Læsetid: 2 min.

Film i tv

15. februar 2003

En mand af betydning
I perioden 1937-43 spillede den store revykunstner Osvald Helmuth hovedrollen i syv film, både folkekomedier og dramaer. I dem alle var han den jævne dansker med begge ben på jorden. I komedier med humøret skruet for teatralsk larmende op, men bedre i dramaerne, hvor hans lille mand glimtvis godt kunne være rigtig rørende.
Som i denne Leck Fischer-historie, hvor Osvalds Justesen er indehaver af et beskedent ismejeri. Da der begås et mord i den ejendom, hvor han bor, bliver han pludselig en mand af betydning, der fotograferes, interviewes og giver politiet oplysninger. Men så inddrages han blandt de mistænkte, og drømmen forvandles til mareridt.
Fischer og Flemming Lynge – Nordisk Films to dygtige skriverkarle – står for manus og Emanuel Gregers for instruktionen i den typisk danske blanding af komediehygge og småborgerligt drama fra 1941. Sigrid Horne-Rasmussen, Inger Stender, Jens Asby, Poul Reichhardt, Helge Kjærulff-Schmidt, Gerda Madsen, Tove Bang, Asta Hansen og Petrine Sonne medvirker.
DK4, lørdag kl. 19.00-20.35

De elskende ved polarcirklen
Otto og Ana er sammenbragte børn, der indleder et venskab, som – uden forældrenes viden – senere udvikler sig til et forhold. Ottos far og Anas mor er flyttet sammen i Madrid, og da Otto er skilsmissebarn, vil han vise, at man godt kan holde sammen i kærlighed. Ana føler det som om, at hendes far er henfødt i Otto.
Det lyder måske relativt enkelt, men da instruktøren er den spanske Julio Medem – ham med Sex og Lucia – er handlingen ikke helt ligefremt fortalt. Som Eva Novrup Redvall gjorde opmærksom på i sin begejstrede anmeldelse her i bladet, er børnenes navne palindromer og staves ens forfra og bagfra. Og filmen tillader at fortælle fra begge ender af historien samtidig!
Otto og Anna fortæller på skift deres version af historien, og Medem sammenfatter det hele til en romantisk mosaik om tilfælde og skæbne. Kan man lide den vidtløtige unge spanier, også kendt for Det røde egern og Tierra, er dette lige sagen. Giver han derimod én lyst til at spise uanede mængder af brød til, bør man nok holde sig på afstand af hans polarcirkler.
Sverige 2, lørdag kl. 21.15-23.00

Forfølgeren
Det særlige ved denne berømte John Ford-western med John Wayne er, at den figur, Wayne denne gang fremstiller, er uhyre sammensat og langt fra udelukkende sympatisk.
Han er en brysk og ofte brutal sydstatsveteran fra borgerkrigen, en ensom og på mange måder forbitret figur på årelang jagt efter Comanche-indianere, der har myrdet fem medlemmer af hans familie.
Hævntørst, refærdighedsssans og racisme strides i hans sind, inden han når sit mål og må erkende, at han bliver ved med at være lige så ensom, som da han begyndte sin rejse.
Altså ikke nogen typisk John Ford-helt, men alligevel har den stort opsatte western fra 1956 instruktørens billedpoesi og ikke mindst dramatiske kraft. Filmen er med årene blevet en af Fords højst vurderede og var en overgang på de internationale kritikeres liste over de ti bedste film, der nogensinde er lavet.
Foruden John Wayne medvirker Natalie Wood, Jeffrey Huntyer, Vera Miles og Ward Bond.
The Searchers
DR 2, søndag kl. 17.50-19.30

Ved en fejl bragte vi fredag en forkert film-i-tv-spalte.
Information beklager

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu