Læsetid: 2 min.

FILM I TV

27. februar 2003

Livets skole
*Mike Figgis er en rastløst eksperimenterende instruktør, der nok er bedst kendt for Leaving Las Vegas med Nicolas Cage som alkoholiker. I Timecode fra 2000 fortæller Figgis f. eks. fire historie parallelt i fire separate felter i billedet – og samtidig er de fire historier hver fortalt i én lang uklippet optagelse.
Men med Livets skole (The Browning Version) fra 1994 beviste Figgis, at han også behersker det ultra-traditionelle britiske drama lidt i James Ivory-stilen. Albert Finney spiller hovedrollen som den ældre kostskolelærer Crocker-Harris, der oprindeligt var en begavet videnskabsmand og pædagogisk ildsjæl, men er stivnet i rutine med årene og nu – nedslidt og desillusioneret – står foran sin pension. En elev aner dog, at der stadig findes et værdifuldt menneske bag den hårde lærerskal og ansporer Crocker-Harris til et selvopgør.
Albert Finney dominerer filmen med sit portræt af en robust mand, der er gået i frø. På mange måder en mesterpræstation. Men også Michael Gambons lettere kyniske rektor, Greta Scacchis intelligent bidende hustru og Mathew Modines
elsker er med til at gøre filmen seværdig.
Til grund for filmen ligger et skuespil af Terence Rattigan, allerede filmatiseret i 1950 med Michael Redgrave.
DR 2, kl. 20.40-22.30

The Cincinnati Kid
*Den dengang 72-årige Edward G. Robinson har kun en
birolle i spillerdramaet fra 1965. Alligevel løber Robinson med filmen i rollen som den frygtindgydende erfarne pokerspiller Lancey Howard, der får Steve McQueens unge opkomling som modstander.
Filmen skulle have haft stortalentet Sam Peckinpah som instruktør, men han ragede uklar med producenten og blev erstattet af den blot kompetente Norman Jewison. Så det blev til et ret gennemsnitligt Hollywoodprodukt om drevne pokerhajer og unge piger, der hverken gør fra eller til i handlingen.
Men for Edward G. Robinsons skyld kan man se filmen, der blev kronen på en over 40 år lang Hollywood-karriere som stjerne og karakterskuespiller. Robinson var allerede godt oppe i 30’erne, da han kom til Hollywood ved talefilmens frembrud og straks slog igennem i titelrollen som den Al Capone-lignende gangster Little Caesar. Han udgangsreplik er blevet klassisk: »Is this the end of Little Rico?«
Op gennem 1930’rne spillede Robinsom så et utal af gangsterroller, som placerede ham som Hollywoods nummer et i rollefaget ved siden af James Cagney. Robinson gav sine gangstere en nådesløs skarphed, snuhed og autoritet; men han kunne også nuancere figurerne med menneskelige træk. Han havde temperament og farlighed; men kunne præcis lige så overbevisende spille stille eksistenser, der roder sig ud i affærer, de ikke kan overskue. For eksempei i klassiske Fritz Lang-dramaer som Kvinden i vinduet (1944) og Scarlet Street (1945), begge med Joan Bennett.
Privat var Robinson højt respekteret – en meget vidende kunstkender og -samler og et mønster på begavet professionalisme.
DR 2, kl. 23.30-01.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu