Læsetid: 2 min.

Film i tv

22. februar 2003

Bonnie og Clyde
*Arthur Penn har i mange år levet ret tilbagetrukket som instruktør af lidet sete film. Men i 1960‘erne var han en stjerne-instruktør, der nåede zenit med det store surprise hit. Manuskriptforfatterne Robert Benton og David Newman skrev egentlig deres virkelighedsbaserede historie til den franske Ny Bølge-instruktør François Truffaut, men Truffaut vovede sig aldrig til Hollywood for at lave film. I stedet trådte den af Truffaut beundrede Arthur Penn til og skabte den udfordrende gangster- og kærlighedsfilm om bankrøver-parret Bonnie og Clyde med Warren Beatty og Faye Dunaway.
»They are young... they‘re in love... and they kill people!« som reklamesloganet lød. Filmens outsider-dyrkelse ramte noget centralt i slut-60’ernes opbrudsånd, så meget mere som den forsynede sin meget romantiserede historie med en klart defineret social baggrund.
Bonnie og Clyde er to rodløse unge i 1930-ernes depressions- og arbejdsløshedsperiode, begge uden fremtidsudsigter i et sydstatssamfund, hvor bankerne er blevet den afgørende magt-instans over for de fallittruede landmænd. Bonnie og Clyde reagerer mod håbløsheden ved at blive bankrøvere – og solidarisererer sig dermed instinktivt med de farmere, der drives væk fra deres gårde af bankerne. Parret begynder som amatørforbrydere, men ender som efterlyste fredløse, som er barnligt berusede og forblændede af egen myte.
Instruktør Penn blander vold og humor (ja, vi er næsten 30 år før Tarantino!), poesi og dramatik, samfundskritik og røverromantik på en måde, der stadig savner sidestykke i amerikansk film. Warren Beatty har både ære af filmen som hovedrolleskuespiller og producent, og rollen som Bonnie blev Faye Dunaways største triumf. I biroller ses Gene Hackman, Michael J. Pollard og Gene Wilder.
TvDanmark, søndag
kl. 23.15-01.45

Abernes planet
*Charlton Heston, nu ramt af kræft og Alzheimer, har for evigt fået sit ry plettet af den skurkerolle, han spiller som sig selv i den aktuelle Bowling for Columbine, hvor han fremtræder som våbenliderlig propagandist. De fleste har glemt, at han i 1960’erne marcherede side om side med Martin Luther King i kampen for de sortes borgerrettigheder.
Hvorom alting er, så vil Heston også blive husket som en ægte stjerneskuespiller, hvis talent ikke mindst ligger i det fysisk imposante og magtfulde og derfor kommer glimrende til sin ret i denne action-spækkede science fiction-klassiker fra 1968.
Han spiller en astronaut, der kommer ud af kurs og lander på en ukendt planet. Her fanges han af engelsktalende aber, men kan på grund af et sår i halsen ikke kommunikere med dem og behandles som et vildt dyr. Efter en flugt til Den Forbudte Zone opdager Heston og abevennerne den altomstyrtende sandhed om den planet, de troede var abernes specielle hjemsted. Franklin J. Schaffner har instrueret – han var en af de talentfulde instruktører, Heston bakkede op i sine velmagtsdage (Orson Welles og Sam Peckinpah var andre). Schaffners film har udløst ikke mindre end fire fortsættelser og en genindspilning i 2001 af Tim Burton.
TV2 Zulu, søndag kl. 00.10-02.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu