Læsetid: 2 min.

Film i tv

10. februar 2003

Dorte
*Peer Guldbrandsen var frygtindgydende produktiv. Han skrev 42 danske spillefilm og instruerede selv en snes stykker.
Komedie-dramaet Dorte fra 1951 er hans manuskript nummer tre og et ganske godt eksempel på Palladiums overklasseprægede underholdningsstil i de tandløse 50’ere. Ikke for ingenting lå studierne i Hellerup Havn.
Ib Schønberg spiller en direktør, der ikke bestiller meget andet end lægge kabale og underholde sin søde, vistnok uægte mindreårige datter fra Fyn, Dorte. Hun repræsenterer provinsens fornuft overfor de hellerupske døgenigte og får med et vindende smil og en fast hånd sat skik på den fjendtligsindede familie.
Dorte spilles af Ilselil Larsen, et af datidens dygtige filmbørn med stjernepotentiale og altbesejrende smilehuller.
DK4, kl. 20.30-22.05

Indiana Jones og det sidste korstog
*Steven Spielberg havde endnu ikke bevist sin modenhed med film om Anden Verdenskrigs tragedier, da han i 1989 lavede tredje ombæring i Indiana Jones-serien.
Her er nazisterne stadig tegneseriefigurer i en forrygende røverhistorie om arkæologen Indiana og hans far Dr. Henry på jagt efter ’det guddommelige’ i mennesket, nærmere betegnet Den hellige Gral. Det er Sean Connerys stuelærde, verdensfjerne forsker, der er kommet på sporet af den evige helbredelses- og foryngelseskilde, men den vil nazi-skurkene selvfølgelig også finde, og så kidnapper de ham. Hvorfor sønnen Indiana – selvfølgelig spillet af Harrison Ford – må i aktion.
Med Connerys skyklaps-fanatiske bogmenneske som ledsager får Indiana for en gangs skyld en overmand, der gennem tykt og tyndt insisterer på at kalde ham ’junior’. En bogklog herre, der netop på grund af sin verdensfjernhed ikke kan imponeres af noget – mindst af alt Indianas kraftpræstationer for at redde ham helskindet ud af det nazistiske fangenskab.
Et meget charmerende drilleri holdes gående mellem far og søn, og filmen drøner selvlgelig deruda’ med Spielbergs sædvanlige energi. Fortælleglæden er stort set intakt, dog præget af en vis endformighed, når jagt følger på jagt i bedste James Bond-stil, larmende og kontant.
Nu går der rygter om, at Spielberg og Harrison Ford vil genoplive Indiana Jones. Mon det er klogt? Ford er trods alt fyldt 60 år, og Spielberg er over 55, så de er efterhånden nogle aldersstegne legebørn.
TV3, kl. 21.00-23.25

Den hemmelige formel
*»General Patton møder the Godfather.« – Sådan blev samspillet mellem giganterne George C. Scott og Marlon Brando beskrevet, da de i 1980 stødte sammen i The Formula.
Desværre er denne thriller af Jon G. Avildsen ikke på højde med sine formidable hovedrollespillere. Dens historie om en politimand, der kommer på sporet af en naziformel for kunstig brændstof, er flad og tør. Brando spiller en gammel oliemillionær og fik tre millioner dollars for at være med i tre scener. Han udstyrede sin figur med høreapparat, men det var angiveligt kun for via en radiosender at få serveret sine replikker, så han ikke behøvede at lære dem udenad.
Filmen blev en stor fiasko, og der gik ni år før Brando igen stod foran et kamera.
The Formula
TCM, kl. 23.55-01.55

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her