Læsetid: 2 min.

Film i tv

1. februar 2003

Sonatine
*Toneart og komposition er usædvanlig i Takeshi Kitanos gangsterfilm fra 1993.
Hovedpersonen Murakawa, spillet af instruktøren selv, er en verdenstræt gangster, som indvikles i et bandeopgør, hvor det går blodigt til. Men filmen skifter gear og bliver til en legende, lunefuld skildring af bandemedlemmernes ophold ved havet. Hvorefter grebet igen strammes, da det går op for Murakawa, at han har stået model til dobbeltspil.
I strandscenerne findes gags i grel kontrast til de ellers så barske sager. Humoren har sin baggrund i Kitanos tidligere karriere som komiker. Også hans mest kendte senere film, Hana-Bi, er en ukonventionel gangsterhistorie.
Sonatine. TV2,
lørdag kl. 00.45-02.20

Alt om min mor
*Man troede, det var Almodóvars bedste film, men så kom Tal til hende sidste år og demonstrerede, at den produktive spanier stadig kunne overgå sig selv.
Alt om min mor fortsatte i 1999 Almodóvars udvikling bort fra de spraglede frivole provokationer og henimod det ligefremme, seriøse normal-(melo)drama. Men Almodóvar er sandelig ikke blevet kedeligt afrettet – han kan både blæse og have mel i munden og favner lige naturligt familierelationernes normalitet og det transseksuelles livgivende anarki.
Titlens mor er sygeplejerske, en enlig mor, der har et tæt, harmonisk forhold til sin teenagesøn. Da denne omkommer ved en trafikulykke, går hun på jagt efter den far, han aldrig lærte at kende, pioneren Lola. Han/hun »har alle mandens og kvindens dårligste egenskaber«, som hun siger. Og så får hun et nyt liv med en farverig ny ’familie’, der alle behøver hendes medfølende indlevelse.
Sygeplejersken bliver det faste, sunde, frisindede ankerpunkt i en menage bestående af en selvironisk transseksuel luder, en ung, gravid nonne, en aldrende lesbisk diva og et ældre, stivnet bourgeoisi-ægtepar. På fornemt organisk vis får Almodóvar inkorporeret en hyldest til Bette Davis-klassikeren Alt om Eva og Tennessee Williams’ Omstigning til Paradis. Hvad der dog ikke skygger for de mange rene følelser i det tætvævede, tema-righoldige, fortælleglade drama om mor og søn, kærlighed og besættelse, liv og død.
Alt om min mor
Sverige 2, lørdag kl. 21.15-22.50

Ta’, hvad du vil ha’
*»Vi har alle en skarnbøtte i os. Er det ikke mest hygiejnisk at tømme den så ofte som muligt?«
Med disse ord slog instruktøren Ole Palsbo i et avis-interview på tromme for sit skarpe, velfortalte drama om en hævner og
svindler, den unge bilforhandler Kurt (Ebbe Rode), som føler sig udstødt af sin velhavende familie.
Den unge Ole Palsbo indførte en ny tone i dansk film: besk, hvas og
ubarmhjertig. Han retter et røntgenblik mod en dansk familie – tre søskende, der står foran at skulle arve en større sum ved moderens død, plus barnebarnet Kurt, der tror, at han er søn af bankdirektøren, som svindlede.
Ebbe Rodes nøgternt neddæmpede præstation som den ærgerrige
skørtejæger falder smukt i hak med
filmens hastige, næsten tørre målbevidsthed. Palsbo fører scenerne
frem mod en følelsesmæssig kulmination og toner så hurtigt ned for at
lægge næste brik i familiens fatale
puslespil.
Helle Virkner står smukt og rent
som den naive heltinde, men omkring hende er alt mere eller mindre grumset, og en enkelt scene når det tragiske: Ib Schønbergs og Ellen Gottschalchs selvmord, der foregriber Palsbos egen skæbne.
DK4, søndag kl. 20.30-22.15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her