med sympati. Hele den sympatisnak er ævl fra ende til anden. Da vi havde skrevet første udgave af Bænken, mente folk, at det var åndssvagt, Kaj var så ondskabsfuld – det er der ingen, som gider se på, sagde de. Men det holdt ikke stik, og jeg vil under ingen omstændigheder lave en film, der skal få folk til at tro, at når vi går ned til en bænk, så sidder der per definition et sympatisk menneske. Sådan er verden ikke, det er pladderhumanisme. Christoffer i Arven gør heller ikke ret mange sympatiske ting.«
– Hvad er dit mål, hvis du ikke vil skabe sympati?
»Jeg vil skabe forståelse og vise et menneske frem for en kliché. Hvordan tænker et ungt menneske fra overklassen? Hvordan tænker en leder af en kæmpestor virksomhed? Hvad er de psykologiske mekanismer? Det er interessant at undersøge sådan en karakter som Christoffer, der går ind i et system, som er større end ham selv. Hvorfor gør han det? Hvad driver ham derhen? Vi ser udtalelserne i Berlingskes erhvervssektion, men vi kender ikke de psykologiske og familiemæssige årsager til, at tingene sker.«

Samtale
– Du foretog på forhånd en grundig research i det miljø, du skildrede i ’Bænken’. Hvordan bar du dig ad i ’Arven’?
»Jeg kendte intet til overklassen i forvejen, og jeg var nødt til at sætte mig ind i alt det forretningsmæssige for bare at kunne have en nogenlunde jævnbyrdig samtale med mine kilder. Det tog lang tid, og filmen har været undervejs i to år. Overklassen er svær at trænge ind i, man tager ikke bare telefonen og ringer en rig mand op. De er bange for, at der skal komme ting ud. Især hvis man vil fortælle noget psykologisk om dem, for svagheder er i meget lav kurs i forretningslivet. Der er kun nogle ganske få erhvervsledere – som Simon Spies – der får stor sympati ved at eksponere deres svagheder.«
»Via personlige kontakter fik jeg dog langsomt opbygget et netværk, og efterhånden fandt jeg ud af, at filmen skulle handle om de ’gammelrige’, der har været rige i generationer og følger nogle traditioner og værdier. Det er sjovere at fortælle om mennesker, hvor der er en kraft bagved. Tv-serier handler typisk om nyrige, som er dumme, tager coke og boller på kryds og tværs, køber store huse og lever et tomt liv. Det har vi set 100 gange, det er uinteressant.«
– ’Bænken’ og ’Arven’ er en del af en planlagt trilogi, som foregår i henholdsvis underklassen, middelklassen og overklassen. Er det ikke en lidt gammeldags optik?
»Jo, men den er alligevel relevant, for vi har nogle forskellige livsvilkår, alt efter hvilke klasser vi kommer fra. Og klassesamfundet cementeres med stormskridt i de her år. Der er en glasplade ned til dem i underklassen, og glaspladen bliver tykkere og tykkere. Hvis du først kommer ned under den, kommer du aldrig op igen. Samtidig rykker overklassen opad. Men jeg er ikke ude på at påtvinge publikum et bestemt politisk synspunkt eller lave en film om slemme profitmagere. Det er eventyr og pladder som i de gamle Tvind-historiebøger, hvor direktørerne blev tegnet med grisetryner!«

Systemet som tragedie
»På Filmskolen sagde Jørgen Leth: ’Min motor er min nysgerrighed, jeg ved ikke, hvad jeg vil have, jeg er på undersøgelse med min film.’ Sådan har jeg det også. Min eneste ledetråd er min nysgerrighed og lyst, jeg er på en undersøgelse i virkeligheden, og min opgave er at trække så meget sandhed ud af det miljø og de karakterer, jeg skildrer. Hvis man virkelig skal ind og diskutere, hvordan det her samfund kan blive bedre, må man først se på tingene, som de er.«
– Men er ’Bænken’ og ’Arven’ ikke snarere psykologiske portrætter af to kriseramte mænd end en analyse af samfundsmæssige strukturer?
»Det ved jeg ikke rigtigt. Hverken Bænken eller Arven er en analyse af nogle strukturer i vores samfund, men derfra og så til at gøre filmene til blot et spørgsmål om mænd i krise er der langt, synes jeg. Det har i al fald været vigtigt for mig, at Arven skulle være en ægte tragedie i den forstand, at det er et system, Christoffer sætter sig ind i. På en måde er filmen en analyse af det system, man sætter sig ind i, når man nærmer sig magtens centrum. Ligesom arbejderne er en brik i et spil, så er direktøren også en brik i et spil, og det er vigtigt at forstå disse mekanismer frem for at stagnere i en holdning om, at direktøren bare er et dumt svin.«
»Jeg vil dog gerne understrege, at jeg ikke er sociolog. Jeg er historiefortæller, og helt grundlæggende interesserer jeg mig for psykologi.«
– Den tredje og sidste film i trilogien skal foregå i din egen klasse, middelklassen. Hvad skal filmen handle om?
»Jeg er meget optaget af den kulturradikale generation omkring de 50-60 år, den generation, som er blevet identificeret med ungdomsoprøret og venstrefløjen, med kampen for ’det gode menneske’. De interesserer mig – særligt i de her år, hvor det venstreorienterede verdensbillede er ved at falde fra hinanden. Men jeg skal først til at starte på min research, så jeg aner ikke, hvor filmen ender.«

*’Arven’ har premiere den 21. februar og bliver anmeldt her i avisen

PORTRÆT
Per Fly
Født 1960. Filminstruktør. Uddannet på Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1993. Debuterer med børnenovellefilmen – Kalder Katrine (1993) og følger op med to dukkefilm, Den lille ridder (1999) og Prop & Berta (2001). Per Fly har instrueret flere afsnit af tv-satireprogrammet Ansjosen (1995-96) og tre afsnit af tv-serien TAXA (1998). Spillefilmene Bænken (2000) og Arven (2003) er del af en filmtrilogi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu