Læsetid: 2 min.

Film i tv

13. februar 2003

Noget om det danske sygehusvæsen
*Måske er det ved at gå lidt i glemmebogen, men Henning Carlsen – især kendt for film som Sult og Man sku’ være noget ved musikken – er også en betydelig dokumentarfilminstruktør. Hans trilogi fra 1960’erne – De Gamle, Familiebilleder og Ung – var banebrydende ved at give menigmand tale uden moralistisk eller anden anmassende overbygning.
Nu er den 75-årige instruktør vendt tilbage til sin ungdoms foretrukne genre med den 128 minutter lange dokumentarfilm Noget om det danske sygehusvæsen. Den blev sidste år vist af DR i forkortet form, men på DK4 får man nu i fuld længde Carlsens forsøg på at gå i dybden med problemerne i det danske sundhedsvæsen.
Filmen er opdelt i 15 temaer og dækker alt fra hygiejneproblemerne på sygehusene til ændringerne i overlægernes æn-
drede status fra højborgere til almindelige lønmodtagere. Ambitionen har været at give de medvirkende tid til at tale ud, hvilket jo ikke altid sker i nyhedsmediernes korte indslag. Carlsen formulerer det selv således:
»Uanset hvor vigtigt emnet er, har journalisterne kun halvandet minut til deres rådighed. Så henter de en ekspert ind eller bringer en hurtig case-story, og så er den historie dækket. Det gør debatten overfladisk og unuanceret, og flere penge bliver alt for ofte præsenteret som den eneste løsning. Denne dokumentar viser en langt mere kompleks verden«.
DK4, kl. 20.30-22.40

Mansfield Park
*Den engelske Jane Austen-filmatisering fra 1999 rummer både en tiltalende troskab mod Austens menneskekloge humor og en nyfortolkning af hendes hovedperson Fanny, der i det tidlige 1800-tals England bliver en modig oprører-heltinde med forfatterdrømme hentet fra Austens egne breve og dagbøger.
Fanny Price er altså ikke længere bare den forsagte adoptivdatter på herresædet Mansfield Park, hvor hendes onkel Sir Thomas Bertram tager fattigbarnet til sig. Fanny er i begyndelsen en slags slave på Mansfield Park, men folder sig snart ud som en trodsigt selvstændig dame, der nægter at ægte det mest materielt bekvemme parti, selv om han er både flot og charmerende.
Det særlige ved Jane Austen er ikke mindst hendes forbløffende moderne klarsyn på sammenvævningen af materielle og emotionelle motiver bag såkaldt romantiske kærlighedsforbindelser. Så det er ikke helt malplaceret, at instruktøren Patricia Rozema i en fri ny-tolkning viser, at den velstand, som er den relativt kultiverede Bertram-families eksistensgrundlag, bygger på grov udnyttelse af slaver fjernt fra England.
Temaet bruges dog mest som en passende baggrund for Fannys udvikling og bevidstgørelse. Romantikken fordunkles ikke.
Instruktør Rozema føler sig hjemme i Austens univers af giftefærdige ungmøer, geskæftige husholdersker, håbefulde bejlere og lettere opløste adelsfolk, og den talentfulde Frances O’Connor lyser (næsten lidt for) billedsmukt som Fanny. Og som Bertram ses den berømte dramatiker Harold Pinter.
DR 2, kl. 20.40-22.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu