Læsetid: 2 min.

Film i tv

12. februar 2003

Mor bag rattet
*Helle Virkner kalder sig Helle Virkner Krag på forteksterne til denne små-feministiske komedie fra 1965 om sagførerfruen Lykke, der drister sig til at tage kørekort, uden at hendes travlt optagne sagførermand ved det.
Heller Virkner var dengang særdeles gift med daværende statsminister Jens Otto Krag og passede førstedame-job sideløbende med en ikke ueffen filmkarriere. Her er hun veloplagt og sjældent for sød som frue med tre børn.
Lise Nørgaard har leveret bogforlæg og manus, men denne Kun en pige-forløber strejfer blot i al elskværdighed de temaer, hun senere tog op. Reklamefilm-manden Erik Dibbern har instrueret.
DK4, kl. 20.30-21.50

Kærlighedens grænser
*Jessica Lange og Armin Müller-Stahl i samspil som datter og far – det skulle ikke kunne gå galt, og det gør det heller ikke her, selv om den ofte sensationsliderlige Joe Eszterhas står for manuskriptet og den ikke altid
lige sikre Costa-Gavras for instruktionen.
Filmen handler om fortidens synder, tilsyneladende begået af en fredelig USA-indvandrer (Müller-Stahl) under Anden Verdenskrig i Ungarn. Han anklages for at have været nazistisk bøddel, og hans sagførerdatter (Lange) påtager sig at forsvare ham, så han ikke bliver udvist i vanære. Lange og Müller-Stahl spiller så intenst og overbevisende, at man gribes af historien, selv om den ret beset ikke er stort andet end et dygtigt sammenskruet melodrama.
The Music Box
TV2 Zulu, kl. 21.05-23.10

Boyz’ N the Hood
*Kun 23 år gammel fik John Singleton et opsigtsvækkende gennembrud med dramaet om vold, politiforfølgelse og narkoens svøbe i South Central-kvarteret i Los Angeles. Det var den første film, der for alvor viste den blodige bandekrig blandt sorte unge – i bykvarterer, som ikke nødvendigvis er de allerhårdest socialt belastede. Her drages den 17-årige Tre, der gennem sin fars opdragelse har lært at holde sig fra stridigheder og skydevåben, alligevel ind i voldens onde cirkel.
Historien får et skær af ægte tragik ved at vise, hvor uundgåelig en sådan udvikling kan være i et miljø, hvor sammenhold og kammeratskab er de vigtigste værdier og volden en stadig udfordring. Larry Fishburne yder en markant præstation som faderen, og desuden ses rockmusikeren Ice Cube og Angela Bassett.
TV3+, kl. 21.55-00.00

Vend dem ikke ryggen
*Bill Haley and the Comets drøner løs med deres banebrydende »Rock Around the Clock«
under forteksterne til Richard Brooks’ high school-drama fra 1955 – lidt af en milepæl.
Her får anti-autoritære skole-elever nemlig – hidset af rock- roll-rytmer – for første gang mæle, og et skræmt skolesystemt må, med Glenn Fords pressede lærer i spidsen, tage stilling til en spirende oprør.
Sympatien er dog helt på autoriteternes side og slet ikke med den knivstikkende elev Vic Morrow. I en tidlig rolle ses Sidney Poitier som en af de gode elever.
The Blackboard Jungle
TCM, kl. 22.00-23.40

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu